Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kalkspat - Kalksten - Kalksvampe - Kalksvovllever - Kalktuf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saaledes bl. a. paa Island og Færøerne, endvidere
paa mangfoldige Malmgange; kendte
Findesteder i denne Henseende er Andreasberg i
Harz, Alston Moor og Egremont i Cumberland
o. m. fl.
Til Kalkspatgruppens Mineraler
regnes foruden K. en Række med den isomorfe
Karbonater (af Magnium, Jern, Mangan, Zink,
Kobalt): Dolomit (CaMgC2O6), Magnesit
(MgCO3), Jernspat (FeCO3).
Manganspat (MnCO3), Zinkspat (ZnCO3) og
Kobaltspat (CoCO3) (s. d.). En Følge af
Isomorfien er, at der kan forekomme
Blandingsmineraler, som paa een Gang indeholder fl. af
disse Forbindelser. Saaledes Ankerit
(Brunspat), der foruden overvejende
Kalciumkarbonat indeholder Magnium- og
Ferrokarbonat, Breunerit og Mesitin
(Blanding af Magnium- og Jernkarbonat) og
Manganocalcit (af Mangan- og
Kalciumkarbonat).
(N. V. U.). O. B. B.
Kalksten er i videste Forstand Betegnelse
for alle Stenarter, som helt ell. overvejende
bestaar af Kalciumkarbonat CaCO3. De tydelig
kornede og krystallinske K. plejer man at
udsondre som en Gruppe for sig under Navn af
Marmor, de jordagtige og afsmittende
under Navn af Kridt. De øvrige, de alm. K.,
om hvilke her alene er Tale, er i deres typiske
Form kompakte Bjergarter med tæt Struktur
og oftest lyse Farver; de indeholder jævnlig
i stor Mængde Kalkskaller o. a. Rester af
Organismer. Porøs K. er dog ikke sjælden. K. er
let at kende fra andre Sten, dels ved den ringe
Haardhed (ridses let med en Kniv), dels
derved, at en Paahældning af kold fortyndet Syre
frembringer stærk Brusning (Kulsyreudvikling).
De alm. K. bestaar næsten aldrig af rent
Kalciumkarbonat, men de kan tillige indeholde
Magniumkarbonat, Kisel ell. mek. indblandede
fremmede Stoffer, især Ler, som bliver tilbage,
naar K. opløses i Syrer. Ved større Mængder
af indblandet Magniumkarbonat nærmer K. sig
til Dolomit og kaldes dolomitisk. De
stærkt lerholdige K. kaldes ogsaa
Mergelkalksten og Cementsten (20—30 %
Ler). Kiselkalk er stærkt gennemtrængt af
Kiselsyre. Glaukonitisk K. indeholder
talrige grønne Glaukonitkorn.
Sandkalksten indeholder Kvartssand i betydelig
Mængde. Bituminøs K. (Antrakonit,
Stinkkalk, Stinksten) indeholder Bitumen, som
ved Slag ell. Ophedning udvikler en ubehagelig
Lugt. — Forskelligartede indblandede Stoffer,
især Jernforbindelser, betinger, at Farven, som
hos ren K. er hvid, kan være graa, gul,
brunrød, grøngraa o. s. v. Ogsaa brogede K. med
varierende Tegninger, fremkaldte ved forsk.
farvede Aarer, Pletter, Skyer og Flammer, kan
forekomme; saadanne anvendes meget til
arkitektonisk Brug i poleret Tilstand og kaldes
undertiden Marmor til Trods for deres tætte
Struktur. — Alle K. er Sedimentbjergarter,
afsatte af Vand; de fleste og største
Kalkstensaflejringer skyldes Fortidens Have, ligesom de
endnu i stor Udstrækning opstaar i Nutidens.
Kalkens Udskillelse af Havvandet foregaar saa
godt som udelukkende ved Organismers Hjælp.
Bløddyr, Bryozoer, Pighude, Koraller,
Foraminiferer og Kalkalger og i mindre Grad
endnu nogle Dyregrupper udskiller den i Vandet
opløste Kalk i deres Skaller og Skeletdele; i
Tidernes Løb opstaar da mægtige
Kalkstensaflejringer, idet Generation efter Generation
efterlader sine Kalkrester paa Havbunden.
Mange K. viser sig umiddelbart ell. ved
Mikroskopets Hjælp at bestaa af lutter
Organismerester og benævnes derefter Muslingkalk,
Koralkalk, Enkrinitkalk o. s. v. Andre K. bestaar
helt ell. overvejende af mikroskopisk smaa
Kalkspatpartikler af uregelmæssig kantede
Former; saadanne K. er enten opstaaede ved
Sammenhobning af Kalkpulver fra sønderfaldne
Skaller, ell. de skylder deres Beskaffenhed til
en sekundær Omdannelse, som har udslettet
Sporene af den opr. organiske Struktur. P.
Gr. a. Kalkens relativt betydelige Opløselighed
fremkalder nemlig det gennemsivende Vand i
stort Omfang saadanne Omdannelser, der
tillige gør de opr. løse Kalkophobninger til fast
sammenhængende K. Ufuldstændig kendte m.
H. t. Dannelsesmaade er de oolitiske K.,
der bestaar af rundagtige Kalkkorn, oftest af
Størrelse mellem Hirsekorn og Ærter,
indbyrdes sammenkittede af Kalk ell. (i den
saakaldte Rognsten) af et noget lerholdigt
Bindemiddel; i det mindste delvis synes disse
Sten arter, der bl. a. har stor Udbredelse i
Mellemeuropas Juradannelser, at skyldes
Kalkalger.
K. hører til de mest udbredte af alle
Bjergarter og forekommer ofte i uhyre store,
sammenhængende Aflejringer. Mægtige
Kalkstensdannelser kendes fra alle de geol. Perioder,
mindst Rolle spiller de i Kambrium. Man har
beregnet, at Jordens samlede
Kalkstensmængde, ensformig udbredt over Jordklodens
Overflade, vilde dække denne i et mindst 30 m
tykt Lag. De vigtigste Anvendelser af K. er
til Bygningssten og til Kalkbrænding; til
sidstnævnte Øjemed er K. desto bedre, jo mindre
den indeholder af fremmede Indblandinger. —
Paa den skandinaviske Halvø har K.
forholdsvis ringe Udbredelse og tilhører overvejende
Silurdannelserne. I Kria-Egnen, i Vester- og
Östergötland og paa Öland findes anselige
Kalkstensdannelser; mest udbredt og mest
anvendt, især som Bygningssten, er den efter sine
Forsteninger saakaldte Ortoceratitkalk
fra den ældre Silurtid, med brunrød ell. graa
Farve. Yngre sibiriske K. findes ved Kria, og
især paa Gotland. I Danmark og Sydvestskaane
findes lyse, rene K. fra Kridtperioden
(Saltholms-Kalk, Limsten, Fakse-Kalk), fortrinlig
egnede til Kalkbrænding, mindre til
Bygningssten.
(N. V. U.) O. B. B.
Kalksvampe, se Svampe.
Kalksvovllever, se Kalciumsulfid.
Kalktuf (Kildekalk) er en porøs,
jordagtig ell. løst sammenhængende, graahvid ell.
gullighvid Kalkstensdannelse, der ved nærmere
Undersøgelse viser sig som en Inkrustation af
mange Slags Planterester, næsten som en til
Kalkmasse omdannet Tørv. Den danner
overfladiske Aflejringer af lidet betydelig
Udstrækning, den skylder sin Oprindelse til kalkholdigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
