Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kanada
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kobbermalm. Udnyttelsen heraf vanskeliggøres
ved den overordentlig tætte og frodige
Skovvækst, der dækker Bjergenes fugtige
Vestskraaninger. — Af den sunkne Bjergkæde, der
strækker sig langs Kysten, hører den sydlige Del,
nemlig Vancouver Øen og Dronning Charlotte
Arkipelaget, til K., medens den nordlige Del
tilhører Alaska. Vancouver er en næsten
sammenhængende Bjergmasse med Tinder paa c.
2000 m og derover, betydelige Firner og
Gletschere og vældige Naaleskove. Øen bestaar
væsentlig af palæozoiske Bjergarter, gennembrudte
af Dybbjergarter; dog findes langs dens
nordøstlige Side Kridttidsdannelser, som indeholder
fortrinlige Kul, der brydes ved Byerne Nanaimo
og Comox. Dronning Charlotte Øerne, der er
meget lavere end Vancouver, bestaar mod N.
væsentlig af Dannelser fra Kridt- og Tertiærtiden,
hvori findes Kul. — K.’s højeste Bjerge er St
Elias Kæden, der fremtræder som et Slags
Knudepunkt for to vældige Bjergsystemer, nemlig de
kanadiske Cordillerer med Hovedretning
SØ.—NV. og Halvøen Alaskas Kæder med
Hovedretning NØ.—SV. Der hvor Grænsen mellem K.
og Alaska drejer mod N. langs den 141.
Meridian, hæver sig det vældige Mount St Elias
(5495 m), der tidligere fejlagtig ansaas for en
Vulkan. NØ. herfor naar Mount Logan 5955 m.
De centrale Dele af St Elias Kæden og alle
dens høje Bjerge er dækkede af
sammenhængende Snemarker og vældige Gletschere.
Klima. K.’s nordlige Kyster ligger ved
Ishavet; men den sydligste Del af Landet, ved
Erie Søen, ligger paa samme Breddegrad som
Rom. Til en saa betydelig nord-sydlig
Udstrækning svarer store klimatiske Forskelle. En
vigtig klimatisk Faktor er ogsaa Højden over
Havet, der, som vi har set, er meget uensartet. Et
betydningsfuldt Forhold er det, at et vældigt
Bjergland strækker sig langs Vestkysten; det
fugtige og milde Vestkystklima faar herved et
langt mindre Omraade i K., end Tilfældet er i
Europa. Bortset fra Vestkysten, hvor
Middeltemp. for Jan. er mellem 0° og + 5°, for Juli
15°, har hele det øvrige K. Fastlandsklima. De
store St Lawrence Søer, Nordamerikas
»Ferskvands-Middelhav«, har vel en mildnende
Indflydelse paa Klimaet. Hudson Bugten virker
derimod nærmest som en Iskælder, der ikke
formaar at mildne Vinteren, men nok at gøre
Sommeren køligere i sin Nærhed. Landet
mellem Erie og Huron Søen har ÷ 5° i
Middeltemp. for Jan., 20° for Juli. Ved nedre St
Lawrence er de tilsvarende Tal ÷ 10° og 20°, ved
den sydlige Del af Hudson Bugten ÷ 25° og 15°.
Af stor Bet. for Agerbruget paa den frugtbare
indre Kontinentalslette er det Forhold, at
Sommerisotermerne V. f. Hudson Bugten bøjer meget
stærkt mod N., saa at Juliisotermen for 15° løber
lidt S. f. Great Bear Lake. Januars Middeltemp.
ligger mellem Great Bear Lake og Great Slave
Lake omkr. ÷ 30°. Juliisotermen for 10°, der
kan opfattes som Grænsen mellem det
tempererede og det arktiske Klimaomraade, idet den
omtr. falder sammen med Skovgrænsen, gaar
fra Mackenzie Deltaet mod ØSØ., naar Hudson
Bugten S. f. Chesterfield Inlet, afskærer den
nordlige Del af Labrador og løber fra Ungava
Bugten mod SØ. langs Labradors Kyst. I den
sydøstlige Del af den indre Kontinentalslette,
ved Byen Winnipeg i Manitoba, er Middeltemp.
for Jan. ÷ 19°, for Juli + 19°. Ejendommelige
for den vestlige Del af den indre
Kontinentalslette er de pludselige Temperatursvingninger,
der ofte indtræder om Vinteren, naar stærke
vestlige ell. sydvestlige Luftstrømninger blæser
hen over Cordillererne og styrter ned over
Sletterne som tørre og ved Faldet opvarmede
Vinde (saakaldte Chinook-Vinde); Temp. kan da i
Løbet af faa Timer stige fra ÷ 30° til over 0°.
Lejlighedsvis bringer Vinteren meget høje
Kuldegrader i det sydlige K., i Winnipeg indtil
÷ 47,5°, i Montreal ÷ 33°. Naar undtages
Kysten ved det stille Ocean, har saaledes hele K.
en streng Vinter. Alle Floder og Indsøer bærer
Is i Maaneder. St Lawrence Floden dækkes af
saa svæir Is, at den kan bære Jernbanetog. De
nordligste Indsøer bliver først isfri i August og
lægger til igen i Septbr. De store Søer ved
Sydgrænsen fryser vel aldrig helt til; men de fleste
af Søhavnene er lukkede af Is fra Midten af
Decbr til Beg. af Apr. Sejladsen paa St
Lawrence Floden ophører i Alm. 16. Decbr og
begynder igen 21. Apr. Ogsaa Havnene ved St
Lawrence Bugten er isbundne om Vinteren,
hvorimod Havnene ved Nova Scotias Kyst og
ved Fundy Bugten er aabne hele Aaret. —
Nedbøren er størst paa den pacifiske Kyst, hvor
de fremherskende Vestenvinde bringer Regn til
alle Aarstider, men mest om Vinteren (over 200
cm aarlig). Cordillerernes Vestskraaninger har
ogsaa en betydelig Nedbør, men i øvrigt
aftager Regnmængden hurtigt, naar man fjerner
sig fra Stillehavskysten, idet Bjergene berøver
Luften dens Fugtighed. Den vestlige Del af
den indre Kontinentalslette har en Nedbør af
35 cm og derunder aarlig. Længere mod Ø.
tiltager Nedbøren atter, er ved Winnipeg lidt over
50 cm, ved Toronto, nær Ontario Søens
Vestende, lidt over 85 cm, ved Montreal lidt over
100 cm og ved Halifax paa Nova Scotias
Sydøstkyst henved 140 cm aarlig. Det østlige K.
har Nedbør til alle Aarstider. I den indre
Kontinentalslette falder Nedbøren derimod mest om
Sommeren, hvorved den forholdsvis ringe
Regnmængde kommer til fuld Nytte for Agerbruget.
Egl. regnfattige Omraader, hvor Agerbrug kun
er muligt ved Hjælp af kunstig Vanding ell.
andre særlige Metoder, findes kun i den
sydvestlige Del af den indre Kontinentalslette og i
nogle Egne af Cordillerernes indre Plateau og
østlige Dale.
Vegetation. I plantegeografisk Henseende
maa skelnes mellem de tre Hovedformer Skov,
Prærie og Tundra. I det arktiske Omraade, N.
f. Skovgrænsen, der betinges af Sommerens
Kortvarighed og Kølighed og paa det nærmeste
følger Juliisotermen for 10°, er Tundraen den
vigtigste Vegetationsform. Plantevækster bestaar
her mest af Mosser og Laver, men der findes
ogsaa forsk. Lyngarter, Revling, Tyttebærris m.
m. Den fattige Vegetation dækker langtfra den
stenede Jordbund, hvorfor Betegnelsen »barren
grounds« meget passende anvendes om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
