Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kancelli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og blev paa denne Maade i Middelalderen et
alm. benyttet Navn paa offentlige Autoriteters
Ekspeditionskontorer.
I. Det ældste K. var det pavelige, som rakte
tilbage til Slutn. af Oldtiden og i sin
Organisation og Teknik opr. helt sluttede sig til antike
Forbilleder, hvad ogsaa mere ell. mindre gjaldt
om Kancellierne i de ældste germanske Stater
paa rom. Grund, derunder ogsaa om de
frankiske Kongers K. i Merovingertiden. Senere
udviklede Forholdene sig i mange Henseender
mere selvstændigt, skønt Arven fra Oldtiden
aldrig gik i Glemme. Det mest udviklede og
fremskredne blev efterhaanden det pavelige K.,
der baade ved sit Omfang og ved Antallet af
Ekspeditioner kom til langt at overgaa alle
andre og til en vis Grad blev det Mønster,
hvorefter disse uddannede sig. Ogsaa de fr. Kongers
K. naaede forholdsvis tidligt en betydelig
Udvikling og kom med Normandiet som
Mellemled til at paavirke England, der snart paa dette
Omraade blev Frankrig jævnbyrdigt. Derimod
var det tyske Rigskancelli, skønt Grundlaget
for det var det samme som i Frankrig, nemlig
de frankiske Kongers K. under Karolingerne,
noget længere om at udvikle sig, hvad sikkert
til Dels hang sammen med, at det tyske Rige
ikke havde nogen Hovedstad, hvor K. kunde
faa fast Sæde. Ligesom det pavelige K. blev
efterlignet af de lavere kirkelige Autoriteter,
Ærkebiskopper og Biskopper, blev de store
Landes Rigskancellier Forbilledet for lgn.
Institutioner hos Lensfyrsterne, og ogsaa
betydelige Købstæder indrettede ofte et K. Til de
nordiske Lande kom Kancellivæsenet udefra,
saaledes at Paavirkningen, i hvert Fald naar
bortses fra den allerældste Tid, hovedsagelig
udgik fra Tyskland.
Kancellipersonalet bestod siden
Karolingertiden, ogsaa i de verdslige K.’er, overalt af
Gejstlige, der i lang Tid var de eneste, som
besad de nødvendige Kundskaber. Først
henimod Slutn. af Middelalderen ændredes dette
Forhold efterhaanden, idet der nu ved
Universiteterne ogsaa var Adgang for Lægfolk til
Uddannelse, særlig ogsaa til juridisk
Uddannelse, som i senere Tid blev den
almindelige for Kancelliembedsmænd. I de større K.
havde Personalet i Reglen en Chef med Titelen
Kansler, se nærmere Art. herom.
Kancellisproget var i den ældre Middelalder regelmæssig
Latin, men siden Beg. af 13. Aarh. fik denne i
Syd- og Vesteuropa en Medbejler i
Modersmaalene, i England dog foreløbig ikke i
Engelsk, men i det efter den normanniske Erobring
indtrængte anglo-franske Sprog. Noget, men
ikke meget senere viser Modersmaalet sig i
Tyskland, men baade her og i de ovenn. Lande
varede det endnu længe, før Latinen helt
besejredes. Dette Maal naaedes i Reglen først i
15. Aarh., og selv efter denne Tid bevaredes
Latinen i visse K., navnlig det pavelige, ell.
dog ved visse Klasser af Udfærdigelser, f. Eks.
Traktater. Paa de middelalderlige K.’s
Forretningsgang kan der ikke her gaas dybere
ind, og det skal derfor blot fremhæves, at det
er den, der er Udgangspunkt for den nyere Tids
Forvaltningsrutine. Særlig paa dette Omraade
var det pavelige K. det førende, og det var
bl. a. dette, der først indrettede Registre,
indeholdende Afskrifter af de udfærdigede Breve,
en Ordning, som i Frankrig og England
optoges ved Aar 1200 og i det tyske Rige omtr.
et Hundrede Aar senere. K.’s Opgave var egl.
blot at udfærdige de Breve, som udgik fra
vedk. Myndigheder, men da de fra først af i
Reglen var de eneste fast organiserede
Centralorganer, der stod til disses Raadighed, blev
de tidlig ogsaa benyttede paa anden Maade,
saavel i Forvaltningen som i Retsplejen. Det
var saaledes almindeligt at anvende
Kancelliembedsmænd til Sendelser og Forhandlinger
baade i Indland og Udland, til Oppebørsel af
Indtægter og Førelse af Regnskaber, som
Dommere o. s. v., og paa denne Maade udviklede
næsten alle fyrstelige K. sig efterhaanden til
Centraladministrationens Hovedorgan, ikke
sjældent til dens eneste Organ. Ved de
Reformer af Centraladministrationen, som i 16. og
17. Aarh. næsten overalt fandt Sted, blev deres
Forretningsomraade dog i Reglen igen stærkt
begrænset, idet der ved deres Side fremstod
nye Organer med egen Ekspedition, og i nogle
Lande forsvandt de ved disse Reformer helt.
Adskillige Stater bevarede dog et K., snart
nærmest som Udenrigsministerium, snart som
Justits- og Indenrigsministerium, snart med
rent forvaltende Myndighed, snart tillige med
dømmende. Ofte var disse K. kollegialt
sammensatte, og Kollegiets Chef kaldtes da ikke
altid Kansler. I 19. Aarh. er de fleste af dem
forsvundne, men til Gengæld er der undertiden
dannet nye centrale Forvaltningsorganer med
Benævnelsen K., f. Eks. det tyske
Rigskancelli, der er Rigskanslerens Centralbureau,
og det schweiziske Forbundskancelli,
som er Sekretariat for Forbundsforsamlingen
og Forbundsraadet. England har endnu bevaret
Rester af sit gl. K., se Chancery og
Kansler, og ligeledes bestaar vedblivende det
pavelige K., der indtil en af Pius X 1908
gennemført Omordning i fl. Henseender havde bevaret
Tilknytning til sin middelalderlige
Organisation. I dette K. har Latinen ogsaa i vidt
Omfang holdt sig til Nutiden. I Tyskland anvendes
K. i Nutiden alm. om Ekspeditionskontorer
knyttede til underordnede
Forvaltningsmyndigheder og Retter, og særlig hyppigt bruges det
baade der og andetsteds om Gesandtskabernes
Kontorer. Efter fr. Ret er Lederen af et
saadant K. (chancellerie) bl. a. bemyndiget til at
udføre Notarialforretninger.
II. Medens der i øvrigt ikke kan gaas ind paa
K.’s Udvikling i de enkelte Lande, skal
Forholdene i de nordiske Riger endnu noget
nærmere omtales. Ang. K.’s Opstaaen i Danmark
kan henvises til Kansler. Som det af det
der udviklede vil ses, bestod K. opr. af de kgl.
Kapellaner, siden Valdemar den Store’s
Tid under Ledelse af en Kansler, og da Kong
Valdemar’s Jordebog omtaler en Vogter af
Kapellet (custos capellæ), er det muligt, at Kapel
har været det opr. Navn for K.
Embedsmændene i dette kaldtes foruden Kapellaner inden
længe ogsaa for Notarer ell. Klerke,
uden at det er muligt at afgøre, om disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
