Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tid, da Biskoppen i Roskilde var K. og
Embedet aabenbart højt anset, gør det i Forbindelse
med andre Omstændigheder sandsynligt, at det
ogsaa i den foregaaende Periode har været
beklædt af en Biskop, muligvis af Roskildebispen,
som man i hvert Fald siden Oluf synes at have
anset for selvskreven til Embedet. Den daglige
Ledelse har dog rimeligvis ofte været overladt
til mere underordnede Personer, og der tales
ogsaa i 14. Aarh. ved visse Lejligheder om
Vicekanslere og en enkelt Gang om en
Protonotar. Saa vidt ses, har der imidlertid ikke paa
den Tid eksisteret noget egl. Embede som
Vicekansler. Kancelliet havde næppe andet
Overhoved end K., og Benævnelsen Vicekansler
sigtede vistnok kun til mere forbigaaende
Funktioner som dennes Stedfortræder. Efter Erik
af Pommern’s Tronbestigelse (1412) blev
Forholdet imidlertid et andet, idet der nu ved
Siden af Roskildebispen fremtræder en anden
Embedsmand med Titelen K., som maa
antages at have været Kancelliets virkelige Chef,
medens Roskildebispen kun var det af Navn og
i det højeste mere lejlighedsvis har traadt i
aktiv Funktion, hvad der forklarer, at fl. Bisper
slet ikke findes omtalte som K. Ordningen var
med andre Ord fra nu omtr. som i Tyskland,
og ligesom Ærkebiskoppen af Mainz dér
kaldtes Ærkekansler, saaledes betegnedes Biskoppen
af Roskilde undertiden til Forskel fra den
virkelige K. som summus cancellarius regni Daciæ
(Danmarks Riges øverste Kansler), tilsidst
endog ligefrem som archicanoellarius. Den
virkelige K.’s Embede rangerede i 15. Aarh. endnu
ikke særlig højt, men Indehaveren af det var
dog allerede den Gang ofte Medlem af
Rigsraadet, og hans Anseelse stiger stærkt henimod
Reformationen. Det var ligesom i Udlandet K.’s
Hverv at forestaa Udfærdigelsen af
Kongebrevene og forvare Kongens Segl, men ved Siden
heraf blev han ofte benyttet i Forvaltningen,
dog uden at der herom dannede sig saa faste
Regler, at bestemte Forvaltningsgrene kunde
siges at høre under ham. Han var saaledes ikke
at anse som Udenrigsminister, skønt han ofte
deltog i diplomatiske Forhandlinger. Med
Udfærdigelsen af Kongebrevene havde han som
Regel Tilsyn, hvad enten de angik det ene ell.
det andet, og uden Hensyn til, hvem der
udvirkede dem. Dog gjaldt der herfra en vigtig
Undtagelse. Efter at der nemlig i 13. Aarh.
var opstaaet en kgl. Domstol, Rettertinget, blev
der under Valdemar Atterdag til dette knyttet
en særlig Embedsmand, som havde Ansvaret for
de Kongebreve, der udsprang af dets
Virksomhed (se Kongebreve og Kongens
Retterting), samt for Opbevaringen af det Segl,
der benyttedes til disse Breve, det saakaldte
sigillum ad causas ell. Indsegl til Sager, senere
Rigens Indsegl. Denne Embedsmand, der opr.
kaldtes Retter ell. paa Latin justitiarius, fik
siden 15. Aarh. efterhaanden Titel af
Rigens K., i Modsætning til hvilken man da
kaldte den K., der forestod Kancelliet, for
Kongens K. Benævnelsen justitiarius brugtes opr.
om alle, der paa Kongens Vegne dømte paa
Rettertinget, og anvendt paa Rigens K.
betegnede det altsaa egl. denne som Dommer. Han
var da ogsaa i Besiddelse af en vis dømmende
Myndighed, dels saaledes, at han sammen med
andre beklædte Rettertinget, dels saaledes, at
han dømte alene (se nærmere under Kongens
Retterting), og Grunden til Embedets
Oprettelse har maaske været den, at man til denne
dømmende Virksomhed vilde have en Mand,
der var fortrolig med den verdslige danske
Ret, hvad ikke kunde forudsættes at være
Tilfældet med de gejstlige Kancelliembedsmænd.
Rigens K. var derfor ogsaa allerede i
Middelalderen næsten altid verdslig, sædvanlig en
Adelsmand, men ikke tilhørende de fornemste
Slægter. Medlem af Rigsraadet var han før
Reformationen ingenlunde altid, og han har
formodentlig teoretisk staaet i et lgn.
Underordnelsesforhold til Roskildebispen som Kongens K.
2. Reformationen havde i fl.
Henseender Bet. for de forsk. Kanslerembeder. Ved
Ophævelsen af det kat. Episkopat bortfaldt
saaledes Roskildebispens Kanslerværdighed, hvad
der bevirkede, at Embedet som Kongens K. steg
i Anseelse. Det var fra nu af det
næstfornemste af de saakaldte Rigsembeder (se
Rigsembedsmænd), rangerende under Rigens
Hofmester, men over Rigsmarsken, Rigsadmiralen
og Rigens K., og naar Hofmesterembedet ikke
var besat, hvad jævnlig var Tilfældet, var K.
den fornemste Mand i Landet næst Kongen,
ligesom han var selvskrevet Medlem af
Rigsraadet. K. tilhørte derfor nu altid Højadelen,
og han var ikke længere som i Middelalderen
Gejstlig, idet der nu ogsaa bl. den verdslige
Adel fandtes Mænd med fornøden Dannelse.
Mellem Reformationen og Enevælden beklædtes
Embedet af flg. Mænd: Johan Friis (1532—70),
Niels Kaas (1573—94), Christian Friis til
Borreby (1596—1616), Christian Friis til Kragerup
(1616—39), Christian Thomesen Sehested
(1640—57). Efter Sehested fungerede Peder Reetz
som K., men modtog først Udnævnelse 1660.
Hvad K.’s Forretninger angaar, var han
vedblivende Chef for Kancelliet, der var
Regeringens eneste Ekspeditionskontor, men foruden
den Virksomhed, der fulgte heraf, blev
efterhaanden en omfattende Forvaltning henlagt
under ham, saaledes at han, hvad disse
Anliggender angik, ikke blot forestod Ekspeditionen,
men førte et selvstændigt Tilsyn med dem og
foredrog Sagerne for Kongen. Det Omraade,
der saaledes laa under ham, omfattede den
alm. indre Forvaltning, derunder Lenene og
Justitsvæsenet, samt endvidere Kirke- og
Skolevæsenet, i hvilken Henseende det kan nævnes,
at han var Univ.’s øverste Tilsynsmand
(Universitetets K.). Med Statens Pengevæsen havde
han at gøre, for saa vidt Lenene hørte under
ham, og det i 16. Aarh. oprettede Renteri ell.
Rentekammer, der forestodes af
Rentemestrene og besørgede Kasserer- og
Bogholderforretninger samt Regnskabsrevisionen, var vel
ogsaa opr. at anse som en Afdeling af Kancelliet.
Senere blev det imidlertid underlagt
Rigshofmesteren, og det var i det hele snarere denne
end K., der maatte betragtes som
Finansminister, i hvert Fald i visse Perioder. Hvad
endelig de udenrigske Anliggender angaar,
benyttedes K. vel fremdeles ofte ved diplomatiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
