Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kant, Immanuel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
engelske Empirisme, der maa have været hans
gammelpreussiske Ordenssans meget imod. Han
opnaar, at Videnskaben fuldt ud er Herre paa
sit Omraade og ikke kan generes af Troen,
lige saa lidt som den kan genere Troen paa
dens Omraade (Metafysikken), og dette sidste
ligger ham ikke mindst paa Sinde. Men hertil
kommer endnu, at hvor meget end K. havde
viet sit Liv i den rene Tænknings Tjeneste,
saa var videnskabelig Erkendelse ikke for ham
det højeste. »Det vigtigste, vi skylder de
Stjernekyndige, er Klarhed over vor Uvidenheds
Afgrund; Eftertanke herover maa bevirke en
stor Forandring i det, vi anser for vor
Fornufts Formaal«. Der var i ham et folkeligt
demokratisk Element, vel sagtens betinget af
hans Oprindelse, mod hvilket det stred, at
Vejen til Erkendelse af Guds Frihed og
Udødelighed ved sin Vanskelighed kun skulde være
tilgængelig for faa Filosoffer, og at Naturen
saaledes skulde kunne beskyldes for Partiskhed
i det, som uden Forskel angaar alle
Mennesker. Vejen, der er tilgængelig for alle, gaar
gennem det fælles menneskelige Moralske:
»Troen paa Gud og en anden Verden er
saaledes sammenvævet med mit moralske
Sindelag, at saa lidt som jeg er udsat for at miste
dette, saa lidt frygter jeg for, at denne Tro
nogen Sinde kan fravristes mig«.
K.’s Etik, som han behandler i »Grundlegung
zur Metaphysik der Sitten« og i »Kritik der
praktischen Vernunft«, hænger nøje sammen
med hans Personlighed. Som anført havde K.
indrettet sin Livsførelse efter Grundsætninger;
umiddelbar Selvbekræftelse fører ham til, at
det Moralske maa være en bestemt Art
Grundsætninger, og fører endvidere til, at det, der
for ham staar som en moralsk Grundsætning,
maa erkendes som gyldigt for ethvert
fornuftigt Væsen. Det Moralske maa være en
ubetinget gyldig Lov. Denne Lov kan ikke angive
et Middel til at opnaa et bestemt Formaal,
thi saa vilde den kun være betinget gyldig,
nemlig for den, der tilfældigvis tilfredsstiller
den Betingelse at have dette Formaal. Heri
ligger, at det Moralske ikke kan bestemmes
som det, der fører til Lykke ell. Lyksalighed,
og heller ikke kan bestemmes som det, der er
i Overensstemmelse med Guds Villie, da
Motivet til at søge en saadan Overensstemmelse
kun kan være Lyksalighed. Da den moralske
Lov saaledes ikke kan have nogetsomhelst
Indhold, maa den være rent formal, og K. mener,
den kan udtrykkes saaledes: Handl saaledes,
at din Villies Grundsætning tillige kan gælde
som Princip for en almen Lovgivning. Ved sin
Modsætning til den menneskelige Tilbøjelighed
til at søge sin egen Lykke kommer denne Lov
til at staa som et Bud, et ubetinget Bud
(kategorisk Imperativ), og den samme Modsætning
medfører, at en ved dette Bud bestemt Adfærd
har Karakter af Pligt; i Begejstring bryder K.
ud i en Hymne til Pligten, »du ophøjede store
Navn«. Det er ikke K. nok, at Adfærden,
bestemt af en ell. anden Følelse, f. Eks.
Kærlighed, er i Overensstemmelse med Loven, saa
foreligger der kun Legalitet, det maa være
selve den moralske Lov, der bestemmer Villien
for, at der skal foreligge Moralitet; K. er
endda betænkelig, naar der ved Siden af den
moralske Lov medvirker andre Motiver. Kun
en Villie, der er bestemt, som K. fordrer det,
er god, men saa gælder ogsaa, at »der overalt
i Verden, ja, ogsaa uden for den, intet
tænkeligt findes, som uden Indskrænkning kan anses
for godt, uden en god Villie«. Selv om
Omstændighederne forhindrer den i at udrette
nogetsomhelst, skinner den dog som den
kosteligste Juvel. K.’s Etik er saaledes en udpræget
Sindelagsetik. Moralloven er hellig
(ukrænkelig), selv om det enkelte Menneske ikke staar
som noget, der er at betragte som helligt, saa er
Menneskeheden i hans Person at betragte som
hellig; derfor maa Mennesket aldrig benyttes
som blot Middel, men skal behandles som
Formaal i sig selv.
Da Moralloven er rent formal, og da det
rent formale iflg. hans Erkendelseslære har
sin Kilde i Selvvirksomheden, saa er Individet
i moralsk Henseende sin egen Lovgiver. Ved
forsk. Argumenter søger K. at vise, at hans
Morallov, som han betragter som et Faktum, til
nødvendig Forudsætning har fri Villie; en
saadan kan ikke tilkomme Mennesket, betragtet
som Led i Erfaringsverden, men kun som Ding
an sich (homonoumenon). Da Moralloven
fordrer helt at gennemtrænge Personligheden, og
da noget saadant ikke er muligt for et
sanseligt Væsens Vedk., saa fordrer Moralloven
personlig Udødelighed. Ligeledes fordrer
Moralloven, at der er Proportionalitet mellem Dyd
og Lykke; da dette ikke er muligt uden
Eksistensen af en Gud, fordrer ell. postulerer
Moralloven Guds Eksistens.
I »Kritik der Urtheilskraft« søger han at vise,
hvorledes den rent mekaniske Naturforklaring
som Forskningsgrundsætning kan forenes med
Betragtningen af Naturen som formaalsbestemt.
Han antyder, at det kan bero paa
Ejendommeligheder i vor Tænkning, at disse to
Betragtningsmaader, som han giver en dybtgaaende
Analyse af, staar for os som forsk., og mener,
at det er muligt, at i Naturens os ukendte Grund
kan det mekanisk bestemte og det
formaalsbestemte være forenet i eet Princip. Dette Værk
indeholder i øvrigt flg. berømte Definitioner; det
Skønne er det, der betinger uinteresseret
Velbehag. Det ophøjede er det, der strider mod
Sanselighedens Interesser, og forsaavidt
vækker Ulyst, men som samtidig vækker Velbehag
ved at betinge Bevidstheden om, at Mennesket
som Fornuftvæsen er hævet over Sanselighed
og Endelighed. Geni er det medfødte Anlæg,
hvorved Naturen giver Kunsten Love.
K.’s Værker er ofte udgivet, saavel enkeltvis
som samlede. I Reclam’s Universalbibliotek
findes udmærkede Udg. af Hovedværkerne ved
K. Kehrbach. Af ældre Udg. af de
samlede Værker kan nævnes: Hartenstein’s fra
1838—39. En meget omfattende Udg. i 16 Bd,
indeholdende Skr, Forelæsninger, Breve, efterladte
Manuskripter, udgives af det preuss.
Videnskabernes Akademi. 1. Bd kom 1902. Bd IX
(Forelæsninger) er i Trykken; de øvrige er
alle udkomne. (Litt.: Fr. Paulsen, »K.« i
Frommann’s »Klassiker d. Philos.« [4. Udg.
1904]; G. Simmel, »K.« [1904]; B. Bauch,
»K.« i »Samml. Göschen« [1911]; Oscar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
