Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kant, Immanuel - Kantabrer - Kantabrien - Kantabriske Bjerge - Kantakuzenos - Kantar - Kantara - Kantarider - Kantate - Kantbæger - Kantbælg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hansen, »Undersøgelser vedrørende Grundlaget
for K.’s Erkendelsesteori« [1892]; H. Høffding,
»Kontinuiteten i K.’s filos. Udvikling«
[»Videnskabernes Selsk. Skr«, 6. Rk., Bd 4, Hefte 1,
1893)).
Edg. R.
Kantabrer, se Cantabri.
Kantabrien, se Cantabria.
Kantabriske Bjerge, Cordillera cantabrica,
danner Nordranden for den
Gammelkastilianske Højslette i Spanien og kan betragtes som
en Slags vestlig Fortsættelse af Pyrenæerne.
Deres Længde er c. 600 km, og Bredden, der
tiltager mod V., naar der c. 200 km. Systemet
fremtræder næsten overalt som to
Parallelkæder, nemlig Hovedkæden og den langt
lavere Kystkæde, der dog mange Steder staar i
Forbindelse med Hovedkæden og ofte
gennemkrydses af Floder. Den mindre, østlige Del, de
egl. K. B. (ell. Baskiske B.), der kan
regnes fra Bidassoa til Ebros Kilder, er meget
forgrenede og danner et indviklet System, men
er lavere og har bedre Overgange. Toppene
overstiger sjælden 1500 m (Peña de Gorbea 1538
m), og Passerne er 6—700 m. Den større,
vestlige Del, de Asturiske Bjerge, har
mere Højfjeldsnatur med Toppe paa over 2500
m, saaledes i den oftest snedækte Gruppe
Peñas de Europa Toppe som Peña Prieta (2531
m) og Peña Vieja (2665 m). Karakteristiske er
de saakaldte Parameras, høje, af stejle
Klippemure omgivne Plateauer; et af disse er det c.
750 m høje Reinosas Plateau, hvorover
Jernbanen fører fra Santander til Valladolid. Næsten
hele Bjergsystemet, navnlig Hovedkædens
Affald mod N., har en rig Vegetation og er
dækket af tætte Løvskove, kun længst mod V. findes
Naaleskove. Ved Passet Leitariegos mellem
Navias og Sils Kilder deler Bjergene sig i fl.
Kæder, mod N. gaar Sierra di Rañodoiro mod
N. ud til Havet, mod V. gaar de over i Galiciens
stærkt forgrenede Bjergland, medens
Hovedkædens egl. Fortsættelse stryger mod SV. ind i
Portugal, og endelig Montanas de Leon gaar
mod S.
C. A.
Kantakuzenos, byzantinsk Adelsslægt,
hvortil hørte Kejser Johannes VI, hvis Søn Manuel
(d. 1380) i en lang Aarrække var Statholder i
Misithra paa Morea og bidrog meget til at
skaffe ordnede Forhold der. Om de foregivne
Efterkommere af denne Slægt, se
Cantacuzene.
H. H. R.
Kantar, se Cantaro.
Kantara (arab.: »Bro«), med Artiklen el-K.,
By ved Sues-Kanalen, paa dennes østlige Bred,
paa Randen af Ørkenen ved den sydøstligste Vig
af den store Kystsø Menzaleh. I K. bor der
foruden Arabere, der har en Moské i K., en Del
Europæere. Ved K. var før Sues-Kanalens
Anlæggelse en gl Bro, dengang Station paa
Karavanvejen fra Ægypten til Syrien. Denne gik
fra Kairo langs Ørkenens Rand over K. til
Pelusion, nu Tell-Farama og Tell-el-Fadda, og
derfra videre over el-Arisch til Gaza langs
Middelhavet. K. er Station paa Banen langs
Kanalen fra Ismailia til Port Said. 2 km S. f. K.
findes en Ruinhøj, Tell-Abu-Sêfa, med Rester af
et af Ramses II opført Tempel foruden Ruiner
fra Ptolemæer- og Romertiden. Udflugter til
Ruinerne af Pelusion foretages fra K.; den
omtr. 32 km lange Strækning maa
tilbagelægges paa Kamel. 19 km V. f. K. ligger
Tell-Defenne, hvis Ruinhøj er blevet udgravet og
beskrevet af Flinders Petrie, der antager den
for Oldtidens Dafne og Biblens Tachpenes.
V. S.
Kantarider, d. s. s.
Kantharideplaster, se Spanskflueplaster.
Kantate (ital. cantáta, »Sangstykke«, af
cantare, at synge), opr. i Modsætning til Sonate
(den alm. Betegnelse for et Instrumentalstykke)
en Sangkomposition, som Regel bestaaende af
smaa Arier ell. Arioso’er, forbundne ved
Recitativer, men i sin første Beg. ofte
ensbetydende med Arie, en videre Udvikling af den
ledsagede Monodi, hvis Oprindelse falder i Beg.
af 17. Aarh., og Grundlaget for Udviklingen af
alle de store Vokalformer: Opera, Oratorium,
Messe, Passion o. s. v. Carissimi indførte
Benævnelsen Kammerkantate (cantata di
camera) til Forskel fra Kirkekantaten
(cantata di chiesa), og i denne Form optraadte
den ved Siden af Madrigalerne, fortrængte
efterhaanden disse og blev fra Beg. af 18. Aarh.
den væsentligste Del af den vokale Kammer-
og Husmusik. De betydeligste Komponister
paa dette Omraade er L. Rossi, Carissimi,
Astorga, A. Scarlatti, A. Stradella, Händel,
Porpora o. s. v. Kirkekantaten
uddannedes navnlig hos Protestanterne, der i denne
Musik fandt en Slags Erstatning for den kat.
Messe; den største og frugtbareste Komponist
inden for denne Retning er J. S. Bach, der
har efterladt sig over 200 K.; i hans Fodspor
fulgte senere Haydn, Mozart, Naumann, B. A.
Weber o. fl. — I moderne Bet. betegner K. et
større Vokalværk, bestaaende af Solosange,
Ensembler og Kor med instrumental
Ledsagelse; den adskiller sig fra Operaen og Oratoriet
derved, at det lyriske Element er det
overvejende, medens det episke og dram. er saa
godt som udelukkede; Grænserne er dog ikke
altid strengt afstukne. Den verdslige K. har
efterhaanden formet sig særlig som Fest- og
Lejlighedskantate; paa dette Felt har særlig
den danske Komponist J. P. E. Hartmann ydet
fortræffeligt; talrige er de Lejligheder, navnlig
inden for Studenterverdenen, hvor en
Hartmann’s K. har været Feststemningens Bærer
og Tolk.
S. L.
Kantbæger, se Nicandra.
Kantbælg (Tetragonolobus Scop.), Slægt af
Ærteblomstrede (Kællingtand-Gruppen), een-
ell. fleraarige Urter med trekoblede Blade,
enkeltvis i Bladhjørnerne siddende Blomster
(sjælden 2—3 sammen) og en firkantet-vinget
Bælg. Kun faa Arter, 1 vildtvoksende i
Danmark: Strand-K. (T. siliquosus [L.] Roth.)
med nedliggende ell. opstigende Stængler og
bleggule Blomster, der fremkommer i
Juni—Juli. Den vokser paa Strandenge, men er
temmelig sjælden; ikke uden Foderværdi, men
næppe synderlig dyrket. Aspargesært (T.
purpureus Moench) har purpurfarvede Blomster.
Den hører hjemme i Middelhavslandene; der
og i andre Lande, især England, dyrkes den
som Køkkenurt af Hensyn til Bælge og Frø, der
kan erstatte Ærter; i Danmark kan den ses
anvendt som Prydplante.
A. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
