Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kapp, Julius - Kappadokien - Kappe (Beklædning) - Kappe (Hud)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1910), »Der junge Wagner«, »Liszt und die
Frauen«, »Wagner und die Frauen«, »Nic.
Paganini« (1913), »H. Berlioz« (1914), ligesom han
har udgivet Liszt’s Skr samt Wagner’s Skr og
Breve (1914).
W. B.
Kappadokien, Landskab i Lilleasien i
Oldtiden, begrænset af Paflagonien, Frygien
(Galatien) og Lykaonien mod V., Kilikien mod S.
og Armenien mod Ø. Imod N. strakte det
sig opr. helt op til det sorte Hav, men senere
udskiltes den nordlige Del under Navnet
Pontos. K. er et bjergfuldt Land; tværs igennem
det fra N. til S. strækker sig Bjergkæden
Antitauros, V. f. hvilken Bjerget Argaios hæver sig
til en Højde af 3840 m. Klimaet er barskt, kun
en Del af Landet er tjenlig til Agerbrug; i
Oldtiden var det derimod berømt for sine
fortræffelige Heste. Hovedstaden hed opr. Mazaka,
men kaldtes senere Cæsarea; af andre Byer
nævnes Garsaura og Komana. Indbyggerne af
K. kaldtes opr. Syrer ell. Leukosyrer (hvide
Syrer), og man har ment, at det egl. var et
chetitisk Folk, da der i K. er fundet
Mindesmærker, som ligner Chetitternes. Lyderkongen
Kroisos undertvang dem, og efter Lydiens Fald
kom de under Perserne, som delte K. i to
Satrapier. Efter Perserrigets Fald kom K. under
Makedonerkongen, men efter Alexander den
Store’s Død tildeltes det Eumenes, som dog
kun formaaede at holde sig i nogle Aar. Efter
Slaget ved Ipsos (301) tilfaldt Landet Kong
Seleukos af Syrien, men gjorde sig snart
uafhængigt under indfødte Fyrster, og nu var det,
at den nordlige Del, Pontos, endelig udskilte
sig fra det egl. K., som vedblev at holde sig
uafhængigt i et Par Aarhundreder under
Konger hovedsagelig af Navnene Ariarathes og
Ariobarzanes. Under Kejser Tiberius blev K.
romersk Provins (17 e. Kr.).
H. H. R.
Kappe, som Sideform Kaabe, Romernes
pluviale ell. pænula, var et Overstykke, skaaret
som helt Cirkelslag med Halshul i Midten og
om dette en Hætte til at drage over Hovedet
(capuchon, se Kabuds), en Rejseklædning,
hvori Merkur som Sendebud afbildes. Det er
denne Dækning for Hovedet (caput), der
skaffede den antikke pænula dens middelalderlige
Navn capa ell. cappa. Formen kom udefra til
Norden og bevarede der sit fremmede Navn,
men afveg i Snittet fra de mange øvrige
særbenævnte Overklædninger (se Dragt). Den
krængedes paa over Hovedet og var altsaa af
de i Dragt nævnte Ismugklæder. K. var
som de antikke Overstykker lukket, men
fodsid (Fig. 1). For Bekvemmeligheds Skyld skares
den op foran fra et Sted under Halshullet (B
Fig. 2) ell. hægtedes ved Halsen med en
Spænde (C). Saaledes blev den optaget i det
præstelige Ornat som Bispe- og Abbedikaabe.
Splitten kunde ogsaa bæres ud for højre Arm,
saa at denne var fri, og hægtedes, saa paa
Skulderen, ell. K. forsynedes med Armhuller
(A og R). Den gik, fra opr. kun at være en
Rejsedragt, over til at blive et patricisk
Klædningsstykke, der i Middelalderen bares af
fornemme Mænd og Kvinder. Der udvikledes stor
Opfindsomhed i Maaden, hvorpaa den
draperedes med personlig Distinktion, og den
udstyredes med største Luksus. Den ældste Form
bevaredes til Brug paa Rejser, der oftest
foretoges til Hest, og over Hærklæder tjente K.
med Hætte i fortrinlig Grad til at gøre
ukendelig. Saaledes var alle Erik Klipping’s
Banemænd formummede. I Norden blev K. urigtig
ved at være Navn for alle vide Overstykker,
selv for de hætteløse. I fl. Sprog blev Navnet
hængende ved den fraskilte Hovedklædning (fr.
cape, eng. cap), paa Dansk kun ved et
kvindeligt Hovedtøj, hvis Hovedbestanddele af Tyl ell.
Bobinet pyntedes med Piber, Kniplinger,
Blomster, Baand o. s. v.
K., der som Ridedragt
holdt sig langt ind i
18. Aarh., fik fra 1729
en Konkurrent i
Redingoten
(ridingcoat), der fortsattes i
vore nu brugelige
Overfrakker, og K.
gik af Mode. Den holdt
sig dog som
Nationaldragt i
Middelhavslandene, og i 19.
Aarh.’s romantiske Tid imponeredes
Kunstnerne, der studerede i Syden, af dens dekorative
Evner og førte den med sig til Hjemstavnene,
hvor den blev til Gadedragt i 1820’erne og
1830’erne. Særlig som Kunstnerdragt, foret med
rødt, holdt den sig. Den sidste, som bar den i
Kbhvn, var Maleren Asmus Kauffmann, d. 1890.
(Litt.: Viollet-le-Duc, Dictionnaire du
mobilier français [Paris 1874], Art. Cape; La
grande encyclopédie [samme Ord]).
Bernh. O.
 |
| Fig. 1. |
 |
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
