Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karakter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dertil, medens hans Venner vedbliver at betale
den deraf flydende Gæld. — Ved Siden af
Arbejdsglæden kan mange andre Følelser bidrage
til at styrke Fliden. Hvis Husmandssønnen ved,
at hans Arbejde i Hønsegaarden glæder
Forældrene, som heller ikke har meget tilovers for
boglig Lærdom, kan Kærligheden til dem blive
et medvirkende Moment, ligesom Kærlighed til
Hustru og Børn er en væsentlig Faktor for
enhver, der skal forsørge en Familie ved sit
Arbejde. Er Flid saaledes i Tidens Løb ved de
forsk. samvirkende Motiver bleven tilvant, kan
man tale om en flittig K., der vil arbejde, selv
om Arbejdsglæden i et givet Tilfælde kun er
meget ringe, og andre Motiver udelukkede. Det
her anførte Eksempel er i den Henseende
typisk, at det viser, hvorledes en bestemt
Handlemaade udvikler sig, idet den fremgaar ikke af
en enkelt Emotion, men som oftest af et System
af meget forsk. Emotioner. Om Betydningen af
slige Emotionssystemer — Englænderne kalder
dem sentiments, men vort Sprog har intet
tilsvarende Ord — er Meningerne meget delte;
en Redegørelse for de to konsekventest
gennemførte Teorier vil kaste godt Lys over K.’s
Natur. Shand betragter Affekterne som
virkende Kræfter, idet der til det følelsesbetonede
Forestillingsindhold er knyttet en Stræben, der
instinktivt udløser Bevægelser, rettet mod et
for hver enkelt Affekt særligt Maal. Det er
disse primitive Kræfter, der er Grundlaget for
K., men af disse opstaar igen
Emotionssystemerne, iflg. den Lov: »Enhver primær Stræben,
hvad enten den er uafhængig af ell. hører til
en primær Emotion, er oprindeligt forbunden
med Systemerne Frygt, Vrede, Glæde og Sorg
paa en saadan Maade, at den, saafremt den
møder Modstand, har Tilbøjelighed til at
fremkalde Vrede; hvis den tilfredsstilles derimod
Glæde; hvis den tilintetgøres, Sorg, og
hvis den imødeser Tilintetgørelse, Frygte. De
nævnte fire Systemer er paa lgn. Maade
»indbyrdes forbundne«. Desuden udvider
Emotionssystemerne sig efter den Lov: »Ethvert
Emotionssystem har Tilbøjelighed til i sit System at
indeslutte alle de Affekter, som kan tjene til
Opnaaelsen af dets Maal, og at udelukke alle
dem, som er unyttige ell. modsat virkende«. I
denne Opfattelse er noget ligefrem i Strid med
Erfaringen, medens andet er rigtigt, men
ufuldstændigt og synes at være lavet til for at passe
med en forudfattet psykologisk Teori. Afgjort
urigtig er den Paastand, at alle Affekter og
Emotioners Stræben fremkalder Bevægelser,
rettede mod et for hver enkelt Affekt særligt
Maal. Dette gælder for Instinktaffekterne, de af
Instinktet udviklede Affekter, fordi de
instinktive Tendenser til bestemte Handlinger
vedbliver at være knyttede til de udviklede Affekter.
Men i den store Vrimmel af andre Affekter vil
der vel i alle Tilfælde være en Stræben, men
denne er ganske ubestemt rettet og skal først
faa et Maal, som hos samme Individ og ved
samme Affekt kan veksle fra det ene Tilfælde
til det andet. Shand indrømmer dette ganske
uforbeholdent for alle de Affekters
Vedkommende, der angaar forventede Tildragelser:
Sikkerhed, Haab, Ængstelse, Skuffelse,
Haabløshed. Fortvivlelse. Men det gælder lige saa
vel for fl. af de Affekter, hvor han postulerer
en Stræben mod et bestemt Maal, og for de
mangfoldige, som han slet ikke kommer ind paa.
Han maa da ogsaa nu og da anvende meget
sindrige Ræsonnementer for at frembringe et
Skin af, at hans Paastand holder Stik. Om
Glæden siger han saaledes, at den ganske vist ikke
er ledsaget af ydre Bevægelser, men det beror
paa, at den dermed forbundne Stræben netop
gaar ud paa at bevare Tilstanden uforandret;
det særlige Maal naas altsaa her netop uden
Bevægelser. Det er vanskeligt at se, hvorledes
en Iagttager som Shand kan overse det
Faktum, at Glæden ofte ytrer sig ved endog meget
livlige Bevægelser. Barnet hopper, danser,
synger ell. slaar paa Tam-tam, alt efter Alder,
Lejlighed og Folkeskik, og selv den adstadige
Voksne kan i Ensomhed under Indflydelse af
stærk Glæde gøre Tilløb til det samme. Om
disse Bevægelser er rettede mod et bestemt
Maal, kan være tvivlsomt, men Maalet er i
hvert Fald ikke at bevare Tilstanden
uforandret. Det kan saaledes slet ikke lade sig gøre
at opfatte alle Affekter som Kræfter, der
virker hen mod deres oprindeligt givne Maal.
Ganske kunstlet er saaledes den Paastand, at
enhver Stræben særlig er forbunden med de
fire Affekter: Vrede, Glæde, Sorg og Frygt. Da
den sidste opstaar, naar en Stræben imødeser
Tilintetgørelse, vilde det dog være ret
naturligt at medtage Haab, som opstaar, naar en
Stræben imødeser Opfyldelse. Men der er endnu
mange andre Muligheder; hvis en Modstand,
som fremkalder Vrede, hurtig overvindes, vil
derved fremkaldes Stolthed, derimod Skam,
hvis den forventes at blive overvunden, men
ikke bliver det, o. s. v. Enhver Stræben kan
faktisk udløse de fleste Affekter alt efter de
Forhold, hvorunder den under de givne ydre
og indre Omstændigheder er stillet, saa der er
ingen Grund til særlig at fremhæve de nævnte
fire. Og hvad endelig den Paastand angaar, at
ethvert Emotionssystem har Tilbøjelighed til at
optage de i samme Retning virkende Affekter
og udelukke modvirkende, saa er dette i Alm.
rigtigt, men Shand anfører selv Undtagelser,
saa at her ikke kan være Tale om en Lov, kun
om en Regel. Vrede og Frygt er modsat rettet
Stræben; den første tenderer mod et Angreb,
den sidste mod Flugt. De skulde saaledes
udelukke hinanden og gør det vel ogsaa i Alm.,
men hvis den Fejge møder vilkaarlige
Hindringer for sin Flugt, kan han blive desperat og
angribe den, der forhindrer Flugten, for saa at
flygte videre, naar Hindringen er overvunden.
Shand kommer saaledes til det Resultat:
»Saafremt enten Vrede ell. Frygt i en given
Situation har nogen Fordel af at fremkalde og
underlægge sig en Del af det andet System, vil det
ene have Tilbøjelighed til at kalde det andet til
samtidig Virksomhed, saa at de to
Emotioner smelter sammen«. Dette er dog
rimeligvis slet ikke den eneste Undtagelse. Den
Stolte stræber at gøre sig bemærket, »gør sig
tyk«, den Skamfulde stræber at undgaa
Opmærksomhed, kunde om muligt »krybe i et
Musehul«. Her er modsat rettede Bestræbelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
