Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl IX (sv. Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Spørgsmaal var han derimod ubøjelig. Efter det Brud,
der havde fundet Sted mellem Johan og
højadelen, indtraadte der en Tilnærmelse mellem
Johan og K. Den sidste optraadte nu skarpt
imod Højadelens Fordringer, og det lykkedes
ogsaa at genvinde større Selvstændighed for
Hertugdømmet. Efter Johan’s Død nærmede
den afgørende Krise for Sverige sig. Det kunde
nu befrygtes, at Sigismund skulde dels om
muligt rekatolisere Landet, men dels ogsaa i
Virkeligheden overlade dets Styrelse til Højadelen.
Da traadte K. frem som Protestantismens og
Vasa-Kongedømmets Forsvarer. Han havde
bestemt sat det som sin Opgave at betrygge sin
Faders Værk og var ogsaa særlig egnet dertil.
Han havde arvet Faderens Kraft, Ihærdighed
og praktiske Sans og havde dybere politisk Blik
og større Vuer end denne; men han var ogsaa
haardere, voldsommere og mere mistænksom
end Gustaf. Det var hovedsagelig K.’s
Fortjeneste, at Sigismund blev tvungen til at bekræfte
Upsala-Mødets Beslutning og dermed erkende
det Faktum, at Sverige var enigt i sin
Protestantisme. K.’s Opgave i de nærmeste Aar var
overmaade vanskelig. Han maatte gøre Front
mod Sigismund’s katolske Reaktionslyster, holde
nede Adelens Lyst til at gøre sig til det egl.
Regeringselement i Riget samt paa samme Tid
søge at give det af hans Fader skabte, ny
Kongedømme mere bestemte Former og en mere
lovbunden Virksomhed. Han kunde løse disse
Opgaver fremfor alt ved en nær Tilslutning til
Almuen og til Rigsdagen, der nu blev af stedse
større Bet. Sigismund havde, da han efter sin
Kroring 1594 vendte tilbage til Polen, overgivet
Styrelsen til K. og Rigsraadet i Forening, en
Ordning, som i sig selv var yderst uheldig og
blev ganske umulig, da han til disse to
stridende Regeringselementer føjede et tredje,
Statholderne i Provinserne, der fik Ordrer fra
Sigismund direkte. Rigsdagen i Söderköping
1595 overgav Rigsforstanderskabet til K. Da
denne nu med Magt vilde betvinge Statholderen
i Finland, Klas Fleming, indtraadte der snart
et aabent Brud mellem K. og det højadelige
Raad. Rigsdagen i Arboga 1597 handlede da —
uden Præcedenstilfælde — ene, med
Forbigaaelse af Raadet, og overdrog atter
Rigsforstanderskabet til K. Raadets Medlemmer
kastede sig nu helt og holdent i den polske
Sigismund’s Arme, og 1598 kom denne med en Hær
til Sverige. Hans Sejr vilde have været
ensbetydende med kat. Restauration og Adelsvælde
i Sverige. Skønt i Oprør mod den lovlige Konge
var K. altsaa i Virkeligheden Repræsentanten
for og Forsvarer af det sv. Kongedømme. Paa
sin Side havde han Almuen, fremfor alt i
Hertugdømmet. Efter at have lidt Modgang ved
Stegeborg sejrede K. i Septbr 1598 ved
Stångebro i Nærheden af Linköping over Sigismund,
og da denne brød det efter Slaget indgaaede
Forlig, blev han paa Rigsdagen i Sthlm 1599
formelig afsat. K. benyttede Sejren til det
yderste imod Højadelen og optraadte imod den med
en Haardhed, som undertiden alt for meget
nærmede sig Grusomhed. Baade i det egl.
Sverige og i Finland forekom talrige Henrettelser;
særlig maa nævnes det saakaldte
»Linköpingske Blodbad« (1600), hvor den sv. Højadels
mest fremragende Mand Erik Sparre var et af
Ofrene. Efter Sigismund’s Afsættelse var K.
Sveriges Hersker. Han antog dog først 1604
Kongenavnet, da Sigismund’s Halvbroder,
Hertug Johan, efter at have naaet
Femtenaarsalderen frasagde sig sine Krav. Efter sin
fuldstændige Sejr søgte K. paa alle Maader lovlig at
udvikle Vasa-Kongedømmet, at organisere og
nydanne Myndigheder og Institutioner, og han
er Grundlæggeren af den mønsterværdige
Lovgivnings-, Forvaltnings- og Domstols-Institution,
som fuldbyrdedes af Gustaf Adolf og Axel
Oxenstjerna. Raadet nyorganiseredes, forsk. Skridt
i Retning af forbedret Retsvæsen foretoges, bl.
a. blev Christoffer’s Landslov for første Gang
trykt. Et strengt Tilsyn førtes med
Embedsmændene, og det tøjlesløse Sekretær- og
Fogedregimente fra Erik’s og Johan’s Tid ophørte.
Møntvæsenet ordnedes, og for Industri, særlig
Bjergværksdrift, viste K. megen Interesse. Den
væbnede Magt forøgedes betydelig, og K. kan
siges at have lagt Grunden til den nyere sv.
Hær. I Udenrigspolitikken fremtraadte særlig
K.’s store Egenskab, altid at søge sig et nyt
Maal efter det alierede naaede. Hans Planer
udvidedes uophørlig. Saaledes søgte han at
befæste Sveriges Uafhængighed af Polen og
Sigismund ved at angribe Polen i de baltiske
Provinser. Nogen stor Hærfører var K. dog ikke;
dertil var han alt for heftig: han blev 1605
slaaet ved Kirkholm og frelste sig kun med
Møje fra at blive fangen ell. nedhugget. Da
Sigismund ved de saakaldte falske Dmitrier
syntes at kunne lægge det russ. Tsardømme
under polsk Indflydelse, greb K. kraftig ind i
de russ. Forhold og understøttede fra og med
1609 Tsar Vasilij mod Dmitri. K.’s russ. Politik
beredte ham fl. Vanskeligheder, men den har
dog i væsentlig Grad forberedt Gustaf Adolf’s
store Erobringer i Karelen og Ingermanland.
K. havde aabent Blik for de store,
almeneuropæiske politiske Spørgsmaal, og han indsaa
klart Betydningen af et alment protestantisk
Statsforbund, rettet mod den katolske
Reaktion. Han nærmede sig i dette Øjemed Henrik
IV af Frankrig. K.’s sidste Tid optoges af
Krigen mod Christian IV. Krigen foranledigedes
dels af Christian’s Krigslyst og Ærgerrighed,
dels af K.’s haardnakkede Ubøjelighed i de
mellem Rigerne svævende Tvistspørgsmaal. K.
gjorde f. Eks. saaledes en ikke berettiget
Fordring paa norsk Finmarken. Ved Krigens
Udbrud var K.’s Kraft allerede brudt ved
indtrufne apoplektiske Anfald, og Modgangen
under Krigen — Undsætningen af det belejrede
Kalmar mislykkedes, og Some opgav
forræderisk denne Fæstning — greb ham dybt. Paa
Rejsen fra Felttoget ved Kalmar døde han i
Nyköping. Han ligger begravet i Strängnäs
Domkirke. K. var to Gange gift: 1) med Marie,
Datter af Kurfyrst Ludvig VI af Pfalz (f. 1561,
formælet i 1579, d. 1589), og 2) med Kristina,
Datter af Hertug Adolf af Holsten-Gottorp (f.
1573, formælet 1592, d. 1625). Af de 6 Børr i
første Ægteskab opnaaede kun Katarina (s.
d.) den modne Alder, af de 5 i andet Ægteskab
skal nævnes Gustaf II Adolf, Maria Elisabeth
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
