Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl IX (sv. Konge) - Karl (X) Gustaf (sv. Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1596—1618), gift med sin Fætter, Hertug
Johan af Østergötland, og Karl Filip (1601—22),
Hertug over Faderens Hertugdømme. Med en
Præstedatter fra Södermanland havde K.
Sønnen Karl Gyllenhjelm (1574—1650), Rigsadmiral.
(Litt.: Werwing, »Konung Sigismund’s
och konung Carl IX’s historier« [Sthlm 1746];
Geijer, »Svenska folkets historia«, II; E.
Hildebrand, »Sveriges historia intill
tjugonde seklet«, 4. Afd. [Sthlm 1903]).
A. S.
Karl (X) Gustaf, sv. Konge, f. paa
Nyköpings Slot 8. Novbr 1622, d. i Göteborg 13. Febr
1660. K. G. var Søn af Pfalzgreve Johan
Kasimir og Gustaf II Adolf’s Søster Katarina. K. G.
fik en
omhyggelig
Opdragelse der
afsluttedes med
Rejser i
Udlandet.
1642—45 deltog han
under Lennart
Torstenson’s
Vejledning i
de tyske og
danske
Felttog og under
disse bl. a. i
Slagene ved
Breitenfeld og
Jankowitz.
1646—48
opholdt K. G. sig
ved det sv. Hof.
Han selv og
mange andre havde tænkt, at han skulde
formæles med den regerende Dronning, Kristina,
K. G.’s Kusine, men lidt efter lidt fremtraadte
Kristina’s Uvilje mod Ægteskab stedse
stærkere, og hun erklærede bestemt at ville forblive
ugift. Tronfølgen betryggede hun imidlertid paa
den Maade, at hun 1649 gennemførte, paa Trods
af Rigsraadets Modvilje, K. G.’s Valg til sv.
Tronfølger; det flg. Aar erklæredes Kronen arvelig
inden for K. G.’s mandlige Descendens. K. G.
befandt sig paa den Tid i Tyskland. Han var
1648 bleven Generalissimus for de sv. Hære i
Tyskland. Nogen Lejlighed til at vinde milit.
Udmærkelse fik han dog ikke p. Gr. a. den
snart indtræffende Fredsslutning. Som
øverstbefalende kom K. G. imidlertid til at deltage i
de ofte besværlige Forhandlinger, som havde
til Maal at ordne Iværksættelsen af
Fredstraktaternes Bestemmelser og endelig førte til
Recessen i Nürnberg 1650. K. G. fik herunder
Lejlighed til Indblik paa nært Hold i de
almenpolitiske og diplomatiske Forhold i Europa.
1651—54 opholdt K. G. sig mest paa Borgholm
Slot paa Öland i stor Tilbagetrukkethed.
Kristina’s Tronfrasigelse 1. Juni 1654 gjorde ham
til Konge. Den Wittelsbach’ske Slægt optraadte
med K. G. paa Sveriges Trone. Man har dog
ikke Ret til derfor at kalde K. G. Udlænding;
født og opdragen i Sverige var han i alt en
rent sv. Fyrste. K. G. modtog den sv. Krone i
et vanskeligt Øjeblik. De ufrelse Stænder havde
paa Rigsdagen 1650 skarpt gjort Fordring paa
en Inddragelse af Adelsgods (»Reduktion«); det
var dengang lykkedes Adelen at undgaa
Reduktionen, men Spørgsmaalet var nu blevet
brændende og krævede en Løsning. Paa Rigsdagen
1655 gennemførtes en partiel Reduktion
(»Fjärdepartsräfsten«); Adelen havde maattet
bekvemme sig til et Kompromis, som ofrede en
Del af dens Ejendom til Kronen.
Godsinddragelsen gik i de første Aar rask for sig, men
lammedes senere ved Krigens Indvirkning.
Sveriges Alliancesystem fra Trediveaarskrigens Tid
kunde ikke længere bibeholdes. Holland nærede
Frygt for Sveriges Magt i Østersøen, og
Frankrigs Interesser var i mange Henseender forsk.
fra Sverige’s. K. G. søgte nu at nærme sig
Cromwell og England. Den politiske Udvikling
førte ham ogsaa i nær Berøring med
Brandenburg. K. G.’s Politik var udpræget krigersk.
Han vilde af al Evne styrke og udvide sin Magt
ved Østersøen. K. G. selv var som Kriger yderst
fremragende, fremfor alt ved Dristigheden i
sine Planer, Kraften og den forunderlige
Hurtighed i deres Udførelse samt en utrolig Evne
til straks at finde sig til Rette i ny Situationer.
Lgn. Egenskaber fremtraadte hos K. G. som
Diplomat; Krigsførelse og Diplomati stod ogsaa hos
ham i den inderligste Forbindelse og
Vekselvirkning. Hans Snarraadighed slog dog paa det
diplomatiske Omraade stundom over i et uroligt
Projektmagert. Han var selv altid personlig
stærkt virksom paa de diplomatiske
Underhandlingers Felt; særlig efter Rigskansleren
Erik Oxenstjerna’s Død (1656) var K. G., kan
man sige, »sin egen Udenrigsminister«. Krigen
mod Polen, der begyndte i Sommeren 1655, var
nærmest foranlediget af Situationen i
Østeuropa. Den russ. Tsar Alexej havde gjort et
kraftigt Fremstød mod Polen, der var svækket ved
Kosakkernes Oprør. Det polske Riges Eksistens
syntes truet, og det moskovitiske Anfald kunde
saa rettes mod de sv. Besiddelser ved
Østersøen. K. G.’s Angreb paa Polen var i al
Hovedsag et, rigtignok voldsomt, Middel til at sikre
sit eget Riges Stilling ved at erobre den
størst mulige Del af Polen og derved skabe
en Barriere mod Moskoviterne. Han havde i
Beg. et eksempelløst Held; overalt sprængtes
de polske Tropper. Kongen, Johan Kasimir,
maatte flygte, og i store Dele af Landet
anerkendtes K. som Konge. Han tvang endog
Brandenburg til for Østpreussens Regning at
anerkende Sveriges Lenshøjhed. K. G.’s Mening var
nu at udstykke Polen og derved først og
fremmest at beholde Østersøkysten; og han
udkastede fl. Delingsplaner. En stor Vanskelighed
i saa Henseende var dog det
brandenburgsk-preussiske Spørgsmaal. 1656 begyndte K. G.’s
Stilling at forværres; en national Rejsning
udbrød i Polen, og kun med Vanskelighed kunde
K. G.’s forholdsvis faatallige Hær værge sig
mod denne. Slaget ved Varszava i Juli 1656 blev
rigtignok en glimrende Sejr for K. G., som nu
var i Forbund med Frederik Vilhelm af
Brandenburg, men den forandrede i Virkeligheden
kun lidet i Sagernes Stilling. Rusland gik mod
de baltiske Provinser, og ogsaa Østerrig
optraadte som Polens Hjælper, hvorhos Danmark
1657 erklærede Krig. K. G. havde da allerede
maattet gøre Frederik Vilhelm Indrømmelser
 |
| Karl (X) Gustaf. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
