Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl (X) Gustaf (sv. Konge) - Karl XI (sv. Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— i Virkeligheden opstod nu Preussen som
uafhængig Stat —, hvilket dog ikke hindrede
denne i ufortøvet at slutte sig til K. G.’s Fjender.
K. G. forlod hurtig Polen; han søgte ikke, som
man i Danmark synes at have ventet, at gaa
søværts til Sverige, men rykkede i forcerede
Marcher gennem Pommern og Mecklenburg mod
Danmark, hvis Offensivitet rettedes mod Bremen
og mod Halland. Med ringe Besvær besejrede
K. G. i Spidsen for sin Veteranhær Anders
Bille’s Tropper og besatte om Efteraaret 1657 hele
den jyske Halvø. Frederiksodde toges med
Storm i Oktbr. Imidlertid kunde K. G.’s Stilling
paa Halvøen være bleven kritisk, hvis ikke den
stærke Kulde havde gjort det muligt for ham
paa Isen at gaa over til Øerne. I Jan. 1658 skete
Overgangen; Æren for denne næsten
enestaaende Bedrift tilfalder for en stor Del K. G.
personlig. K. G. fremtvang herved Freden i
Roskilde 26. Febr 1658. Hele det østensundske
Danmark og de norske Provinser Bohus Len og
Throndhjem’s Len afstodes til Sverige. De af
K. G. nu gjorte Erobringer var uden Tvivl de
vigtigste, Sverige vandt under hele
Storhedstidsalderen, fremfor alt derved, at deres
Befolkning ved sit nære Stammefrændskab med
det sv. Folk kunde assimileres med dette. K. G.
er derved bleven Grundlæggeren af det
moderne Sverige. For Danmark var det derimod
en uhørt farlig Stilling at have den stærke sv.
Krigerstat saa nær ind paa Hovedstaden. For K.
G. betød Freden i Roskilde ikke en Overgang til
en afgjort fredelig Politik. Efter at have taget
de nyerhvervede Provinser i Besiddelse beredte
han sig paa med Hæren at gaa over til
Tyskland og optræde med Kraft, nærmest mod
Brandenburg. Planen ændredes snart, og i Aug. 1658
kastede han sig atter over Danmark. Der har
været tvistet meget om, hvorvidt Danmark ved
nogen Handling ell. nogen Ikkeopfyldelse af
sine Forpligtelser har givet K. G. Anledning til
Angreb. Den rette Forklaring af Angrebet maa
imidlertid søges ikke saa meget i noget
særegent sv.-dansk Forhold, som snarere i den
almeneuropæiske politiske Situation. Denne var
ved Tiden før og ved Leopold I’s Valg saaledes,
at K. G. ikke godt kunde føre Krigen paa
Fastlandet. Da han ikke mente at kunne bevare sin
Hærstyrke i Fred, førte han den mod Danmark.
K. G. nærede nu Planer om totalt at
tilintetgøre Danmark som selvstændig Stat og skabe
et stort skandinavisk Rige, mulig med
Hovedstad paa den østlige Bred af Øresund. Da han
imidlertid ikke straks stormede Kbhvn, kunde
Byen sætte sig i Forsvarsstand. I Oktbr 1658
ankom en holl. Flaade til Undsætning og banede
sig, efter en haard Kamp med K. G.’s Flaade
i Sundet, Vej til Kbhvn. K. G. hævede nu den
direkte Belejring af Kbhvn og slog en fast Lejr,
»Karlstad«, i Nærheden af Brøndshøj. Hans
Forsøg paa at storme Byen i Febr 1659
mislykkedes, og nu indtraadte livlige diplomatiske
Forsøg fra Vestmagternes Side paa at mægle
Fred. Hollandske og engelske Flaader laa i de
danske Farvande; England viste under
Cromwell’erne en vis Tilbøjelighed for K. G., hvilket
dog ikke hindrede, at England, Frankrig og
Holland vilde skabe Fred i Norden paa
Grundlag af Roskilde-Freden. K. G. vilde dog ikke
opgive sine Planer, ikke engang da hans øvrige
Fjender var rykkede op i Danmark og havde
tilføjet hans Underbefalingshavende et Nederlag
ved Nyborg, hvilket brød Svenskernes Magt V.
f. Storebælt. K. G. sammenkaldte en Rigsdag til
Göteborg for med denne at tage Bestemmelse
om kraftig Fortsættelse af Krigen; han blev
imidlertid pludselig syg og døde. K. G. ligger
begravet i Ridderholmskirken. Han var siden
1654 formælet med Hedvig Eleonora, Datter af
Hertug Frederik III af Holsten-Gottorp,
(1636—1715). K. G.’s Rytterstatue, modeleret af
Börjesson, er 1896 rejst i Malmö; en anden i
Sthlm og en tredie i Uddevalla. (Litt.:
Pufendorff, De rebus a Carolo Gustavo Sveciæ
rege gestis [Nürnberg 1696]; Carlson,
»Sveriges historia under konungarne af det
Pfalziska huset«, I [Sthlm 1855]; Fridericia,
»Adelsvældens sidste Dage« [Kbhvn 1893];
Haumant, La guerre du Nord, 1655—60 [Paris
1893]; Björlin, »Carl X Gustaf« [Sthlm 1889];
Eden, »Grunderna for Karl X Gustaf’s
angrepp på Polen« [»Sv. hist. Tidsskr.«, 1906]).
A. S.
Karl XI, sv. Konge, den foregaaendes Søn,
f. i Sthlm 24. Novbr 1655, d. smst. 5. Apr. 1697,
var kun 4 Aar gl, da han arvede Tronen;
Styrelsen overtoges derfor af en
Formynderregering, som dog
var i høj Grad
afhængig af det
talrige Raad.
Det
aristokratiske
Regentskab udfyldte
sin Opgave
slet. Landets
Finanser var
ødelagte ved
de lange
Krige og
Dronning
Kristina’s Ødselhed
og kunde kun
ophjælpes ved
Sparsommelighed, energisk
Fuldførelse af
den under
Karl Gustaf paabegyndte Inddragning af
bortforlenet Krongods samt en fredelig
Udenrigspolitik. Rigsskatmesteren G. Bonde
kæmpede ogsaa herfor, men blev i Løbet af faa Aar
besejret af Rigskansleren M. G. de la Gardie og
hans Parti. Reduktionen standsedes, og
Bortforleningen af Krongods tog ny Fart.
Regerings- og Raadsherrerne stillede sig i saa
Henseende gavmilde ogsaa over for sig selv. Snart
savnedes Midler til det nødvendigste. Hær og
Flaade kom i Forfald, Embedsmændenes
Lønninger udbetaltes uregelmæssig. Haand i Haand
med den indre Vanrøgt gik en Udenrigspolitik,
som hverken var maalbevidst ell. selvstændig.
Da andre Indtægtskilder udtørredes, søgte man
at slaa Mønt af Sveriges dyrtkøbte Krigshæder.
Sværdet, som før droges for Protestantismens
Sag ell. i det mindste for Landets vigtigste
Interesser, stilledes nu til den Højestbydendes
 |
| Karl XI. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
