- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
582

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl XI (sv. Konge)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Formynderregeringen krævet til Ansvar og alle Greve- og
Friherreskaber og øvrige større Forleninger
inddragne. Disse Beslutninger gennemførtes under
Kongens Medvirkning af den lavere Adel og
de ufrelse Stænder og sattes i Værk med
skaanselløs Strenghed. Ved Efterregningen med
Formynderne udpressedes der af de tiltalte
Rigsraader og deres Familier c. 8 Mill. Kr som
Erstatning for Formynderregeringens Synder.
Herved og ved Reduktionen blev
Stormandsvælden i Sverige fuldstændig brudt. Disse
Forholdsregler ydede dog ikke tilstrækkelige
Midler til Gennemførelsen af K.’s Planer m. H. t.
ligevægt i Budgettet, Statsgældens Betaling og
Forsvarsvæsenets Ordning, og K. var ikke den,
der blev staaende paa Halvvejen. Stænderne
sammenkaldtes paa ny (1682) og erklærede
Kongen berettiget til iflg. den gl. Landslovs
Bestemmelser uden nogen Indskrænkning at
inddrage bortforlenet Krongods. Reduktionen og
dermed Tusinders Vel ell. Ve var lagt i
Kongens Hænder, og nu iværksattes den mest
nøjeregnende Efterhøst m. H. t. de mindre
Forleninger, som Beslutningen af 1680 havde
undtaget. Men ikke nok hermed, Rigsdagen af 1686
vedtog en tilbagevirkende Tvangsnedsættelse af
Renten af Laan, som Staten havde optaget mod
Pantsættelse af Gods, samt at Efterregning
skulde foretages i hvert enkelt Tilfælde
vedrørende Kronens Salg af Gods fra Gustaf Adolf’s
og Kristina’s Tid. Saaledes faldt baade Pante-
og Købegods tilbage til Kronen, som oftest uden
Vederlag, og da Kongen ikke anerkendte
nogen Præskription af Statens Ret, ramte denne
Ubillighed ofte Gods, der lovlig var blevet solgt
af de første Modtagere ell. deres Arvinger og
senere ved gentagne retmæssige Overdragelser
havde faaet ny Ejere. Paa denne Maade kunde
snart sagt hvem som helst ganske pludselig se
sig berøvet sin velerhvervede Ejendomsret og
bragt i Armod. En stærk Misfornøjelse opstod,
men Reduktionen fortsatte sin urokkelige Gang.
Særlig Indignation vakte Reduktionen i
Provinserne paa den anden Side Østersøen, hvor sv.
Lovs Støtte ikke kunde paaberaabes. Bl. det
mægtige livlandske Ridderskab opstod der
ogsaa en stærk Gæring, saa meget farligere, som
mægtige Naboer her var kun alt for villige til
at yde de Misfornøjede deres Hjælp. Trods alt
var dog Reduktionen politisk, socialt og
finansielt i høj Grad heldbringende for Riget.
Adelens Overmagt, som først og fremmest
grundede sig paa Besiddelsen af største Delen af
Landets Jord, var fuldstændig brudt, Almuens
ældgamle Plads i Samfundet var betrygget,
Ejendommene mere jævnt fordelte og Mulighed
opnaaet for at ordne Landets Finanser og
Forsvar. Thi for Kongen var Reduktionen det
yderste Middel til Landets Genoprettelse, og med
det store Udbytte af Reduktionen (c. 5 Mill.
Kr i aarlig Rente) betalte K. en stor Del af
Statsgælden, ordnede Forvaltningen og
reformerede Forsvarsvæsenet fra Grunden af.

Sidstnævnte Sag maatte efter Krigens bitre
Erfaringer ligge K. særlig paa Hjerte. M. H. t.
Landforsvaret gennemførte han fuldstændig,
hvad Karl IX og Gustaf Adolf havde
paabegyndt. Til Officerskorpsets Lønning anvistes
reducerede Ejendomme, til Rytteriets Underhold
budgetteredes Kronens Indtægter af visse
Gaarde (indelningsverket). Hvad Fodfolket
angik, traf K. Aftale med de enkelte
Landsdele om, at Jordejerne mod Frihed for
tilskrivning skulde skaffe Soldater og yde Jord
til deres Underhold (roteringen). Ud over
disse Tropper holdtes der til Stadighed en
talrig hvervet Styrke, saa at Hæren naaede op til
c. 63000 Mand. For at gennemføre den ny
Organisation og for at inspicere Fæstninger og
Tropper foretog K. jævnlige Rejser, og han blev
aldrig træt af at eksercere sine kære »bussar«.
Denne Arméorganisation er tidligere blevet
meget rost, men den viste sig ikke tilstrækkelig
for de store Krav, der stilledes i den store nord.
Krig, og i senere Tid fik den »indelte Hær«
snarest Karakter af en Milits. De gl. Fæstninger
istandsattes, og ny anlagdes under Ledelse af
Dahlberg. Søværnet krævede endnu større
Opmærksomhed. Krigen havde vist, at Sthlm var
alt for fjernt beliggende som Flaadestation, og
Gyllenstierna havde dertil udset en Plads i
Blekinge. Her anlagdes under H. Wachtmeister’s
Ledelse Byen Karlskrona med Havne, Dokker
og Værfter, samt skabtes en Flaade, der ved
K.’s Død talte 38 Linieskibe med 11000 Mands
Besætning, for største Delen underholdt paa
samme Maade som Fodfolket
(båtsmanshållet).

Denne Krigsmagt, den forholdsvis stærkeste,
Sverige nogen Sinde har ejet i Fredstid, var for
K. kun et Middel til Rigets Betryggelse og
Fredens Bevarelse. Kongen indsaa fuldt vel, at al
aktiv Deltagelse i Tidens krigerske Forviklinger
vilde umuliggøre den storartede indre
Omskabelse. Hans Udenrigspolitik udmærkede sig dog
ikke ved den samme Fasthed og Konsekvens
som hans indre Styrelse. Da K. selv var lidet
fortrolig med udenrigske Anliggender, men i
saa Henseender var afhængig af de
modstridende Indflydelser fra sine Raadgiveres Side,
frembyder hans Udenrigspolitik forsk.
Svingninger, men til eet Maal sigter den altid,
Fredens Bevarelse. J. Gyllenstierna’s storslaaede og
klartseende Statskunst, som havde til Formaal
at give de nordiske Riger fælles Udenrigspolitik,
fælles Told- og Møntsystem samt gensidig
eventuel Succcssionsret for Kongehusene, hvorved
Norden kunde være blevet varig betrygget
baade mod Ø. og S., blev ikke fulgt efter hans
for tidlige Død (1680). Bengt Oxenstierna, som
senere fik de udenrigske Anliggender under sig,
var ligesom Flertallet af Tidens sv. Statsmænd
indtagen mod Danmark, og ved hans
Indflydelse indgik Sverige, uden at agte paa den ved
Freden i Lund 1679 trufne Overenskomst om
diplomatisk Samvirken med Danmark, et
særligt Forbund med Holland og Kejseren (1681)
for at standse Ludvig XIV’s Reunioner.
Danmark sluttede sig da til Frankrig. Den saaledes
grundlagte Søndring mellem de nordiske Riger
tiltog, da K. efter Christian V’s Angreb paa
Christian Albrecht af Holsten-Gottorp af al
Magt tog denne sin Fætters Parti og til sidst
ved betydelige Rustninger og et stærkt Tryk fra
sine Allieredes Side tvang den danske Konge
til paa ydmygende Vilkaar at genindsætte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/13/0596.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free