Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl XII (sv. Konge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Peter, havde K.’s Politik ikke givet nogen
direkte Anledning, og K. ansaa sig med Rette
som den Angrebne. Han tvang Danmark ved
Landgang paa Sjælland til at opgive Angrebet
paa Holsten-Gottorp og til at træde ud af den
store Alliance. Derpaa slog han Russerne ved
Narva Novbr 1700 og drev ved Overgangen af
og Slaget ved Düna (Juli 1701) Sachserne bort
fra sv. Omraade, der nu altsaa var befriet for
Fjenden. Til K. blev der nu, dels fra udenlandsk
Side, dels fra sv. Statsmænd, rettet
Opfordringer til, efter at have afsluttet en lempelig Fred
mod Ø., at gribe ind i den vesteuropæiske
Politik ved at tage Parti i den sp. Successionskrig.
K. orienterede imidlertid med fast Konsekvens
den sv. Politik med Øst. Han var en tavs og
indesluttet Karakter, og man har fra ham selv
hverken mundtlig ell. skriftlig Redegørelse for
de politiske Planer, han fulgte. Det synes dog
tydeligt at fremgaa af hele hans Virksomhed,
at han paatænkte en grundig Opgørelse med
alle for Sverige truende Elementer i Østeuropa.
Endnu stod August af Sachsen-Polen som det
stærkeste Medlem i den store Alliance, i hvis
Stiftelse han havde spillet den fornemste Rolle.
Han skulde nu fordrives fra Polen, som
derefter under en national Hersker i et intimt —
ikke blot militært — Forbund med Sverige
skulde deltage i en afgørende Kamp mod det
opadstræbende Rusland, hvis Magt og Farlighed K.
paa ingen Vis underkendte. Slutresultatet
skulde saa blive et sikkert og ubestridt sv.
Hegemoni i det nordlige og østlige Europa. K.
rykkede altsaa ind i Polen, og i fl. Felttog besejrede
han August, hvorefter han efter indviklede
politiske Forhandlinger formaaede Polakkerne til,
efter at August var erklæret for afsat, at vælge
Stanislaus Leczinski til Konge. Den polske
Periode af K.’s Virksomhed varede til 1706, da
han ved et Indfald i Sachsen tvang August til
ved Freden i Altranstädt at frasige sig den
polske Krone. Imidlertid havde Tsar Peter haft
Held til at vinde Fremgang paa den sekundære
Krigsskueplads i de baltiske Provinser, hvor
han erobrede Narva og begyndte at anlægge
Petrograd, som blev Basis for den Sømagt, han
nu grundlagde. K. havde ikke undervurderet
Bet. af Kampen her og havde søgt at styrke
Forsvaret af disse Provinser, men havde dog
sikkert ment, at Hovedafgørelsen af Striden
om Østeuropa laa i Polen, en Anskuelse, som
for øvrigt ogsaa næredes af Tsaren, der 1705
førte sine Hære til den polske Krigsskueplads.
I Sachsen blev K. eet Aar, ikke mindst for at
drage Nytte af Sachsens Hjælpekilder og
derved hindre ell. tilintetgøre ny krigersk
Optræden fra August’s Side. En Episode af Bet. fra
denne Tid er, at K. med konsekvent Fastholden
af Sveriges gl. Rolle som Protestantismens
Beskytter i Tyskland tvang Østerrig til at give
Protestanterne i Schlesien en vis
Religionsfrihed.
1707 begyndte K. sit store Angreb paa
Rusland, hvilket han sikkert vilde føre til en
definitiv Tilintetgørelse af Tsar Peter. Det
begyndte imidlertid nu at vise sig, at K.’s
Forhaabninger om Polens aktive Hjælp skulde
blive en tragisk Fejlregning af verdenshistorisk
Bet. Det lykkedes ikke at gyde nyt Liv i Polen,
og Stanislaus blev ikke i Stand til at bringe
K. nogen virksom Hjælp. Imidlertid træder
under Felttogets Gang K.’s østeuropæiske Politik
atter frem, idet han forsøger at forbinde
Kosakstaterne i Ukraine, ɔ: det nationale lillerussiske
Element, med sig, samt tillige til en vis Grad
Tatarerne, hvis Indtræden i Krigen sikkert
vilde føre ogsaa deres Overherre, den tyrk.
Sultan, med ind i Aktionen mod Rusland. Det er
altsaa en Sammenslutning af alle de Elementer,
der truedes af den storrussiske Fremtrængen,
med Sverige som førende Magt. I Felttogene
1707—09 viste K. sig ligesom tidligere i Polen,
men maaske endnu tydeligere, som en stor
Strateg; særlig bemærkelsesværdig var hans
Evne til ved omgaaende Bevægelser at
manøvrere Fjenden ud af hans fordelagtige
Stillinger. At det hele tilsidst mislykkedes, og
at Operationerne sluttede med en Katastrofe,
beroede for største Delen paa ulykkebringende
Naturbegivenheder — den fænomenale Kulde i
Ukraine Vinteren 1708—09, Oversvømmelser m.
m. — samt ikke mindst paa
Underbefalingsmændenes skæbnesvangre Misgreb. Slaget ved
Poltava Juni 1709, som tabtes ikke mindst, fordi
K., p. Gr. a. at han kort i Forvejen var blevet
saaret, ikke var i Stand til selv at føre
Befalingen, havde i og for sig ikke behøvet at
blive til en Katastrofe, og Hæren vilde have
kunnet blive ført ind paa de venskabeligt
sindede Tatarers Omraade. K., som vedvarende
var ude af Stand til at føre Kommandoen,
havde imidlertid ladet sig formaa til i Forvejen
at blive overført paa tyrk. Omraade, og General
Lewenhaupt, som paa eget Andragende havde
overtaget Befalingen, tabte Besindelsen og
kapitulerede paa uforsvarlig Maade for en
underlegen og svag russ. Kavalleristyrke. Følgen af
disse Ulykker i Ukraine er det lillerussiske
statlige Elements Fald og det storrussiskes
Fremgang, de baltiske Provinsers Tab, August’s
Tilbagevenden og Stanislaus’ Forjagelse fra
Polen samt Danmarks Genindtræden i Krigen.
K. tilbragte 1709—14 i Tyrkiet. Hans Ophold
her betegnes af en livlig politisk Virksomhed
for at faa Sultanen til at gribe ind i Kampen:
en tyrk. Hær skulde operere mod Rusland,
medens en ny sv. Armé skulde overføres til
Tyskland for derfra at rykke ind i Polen,
hvorved August skulde fordrives og nærmere
sv.-tyrk. Samvirken mod Tsar Peter sættes i Gang.
Det er altsaa vedblivende storpolitiske Planer
om at løse det østeuropæiske Spørgsmaal, som
beskæftiger K. Sultanens Indgriben i Krigen
kom 1711 og førte til det Resultat, at Tsaren
blev fuldstændig omringet ved Pruth og kun
reddedes ud af en fuldstændig haabløs Stilling
ved Storvesirens Svaghed, som, paa ganske vist
for Tyrkiet til en vis Grad gunstige Vilkaar,
slap ham ud af Fælden. Til Storvesirens
Beslutning har sikkert medvirket, at det sv.
Senat i Sthlm, trods K.’s ivrige Paamindelser, ikke
ansaa sig i Stand til at udruste og oversende
til Tyskland den sv. Hær, paa hvilken Tyrkerne
gjorde Regning. K., som, for at muliggøre
denne Aktion, afviste Forslag om de sv.-tyske
Provinsers Neutralisering, drev stadig paa og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
