Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl I (Konge af Storbritannien og Irland) - Karl II (Konge af Storbritannien og Irland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Moor led hans Hær sit første Nederlag 2. Juli
1644, og n. A. afgjorde Parlamentshærens Sejr
ved Naseby (14. Juni) Striden. K. flygtede til
Skotterne, men disse udleverede ham 1647 til
Parlamentet. Dette ansaa sig nu for Herre i
Landet og vilde opløse Hæren; dog, denne
adlød ikke, men bemægtigede sig Kongen og
rykkede ind i London. Efter forgæves
Underhandlinger baade med Hæren og Parlamentet, der
hver for sig søgte at vinde K., flygtede denne
til Øen Wight, hvor han dog snart behandledes
som Fange. Herfra satte han sig i Forbindelse
med Skotterne, som gjorde Indfald i England,
hvor mange greb til Vaaben mod Hærens
Despoti, og en ny Borgerkrig begyndte. Men
Cromwell overvandt al Modstand, og nu var det
forbi med Taalmodigheden over for K. Hæren
rensede Parlamentet for de Medlemmer, som
ikke vilde bøje sig for dens Vilje, og de
tilbageværende rejste Anklage mod K. for
højforræderi. Den af dem nedsatte Domstol dømte
ham til Døden. (Litt.: Gardiner, The first
two Stuarts [Lond. 1876]; Ranke, »Englische
Geschichte« [2. og 3. Bd, 3. Opl. Leipzig
1877—79]; Stern, »Geschichte der Revolution in
England« [i Oncken, »Allgem. Geschichte«, Berlin
1881]; Gardiner, History of England
[5.—10 Bd, Lond. 1883—86]; samme, History of
the great civil war [3 Bd, Lond. 1886—91]).
C. S. C.
Karl II, Konge af Storbritannien og Irland
(1660—85), f. i London 29. Maj 1630, d. 6. Febr
1685, Søn af foreg., flygtede under
Borgerkrigen til Frankrig (1646), hvor han blev i 2 Aar.
Under den
anden Borgerkrig (1648)
satte han med
en Flaade over
fra Holland til
Themsen, men
udrettede
intet af Bet.
Herefter opholdt
han sig en
Tid i Holland,
hvorfra han
forgæves
arbejdede paa
at hindre
Faderens
Henrettelse. Efter
denne antog
han
Kongetitelen og blev 5.
Febr 1649 udraabt til Konge i Edinburgh.
Ogsaa Irlænderne havde valgt ham til deres
Konge, og han vilde i Grunden helst gaa derover,
men maatte opgive det af Pengemangel. Han
drog saa til Skotland, hvor han landede i Juni
1650 og blev modtagen med Velvilje af Folket.
Imidlertid forestod der en Kamp med den eng.
Hær under Cromwell, som efter at have
undertvunget Irland marcherede mod Edinburgh.
Efter Slaget ved Dunbar, som Skotterne tabte,
maatte denne By overgive sig; men der stod
endnu en stor skotsk Hær paa Benene, og med
den gjorde K. et Indfald i England i Haab om
at iværksætte en Rejsning der. Cromwell fulgte
imidlertid efter, og ved Worcester (3. Septbr
1651) blev K. fuldstændig slaaet og maatte
flygte til Frankrig. Her var han til 1654, da en
planlagt Traktat mellem dette Land og
England tvang ham til at gaa til Tyskland, hvorfra
han siden drog til Nederlandene. Efter
Cromwell’s Død traadte General Monk o. fl. a. i
Forbindelse med ham, og ved en Erklæring i Breda
af 4. Apr. 1660 bestemtes det, paa hvilke
Betingelser han skulde være Englands Konge, og
25. Maj s. A. landede han i Dover, hilst med
Glæde. 29. Maj holdt han sit Indtog i London,
bekræftede Magna Charta, Petition of Right,
Parlamentets Skattebevillingsret og øvrige
Privilegier, og alt syntes at aande Fred og Ro.
K. var en større Begavelse end Faderen,
men mindre samvittighedsfuld og pligtfølende.
Nogen virkelig Religiøsitet besad han ikke, men
svingede frem og tilbage mellem Ateisme og
Katolicisme. Hans moralske Vandel var meget
slap, og han holdt stadig Elskerinder, som ofte
spillede med i Politikken. Han var gift med
Katharina af Braganza, en Datter af Kong
Johan (IV af Portugal. Bl. K.’s første Ministre var
Lord Clarendon den ledende Person, indtil den
resultatløse Søkrig med Holland hidførte hans
Fald (1667). Ved Erklæringen i Breda var der
udstedt alm. Amnesti, som dog ikke kom til at
gælde dem, der endnu var i Live, af Karl I’s
Dommere; de blev enten henrettede ell.
landsforviste. I det Parlament, der havde indkaldt
K., var Presbyterianerne lige saa stærke som
de Kongeligsindede, men med det ny
Parlament af 1661 indtraadte der en royalistisk
Reaktion. Der vedtoges Love til Værn for
Kongemagten og Højkirken, men K.’s Begunstigelse
af Katolikkerne vilde det dog ikke gaa ind paa.
Hans Udenrigspolitik vandt heller ikke Bifald,
da den syntes upassende for Nationens Ære
og kun var lidet heldig. Efter Clarendon’s Fald
var K.’s Hovedraadgivere de 5 Mænd, som
efter Begyndelsesbogstaverne i deres Navne
(Clifford, Arlington, Buckingham, Ashley og
Lauderdale) gav Ministeriet Navnet
Cabalministeriet. I Beg. gjordes et Tilløb til en national
Politik, idet K. traadte ind i Tripelalliancen med
Holland og Sverige mod Frankrig (1668); men
da Parlamentet ikke vilde gaa ind paa at
formilde Lovene mod Dissenters ell. give ham
større Bevillinger, kastede han sig i Armene
paa Frankrig og sluttede en hemmelig Traktat
i Dover 1. Juni 1670, hvorved han for en stor
aarlig Sum gik ind paa at hjælpe Ludvig XIV
i hans paatænkte Krig mod Holland og
begunstige Katolikkerne i England. Iflg. denne
begyndte han 1672 Krig med Holland og udstedte
en Indulgensakt for Dissenters; men da Krigen
ikke gik saa heldig, som man havde ventet,
maatte han henvende sig til Parlamentet om
Pengebevillinger, og dette vilde ikke vide noget
af Indulgensakten, ja gik endog videre og satte
Testakten igennem (1673), der udelukkede
enhver, som ikke hørte til Højkirken, fra alle
Embeder. Krigen fortsattes, men med lige lidt
Held, og 1674 maatte K. give efter for Uviljen
imod den, slutte Fred og opgive
Cabalministeriet, der allerede delvis var opløst. Den
 |
| Karl II. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
