Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl Martel - Karl I den Store (fr. Konge og rom. Kejser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arles og Marseille var tagne 739. Derefter
beredte han sig til at drage over Alperne for at
værne Paven, der havde paakaldt hans Hjælp
mod Longobarderne, men dette hindredes ved
hans Død. Tilnavnet Martel, »Hammeren«,
skal han have faaet p. Gr. a. sin Tapperhed,
men det er dog først opkommet i Slutn. af 9.
Aarh. (Litt.: V. Cauer, De Carolo Martello
[Paris 1846]; Breyzig, »Die Zeit Karl
Martels« [Leipzig 1869]; Mercier, La Bataille de
Poitiers et les vraies causes du recul de
l’invusion arabe i Revue historique [1878]).
P. M.
Karl I den Store, fr. Konge og rom.
Kejser, rimeligvis f. 2. Apr. 742, maaske dog først
747 ell. 748, d. 28. Jan. 814. Han var ældste
Søn af Pipin den Lille og Bertrade, Datter af
Grev Charibert af Laon. Sammen med sin
Broder Karloman salvedes ogsaa han 28. Juli 754,
da Pipin fik Kongekronen, og kort før sin Død,
Septbr 768, delte Pipin Landet mellem dem.
Akvitaniens Befolkning rejste sig imidlertid
straks efter Pipin’s Død til Opstand under den
tapre Hunald, og først efter haarde Kampe
betvang K. dem. Karloman støttede ham ikke
meget i denne Kamp, og i det hele var
Forholdet mellem dem daarligt. 771 døde imidlertid
Karloman, og skønt han efterlod sig Sønner,
valgte Austrasierne i St f. dem K. til deres
Konge. Karloman’s Enke flygtede med sine Børn
til den lombardiske Konge, der var K. fjendsk,
fordi denne, der 770 havde ægtet hans Datter
Desiderata, kort efter havde forskudt hende;
hos ham havde ogsaa Akvitanernes Fører
Hunald søgt Tilflugt efter sit Nederlag. Da hertil
saa endelig kom, at Paven bad K. om Hjælp
mod Longobarderne, foretog han 773 et stort
Tog til Italien. Lombardiet erobredes, Pavia
overgav sig, og K. den Store tog Navn af
Longobardernes Konge 774. Ogsaa til Rom kom
Frankerne, men i Syditalien vedblev
longobardiske Fyrster, navnlig Fyrsten af Benevent, at
herske, og K. fik siden store Stridigheder med
dem, som bevirkede, at han maatte foretage fl.
Tog dertil; han beholdt dog stadig Overhaand.
Allerede før havde K. begyndt den
Erobringspolitik, som kendetegner hans Regering. 772
foregik nemlig det første Felttog til Sachsernes
Land, Egnene omkr. Weser og Elben. Det var
mod en hedensk germansk Stamme, Kampen
her førtes, og Formaalet var foruden at forøge
Riget at udbrede Kristendommen. Frankerne
sejrede og ødelagde Sachsernes hellige
Irmensøjle, men medens K. var i Italien, begyndte
Kampen igen. Atter sejrede dog Frankerne, og
777 syntes K.’s Herredømme saa fast, at han
kunde holde et Rigsmøde i Paderborn.
Sachsernes Høvding Vidukind var da flygtet til den
danske Konge Sigfred, men siden kom han
tilbage, og skønt K. stadig straffede Oprørerne
med den største Grusomhed, rejste
Befolkningen sig Gang efter Gang, Afgørende blev
imidlertid de store Sejre ved Detmold og Hase
783, hvorefter Vidukind bøjede sig. Helt
rolige blev Forholdene dog ikke; lige til 804
blussede Kampen op atter og atter, og K. maatte
gribe til det Middel at lade store Mængder af
Sachserne flytte til sydligere Egne, medens de
i deres Hjemland erstattedes med slaviske
Obotritter. Samtidig tvang man dem i Massevis
til at lade sig døbe, og fl. Bispesæder oprettedes
i disse Egne. Det lykkedes ad denne Vej at
drage Sachsen ind i det frankiske Riges
Udvikling. Ogsaa hinsides Elben kæmpede K.
først med Wiltzerne 789 og siden med
Danskerne, der nu saa sig truede ved hans
Fremtrængen. Før denne Kamp ret var kommet til
Udbrud, hindredes den dog ved den danske
Konges Død, og der sluttedes 811 en
Overenskomst, hvorved Eideren erklæredes for
Grænsen. I Egnene hinsides Elben gennemførtes
dog ikke den alm. Ordning af Riget, og det
frankiske Heredømme var her i det hele løst.
Ogsaa mod de østlige Grænsefolk længere S.
paa kom K. til at kæmpe. Hertug Tassilo af
Bayern, der var i Slægt med den afsatte
lombardiske Konge, fik 786 dannet et Forbund til
fælles Angreb, bestaaende desuden af Avarerne,
det byzantinske Kejserdømme og Hertugen af
Benevent. K. slog imidlertid først Tassilo og
afsatte ham 788 og kæmpede saa i den flg. Tid
heldig med Avarerne, indtil deres Kamplyst 796
var brudt. Deres saakaldte »Hovedring«, en
Lejr i Ungarn, var da taget, og et ualmindeligt
rigt Bytte skal der være faldet i Hænderne paa
Frankerne. Allerede længe før havde K.
begyndt Kampen med Araberne med et stort Tog
777. Paa Tilbagevejen fra dette var det, at
Roland faldt i Kampen med Bjergfolkene, der
angreb Frankerne paa deres Vandring gennem
Pyrenæerne. Siden fortsattes Kampen i
Spanien, oftest under Anførsel af K.’s Sønner. 795
oprettedes »den sp. Mark«, 799 fordreves
Saracenerne fra Sardinien, Korsika og Balearerne,
801 faldt Barcelona, og efterhaanden blev man
da nogenlunde Herre over Landene N. f. Ebro.
Først 810 sluttedes Kampene her.
K. havde ved disse Erobringer skabt sig et
Rige, der i Omfang nærmede sig til det gl.
vestromerske. Det ydre Udtryk for denne
Magtstilling blev hans Kroning som rom. Kejser
Aar 800. Paa et af sine Tog mod Syditaliens
Longobarder var K. kommet til Rom, hvor
Pave Leo III ved denne Tid var Genstand for
stærke Beskyldninger og voldsomme Angreb;
han søgte mod disse K.’s Beskyttelse, og efter
at han ved en Renselsesed havde fralagt sig
Beskyldningerne, blev han af Kong K.
genindsat i sin pavelige Stilling. Juledag besøgte K.
Gudstjenesten i Peterskirken, og her skete det,
som Tidens Aarbøger fortæller, at da »han
rejste sig fra en Bøn ved Helgengraven, satte
Pave Leo en Krone paa hans Hoved under
hele Romerfolkets Tilraab: Hil Karl, Augustus,
den af Gud kronede, store, fredbringende
Romerkejser«. Det er sandsynligt, at K. var
utilfreds med denne Form for Kroningen, der
antydede en Underordning under Paven, som
kun lidet passede med de virkelige Forhold.
Af Samtiden opfattedes det ikke som en
Oprettelse af et nyt vestromersk Kejserdømme, men
som en Overførelse af selve den gl. rom.
Kejserværdighed fra Fyrsterne i Byzans til de
frankiske Fyrster. Forholdene i Byzans lagde
denne Tanke nær, thi siden 797 bares
Kejserkronen der af en Kvinde, Kejserinde Irene.
Denne var dog ikke villig til at finde sig heri,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
