- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
595

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl I den Store (fr. Konge og rom. Kejser)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og da K. søgte at faa sin ny Titel anerkendt
af Byzantinerne, medførte det en Del
Rivninger. Det kom foreløbig til Underhandlinger,
under hvilke den Tanke synes at have været
fremme at løse Vanskelighederne ved et
Ægteskab mellem K. og Irene. Det blev i hvert Fald
intet til, og 802 døde Irene. I de flg. Aar
kæmpedes der saa smaat med vekslende Held, men
K. fik dog til sidst Overhaand og besatte
Venedig og Dalmatien. Mod at faa disse tilbage
gik den byzantinske Kejser 810 ind paa at
anerkende K. som »Occidentens Kejser«; Sagen
var da endt med et Kompromis, de to Kejsere
anerkendte hinanden hver for sit Omraade.

Med Herskeren over Datidens tredie
Stormagt, Kalifen i Bagdad, stod K. trods Krigen
mod dennes Trosfæller i Spanien i venskabelig
Forbindelse. Allerede 797 besøgte et frankisk
Gesandtskab Harun al Raschid; 790 bad
Palæstinas Kristne K. om Beskyttelse, og han
knyttede i den Anledning Forhandlinger med
Harun, hvorved han synes at have faaet en Slags
Beskytter stilling for det hellige Lands Kristne;
Franskmændene plejer af betragte det som
Oprindelsen til det Protektorat for Orientens
Kristne, som Frankrig siden oftere har hævdet.
801 og 807 var Gesandtskaber fra Kalifen i
Europa; de medbragte første Gang som
Foræring en Elefant, anden Gang et Vandur, og
begge Dele beundredes i højeste Grad af
Frankerne.

Medens K. saaledes førte en heldig og
storstilet Udenrigspolitik, var hans indre Politik
ogsaa meget kraftig. Embedsorganisationen fra
Merovingernes første Tid genoplivedes og fik
ny Kraft. Landet vedblev som før at styres
gennem »Grever«, hver med sit Distrikt, men
disse, der i den sidste Tid havde været næsten
uafhængige, blev nu atter afsættelige og dermed
lydige Embedsmænd under Kongen; denne
Grevskabsinddeling gennemførtes ogsaa i de
erobrede Lande. Ved Grænserne oprettedes
større Grevskaber, de saakaldte
Markgrevskaber, hvis Grever det paalaa at sørge for
Grænsernes Forsvar. For at øve en virkelig Kontrol
med disse Embedsmænd, spredte rundt i det
store Rige, optog K. en Ordning fra den rom.
Tid, af hvilken der endnu i den første
merovingiske Periode var Rester; det var Udsendelsen af
de saakaldte missi dominici, der rejste rundt
hver i sin Gruppe af Grevskaber og paasaa, at
Greverne overholdt de kgl. Befalinger og
styrede tilfredsstillende. Ved selve Hoffet fandtes
en vel udviklet Stab af Regeringsembedsmænd,
der dannede Kongens Kancelli; de fulgte ham
overalt paa hans Rejser, og gennem dem
bragtes hans Befalinger til Udførelse. K. var ikke
enevældig; ved Siden af ham stod baade
Folkeforsamlingen, hvortil alle fri Franker havde
Adgang, og snævrere Stormandsforsamlinger.
Foraar og Efteraar samledes Frankerne til
Folkemøde, men dette blev dog mere og mere
et blot og bart Hærskue, hvor den store
Mængde ingen Indflydelse øvede. De virkelige
Forhandlinger fandt Sted mellem K. og de
Stormændsforsamlinger, som forbandtes med disse
Møder, men selv disse var i K.’s Tid uden
megen Bet. Der var i denne Periode en vis
Ligevægt mellem Kongemagten, Folket og
Stormændene, som fremkaldte en fredelig Samvirken,
der førte til de store Resultater. I selve K.’s
Tid var Kongemagten Bæreren af Udviklingen,
men det er øjensynligt, at der er begyndt en
Forskydning af Forholdet mellem det menige
Folk og Stormændene, som ret hurtigt kunde
give de sidste Overtaget. Befolkningens store
Mængde gik nu op i fredeligt Arbejde; de
offentlige Interesser svandt hos den, og
Bønderne følte baade Pligten til at møde paa
Tinge som Dommere og Ledingspligten som en tung
Byrde. K. imødekom denne Stemning ved at
fastsætte, at der skulde vælges særlige
Sandemænd (scabini), i hvert Herred til at beklæde
Dommerstillingen, og at Ledingspligten skulde
indskrænkes, saaledes at der kun stilledes en
Mand af en Ejendom af en vis Størrelse.
Alligevel virkede de stadige Kampe i fremmed
Land højst skadelig for Bondestanden. Denne
Bøndernes Tilbagetræden paa disse to vigtige
Omraader maatte naturlig føre til et Magttab
for dem, og Indflydelsen gik da i St f. over til
Stormændene, der mødte til Hest i Krigen og
dannede det Rytteri, der nu fik en stigende
Bet. Følgen heraf var, at K. søgte at knytte
dem til sig ved store Uddelinger af det rige
karolingiske Familiegods, der ellers dannede
et solidt Grundlag for hans Magt, og hvis Drift
han med stor Iver tog sig af. Der begyndte her
en Udvikling, som blev en Forberedelse til den
flg. Tids Lensvæsen.

Der foregik i K.’s Tid en mærkelig Opblomstring
af Aandslivet, i hvilken hans store Interesse
derfor ikke var uden Del. Ved hans Hof, der i den
senere Tid regelmæssig holdtes i Aachen,
samledes en anselig Kreds af betydelige Mænd.
Der oprettedes en Hofskole under Ledelse af
Englænderen Ælkvin (Alkuin), der drev
Brevskrivningen som en Kunst og fortolkede Biblen;
her samledes desuden Frankeren Angilbert og
Hibernicus exsul, hvis Navn ikke kendes, der
begge skrev episke Digte efter rom. Mønster,
Longobarderen Paulus Diaconus, der skrev sit
Folks Historie, hvori han genfortalte alle dets
gl. Sagn, og endelig Frankeren Einhard, der
skrev K.’s Historie, men ganske vist alt for
nøje fulgte sit Forbillede, Sveton’s
Augustus-Biografi. Maaske er han ogsaa Forf. af de
Rigsaarbøger, der findes fra denne Tid. Sammen
med disse Mænd samledes K. i »Akademiet«, hvor
man satte sig ud over alle Hensyn til den forsk.
Stilling. Deltagerne tog her andre Navne, der
med en besynderlig Blanding hentedes dels fra
den klassiske Oldtid, dels fra Jødernes
Historie. K. kaldte sig saaledes David, Angilbert
Homer o. s. v. Man søgte her at skaffe sig
Kundskaber i Tilknytning til de gl. rom.;
Grammatik og Retorik hørte saaledes til de Fag,
hvormed man beskæftigede sig. Den Litt., her
skabtes, var i alt væsentlig en Efterligning af
den gl. rom.; det er den første, ganske vist
meget ufuldkomne Renaissancebevægelse. Det
samme gælder Bygningskunsten, hvor der ogsaa
var et vist Opsving paa den gl. rom. Kunsts
Grund. Den hele Bevægelse gik dog ikke dybt,
og dens Forbindelse med Samtidens Forhold
var ret ringe, hvorfor den ogsaa døde hen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:31 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0609.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free