Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl III (Konge i Spanien, Neapel og Sicilien) - Karl IV (Konge i Spanien) - Karl (V, VI, VII) (Tronprætendenter i Spanien) - Karl Peter Ulrik - Karl I (tysk Kejser) - Karl II (tysk Kejser) - Karl III (tysk Kejser) - Karl IV (tysk Kejser) - Karl V (tysk Kejser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Florida, hvorimod Spanien fik Louisiana af
Frankrig; den anden, hvori Spanien understøttede
de eng. Kolonier i Nordamerika, skaffede det
1783 Florida tilbage og desuden Minorca, som
var tabt 1713. Han ægtede 1738 Marie Amalie
(1724—60), Datter af Kong August III af
Polen, og havde med hende 13 Børn. (Litt.:
Ferrer del Rio, Historia del reinado de
Carlos III [4 Bd, Madrid 1856]).
E. E.
Karl IV, Konge i Spanien (1788—1808), f.
12. Novbr 1748, d. 19. Jan. 1819, foreg.’s Søn.
Uden Kraft og Dygtighed til at styre Landet
lod han sig aldeles lede af sin Dronning Marie
Louise af Parma (f. 1751, d. 2. Jan. 1819) og
siden 1792 af hendes Yndling Godoy. Han havde
ønsket at hjælpe Ludvig XVI, men turde ikke
af Frygt for at fremskynde hans Død og
sluttede Novbr 1792 et Neutralitetsforbund med
Frankrig, hvad dog ikke hindrede, at dette faa
Maaneder senere erklærede Krig. Da denne var
endt 1795, nøjedes han ikke med at faa Fred,
men indgik endog 1796 et Forbund med
Frankrig, hvad der blev højst fordærveligt for
Spanien, idet England i de flg. Krige ødelagde
dets Flaader, tilintetgjorde dets Handel og
afskar det fra al Forbindelse med dets Kolonier.
Forbundet fortsattes ogsaa under Napoleon,
medens Folkestemningen i Spanien
efterhaanden oprørtes over denne slaviske Afhængighed.
Dertil kom Strid mellem Kongeparret og
Tronfølgeren Ferdinand (Ferdinand VII), og efter
en Folkerejsning gav K. 18. Marts 1808 Afkald
paa sin Krone til Bedste for Sønnen. Kort efter
lod han sig forlede af Dronningen til at tage
Afkaldet tilbage og gav derved Napoleon den
længe ønskede Lejlighed til at faa Spanien i
sin Magt. Ved Sammenkomsten i Bayonne
overtalte han nemlig K. til at overdrage ham alle
sine Rettigheder til Spanien mod en Aarpenge,
ligesom han tvang Ferdinand til det samme.
K. levede senere, tillige med sin Dronning og
Godoy, paa Slottet i Compiègne og siden 1815
i Palazzo Barberini i Rom, fortrinsvis sysselsat
med Jagt.
E. E.
Karl (V, VI, VII), Tronprætendenter i
Spanien, se Carlos.
Karl Peter Ulrik, se Peter III.
Karl I, tysk Kejser, se Karl den Store.
Karl II, tysk Kejser, se Karl den
Skaldede.
Karl III, tysk Kejser, se Karl den Tykke.
Karl IV, tysk Kejser (1346—78), f. 14. Maj
1316, d. 29. Novbr 1378, Søn af Kong Johan af
Böhmen af Huset Luxembourg og Elisabeth af
Böhmen, blev opdragen ved det fr. Hof og
styrede fra 1331 det af hans Fader stiftede Rige
i Norditalien. Siden blev han Markgreve af
Mähren og overtog Styrelsen af Böhmen. Ogsaa
i Tyrol kom han til at herske for sin yngre
Broder Johan, der havde faaet dette Land ved
at ægte Arvingen Margrete Maultasch; men da
han var en streng Herre, gjorde de tyrolske
Adelsmænd Oprør, og Kejser Ludvig IV af
Bayern erklærede Margretes Ægteskab med
Johan for opløst og formælede hende med sin
Søn Markgrev Ludvig af Brandenburg. Ved
Pave Clemens VI’s Hjælp optraadte nu K. som
Modkejser mod Ludvig IV og blev valgt i Rense
af 5 af Kurfyrsterne (1346); men han blev først
alm. anerkendt, da baade Ludvig IV og den
efter ham af det bayerske Parti opstillede Grev
Günther af Schwarzburg var døde. 25. Juli
1349 blev han kronet i Aachen, efter at han
havde forsonet Modpartiet ved at ægte
Kurfyrsten af Pfalz’ Datter Anna og opgive at støtte
den falske Valdemar i Brandenburg. 1354 drog
han til Italien og blev kronet til Konge i Milano
og til Kejser i Rom (1355). K. besad betydelige
Evner og havde gode Kundskaber, men søgte
ikke at udvide Kejsermagten; tværtimod gav
han ved den gyldne Bulle (1356), hvorved der
fastsattes Regler for Kongevalget, Kurfyrsterne
store Særrettigheder. I Riget virkede han
navnlig for Landefreden, men havde for øvrigt større
Interesse for sine Arvelande, især Böhmen, der
blomstrede stærkt op under ham. Ved
Giftermaal og Køb udvidede han dem meget og
erhvervede saaledes Øvrepfalz, en stor Del af
Schlesien, Lausitz og Brandenburg. Forinden
sin Død havde han delt sit Rige mellem sine
Sønner, hvoraf Wenzel fik Böhmen, Schlesien
og Kongeværdigheden, Sigismund Brandenburg
og Johan Lausitz. (Litt.: Böhmer,
»Regesten des Kaiserreichs unter K. IV.«, udg. af
Huber [Innsbruck 1877]; »Nachträge« [smst.
1890]; Acta Karoli IV imperatoris inedita, udg.
af Zimmermann [Innsbruck 1891]; Pelzel,
»Geschichte Kaiser K. des IV« [2 Bd, Dresden
1783); Friedjung, »Kaiser K. d. IV und
sein Antheil am geistigen Leben seiner Zeit«
[Wien 1876]; Werunsky, »Geschichte
Kaiser K. d. IV und seiner Zeit« [3 Bd, Innsbruck
1880—92]).
C. S. C.
Karl V, tysk Kejser (1519—56). f. 24. Febr
1500 i Gent, d. 21. Septbr 1558 i Estremadura,
Søn af Ærkehertug Filip af Østerrig og Johanne
af Spanien, tilbragte sin Barndom og første
Ungdom i
Nederlandene,
hvor han fik
en god
Opdragelse, men
ikke gav
Anledning til
store
Forventninger, da
hans
Udvikling kun
foregik langsomt.
Han
udmærkede sig i alle
legemlige
Idrætter og
opnaaede
betydelig Indsigt i
Krigskunst og
Statssager.
Efter Faderens Død (1506) tilfaldt Østerrig
med Nederlandene ham, og ved
Ferdinand den Katolske’s Død (1516) overtog
han Styrelsen af det sp. Monarki, og da endelig
Kejser Maximilian I døde, blev han 28. Juni
1519 valgt til rom. Konge, efter at han til
Sikring af Tysklands Frihed havde underskrevet
en Haandfæstning. Efter Kroningen i Aachen
(Oktbr 1520), hvor han af Paven straks fik
 |
| Karl V. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
