Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl V (tysk Kejser) - Karl VI (tysk Kejser)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Titelen rom. Kejser, udskrev han en Rigsdag i
Worms til 1521 for at ordne de religiøse
Forhold, der var komne i Forvirring ved Luther’s
Optræden. Her blev denne erklæret i Rigens
Acht, og K.’s Broder Ferdinand fik de østerr.
Lande overdragne. K. drog derpaa til Spanien,
hvor der havde været Oprør, og under et
fleraarigt Ophold der udvidede han Kongemagten,
idet han benyttede sig af Stændernes Uenighed.
Imidlertid var han kommen i en Krig med
Frankrig om Herredømmet i Italien, der
afgjordes til hans Fordel ved Sejren ved Pavia
(24. Febr 1525), hvor den fr. Konge Frants I
blev fangen. Ved Freden i Madrid 1526 maatte
Frants for at blive fri opgive sine Fordringer paa
Italien m. m. I Tyskland havde der i
Mellemtiden været Oprør af Riddere og Bønder, men
disse var blevne kuede af Fyrsterne. Samtidig
havde Reformationen bredt sig trods
Worms-Ediktet, og Pave Clemens VII, der blev bange
for K.’s stadig voksende Magt, sluttede sig til
Frankrig og stiftede Ligaen i Cognac, der førte
til den anden ital. Krig (1527—29). Atter var
K.’s Vaaben heldige, og Paven maatte bøje sig
for ham og krone ham til Konge og Kejser i
Bologna (Febr 1530). Fra denne Tid griber K.
mere personlig ind overalt og optraadte med
Kraft paa Rigsdagen i Augsburg 1530, hvor der
vedtoges en Rigsdagsbeslutning, der satte alt
paa den gl. Fod, hvad Religionen angik, og
truede de Ulydige med Straf. Han kunde dog
foreløbig ikke iværksætte denne, da de
evangeliske Fyrster og Stæder sluttede et Forbund i
Schmalkalden til fælles Forsvar, og Tyrkerne
truede med Angreb. Efter en Religionsfred i
Nürnberg (1532) drog han selv mod disse, men
det kom ikke til nogen afgørende Kamp.
Derimod tugtede han paa et Tog til Tunis (1535)
Barbareskerne, der plyndrede paa Italiens og
Spaniens Kyster; men det lykkedes ham ikke
helt at faa Bugt med dem, da Frants I igen
rejste Krav paa Milano, og den 3. ital. Krig
begyndte (1536). Faren fra Tyrkerne bragte snart
de to Rivaler til at slutte Stilstanden i Nizza
(1538), og et bedre Forhold syntes at skulle
opstaa imellem dem. Ogsaa med Protestanterne
i Tyskland søgte K. at komme overens, og der
blev afholdt Religionssamtaler mellem ledende
Teologer fra begge Sider, men de førte ikke til
noget. Kort efter gjorde K. et Tog til Algérie
mod Barbareskerne (1541), men havde Uheld
med sig og slap kun bort med stort Tab. Paa
samme Tid kæmpede hans Broder Ferdinand
uheldig mod Tyrkerne i Ungarn; disse beholdt
Buda og største Delen af Landet. Gjort dristig
ved K.’s Uheld over for de Vantro begyndte
Frants I den 4. ital. Krig (1542—44), som endte
ved Freden i Crespy, hvor han opgav sine
Fordringer paa Italien og K. sine paa Burgund.
Denne havde nærmest sluttet Fred for at føre
et dræbende Slag mod Protestanterne i
Tyskland, der ikke vilde anerkende det Koncilium,
han havde formaaet Paven til at sammenkalde
i Trient (1545). I Forbund med Moritz af
Sachsen overvandt K. den schmalkaldiske Hær ved
Mühlberg (1547) og udstedte det saakaldte
Augsburg-Interim (1548), der foreløbig skulde
ordne de religiøse Forhold. Dette
tilfredsstillede dog ingen, og Moritz’ Frafald og pludselige
Overfald i Innsbruck (1552) berøvede Kejseren
Frugterne af hans Sejr. Da Franskmændene
samtidig iflg. Overenskomst med de evangeliske
Fyrster angreb Riget med stort Held, kom det
til et foreløbigt Forlig mellem K. og hans
Modstandere i Passau (1552), hvorefter han drog
mod Franskmændene og belejrede Metz med
stor Udholdenhed, men forgæves.
Passau-Forliget overholdt han ikke; men da han ikke havde
Held med sig, overlod han sin Broder
Ferdinand paa hans Vegne at slutte Religionsfreden
i Augsburg 1555. Denne kom i Stand efter
Princippet cujus est regio, illius quoque religio. S. A.
saa Verden det Særsyn, at en Kejser frivillig
nedlagde Regeringen. I Overværelse af de
nederlandske Stænder overgav han i Bryssel 25.
Oktbr 1556 sin Søn Filip Regeringen over
Nederlandene og i Jan. 1556 tillige over Spanien.
Kejserkronen frasagde han sig til Fordel for
sin Broder Ferdinand, der dog først
valgtes i Februar 1558. Sine sidste Aar
henlevede K. i Estremadura i Nærheden af
Klosteret San Juste, hvor han tilbragte Tiden
med religiøse Øvelser, Musik og mekaniske
Arbejder, men dog ingenlunde ophørte med at
interessere sig for de politiske Forhold, som han
stadig indvirkede paa gennem sin Søn.
K. var en ret smuk Mand med et kraftigt
Legeme; han var modig i Kampen og en dygtig
Hærfører, men en endnu bedre Statsmand. Han
var omhyggelig i sine Overvejelser og lyttede
gerne til andres Meninger, men tog selv sine
Beslutninger og udførte dem med Energi. Han
havde kun liden Tillid til sine Medmennesker
og betænkte sig ikke paa at bryde sine Løfter,
naar det stemmede overens med hans Fordel.
P. Gr. a. sit anstrengende Liv og sin
Umaadeholdenhed i Mad ældedes han tidlig og led
meget af Gigt, men Sygdommen bøjede ikke hans
Energi. Han var afholdt af sine Undersaatter
undtagen Tyskerne, der aldrig kom til at synes
om ham. I sine Bestræbelser led han store
Skuffelser. Det lykkedes ham ikke at forsone
Religionspartierne ell. at knuse Protestanterne;
han hævdede nok Besiddelsen af Italien, men
fik ikke ydmyget Frankrig, som han maatte
lade beholde Metz, Toul og Verdun. I Kampen
mod Tyrkerne trak han det korteste Straa,
idet de beholdt Ungarn, og han naaede ikke at
faa sin Søn valgt til Kejser, som han gerne
havde villet. (Litt.: Ranke, »Deutsche
Geschichte im Zeitalter der Reformation« [6 Bd,
6. Opl., Leipzig 1880—81]; Janssen, »Deutsche
Geschichte seit dem Ausgange des Mittelalters«,
II og III Bd [Freiburg 1879 og 1881];
Baumgarten, »Geschichte Kaiser K. d. V.« [3 Bd,
Stuttgart 1885—92]; Henne, Histoire de la
Belgique sous le règne de Charles V [4 Bd,
Bryssel 1866]; De Leva, Storia documentata
di Carlo V in correlazione all’Italia [5 Bd,
Padova 1863—94]).
C. S. C.
Karl VI, tysk Kejser (1711—40), f. 1. Oktbr
1685, d. 20. Oktbr 1740, den sidste af den
habsburgske Mandslinie, 2. Søn af Kejser Leopold
og Eleonora af Pfalz-Neuburg, var af sin Fader
bestemt for den sp. Trone. Under den sp.
Arvefølgekrig landede han 1704 i Katalonien, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
