Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl VI (tysk Kejser) - Karl VII (tysk Kejser) - Karl Frederik (Storhertug af Baden) - Karl Theodor Maximilian August (Prins af Bayern) - Karl Wilhelm Ferdinand (Hertug af Braunschweig Wolfenbüttel)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han forblev til sin Broder Josef’s Død og
kæmpede med vekslende Held mod den fr.
Kandidat, Filip af Anjou. Som Kejser gjorde han
endnu Fordring paa hele det sp. Monarki, men
maatte ved Freden i Rastadt 1714 nøjes med
Belgien og de sp. Besiddelser i Italien. I en flg.
Krig mod Tyrkerne (1716—18) vandt han ved
Freden i Passarovitsj Temesjvar, Belgrad,
Nordserbien m. m. At denne Krig endte saa
hurtig, skyldtes den sp. Dronning Elisabeth’s
og Alberoni’s Forsøg paa at bemægtige sig
Østerrigs ital. Besiddelser; dette hindredes, ved
at Østerrig sammen med Frankrig, England og
Holland dannede den saakaldte
Quadrupelalliance, der tvang Spanien til at opgive sine
Fordringer. Ved samme Lejlighed fik Østerrig
Sardinien ombyttet med Sicilien (1720). For at sikre
sit Hus’ Interesser havde K. 1713 udstedt en
saakaldt pragmatisk Sanktion, hvorved hele
Monarkiet i Mangel af mandlige Arvinger
skulde gaa over paa Kvindelinien. Denne
Ordning af Arvefølgen vilde han gerne have
anerkendt af de vigtigste europæiske Magter,
hvilket efterhaanden ogsaa lykkedes ham, om end
med store Ofre; saaledes maatte han opgive et
Handelsselskab i Ostende, der var af stor Bet.
for Belgien, for at faa England og Holland til
at gaa ind paa den. Men Frankrig
modarbejdede ham stadig og benyttede Striden om
Tronfølgen i Polen til at paaføre ham Krig, hvorved
han mistede Neapel og Sicilien, der ved Freden
i Wien 1735 blev afstaaede til en sp. Prins mod
Parma og Piacenza. For at vinde Erstatning
for dette Tab indlod K. sig i en Krig med
Tyrkerne, men var uheldig og maatte ved Freden
i Belgrad 1739 afstaa alt, hvad der var vundet
i Passarovitsj, undtagen Temesjvar. (Litt.:
Schirach, »Biographie Kaiser K.’s VI«
[Halle 1776]; Radics, »Kaiser K. VI als
Staats- und Volkswirt« [Innsbruck 1886];
Landau, »Geschichte Kaiser K.’s VI als König von
Spanien« [Stuttgart 1889]).
C. S. C.
Karl VII, tysk Kejser (1742—45), f. 6. Aug.
1697, d. 20. Jan. 1745, Søn af Kurfyrst
Maximilian Emanuel af Bayern og Theresia Kunigunde,
Johan Sobiesky’s Datter, kom under den sp.
Arvefølgekrig i østerr. Fangenskab. Efter
Freden rejste han udenlands, deltog derpaa i
Østerrigs Krig mod Tyrkerne og ægtede 1722 Josef
I’s yngste Datter Maria Amalia. 1726 blev han
Kurfyrste af Bayern efter sin Faders Død. Han
protesterede mod Karl VI’s pragmatiske
Sanktion og gjorde ved dennes Død (1740) Fordring
paa den østerr. Arv som Efterkommer af
Ferdinand I’s Datter Anna. Hans Krav støttedes af
Frankrig og Spanien, og han rykkede straks
sejrrig frem mod Wien, men vendte sig saa mod
Böhmen, hvor han blev hyldet som Konge i
Prag (Jan. 1742), og drog derfra til Frankfurt,
hvor han blev valgt til Kejser (Febr 1742).
Imidlertid fik Maria Theresia Ungarerne til at
hjælpe sig, og disse drev Franskmændene ud af
Østerrig og trængte ind i Bayern. Gentagne
Gange blev K. forjagen fra München, men kom
tilbage 1744, idet Preussen tog hans Parti.
(Litt.: Heigel, »Der österreichische
Erbfolgestreit und die Kaiserwahl K.’s VII«
[Nördlingen 1877]; samme, »Das Tagebuch Kaiser
K.’s VII aus der Zeit der österreichischen
Erbfolgekrieg« [München 1883]).
C. S. C.
Karl Frederik, Storhertug af Baden
(1728—1811). K. F. overtog 1746 Regeringen i
Baden-Durlach, hvortil 1771 kom Baden-Baden,
mistede 1796 sine Besiddelser paa venstre
Rhin-Bred, blev 1803 Kurfyrste af Baden og
tog 1806, idet han som suveræn Fyrste
tiltraadte Rhin-Forbundet, Titelen Storhertug.
K. F. var en af Oplysningstidens mest ansete,
humane Regenter; han ophævede
Livegenskabet, fremmede paa mange Maader Landets
økonomiske Udvikling, skrev selv det
fysiokratisk paavirkede Abrégé des Principes de
l’économie politique (Karlsruhe 1772) og
interesserede sig levende for Videnskab og Kunst. Hans
Sønnesøn Karl Ludvig Frederik, f.
1786, gift 1806 med Stephanie af Beauharnais,
blev 1808 hans Medregent, men døde 1818 uden
Sønner, hvorefter K. F.’s tredje Søn Ludvig
overtog Regeringen. (Litt.: Kleinschmidt,
»K. Friedrich v. Baden« [Heidelberg 1878];
Knies, »K. F.’s brieflicher Verkehr mit
Mirabeau u. Du Pont« [2 Bd, Heidelberg 1892];
»Polit. Korrespondenz K. F.’s v. Baden« [3 Bd,
Heidelberg 1888—93]).
E. E.
Karl Theodor Maximilian August,
Prins af Bayern, Søn af den senere Kong
Maximilian I Joseph, f. 17. Juli 1795 i
Mannheim, d. 16. Aug. 1875 i Tegernsee. Allerede
1813 traadte han som Generalmajor ind i
Hæren, blev i Novbr s. A. Generalløjtnant og
Divisionskommandør og deltog med Udmærkelse i
Krigen mod Frankrig. Efter at have ledsaget
sin Fader til Wien-Kongressen overtog han i
1820 Generalkommandoen i München, men
traadte, da han ikke kunde sætte sine
Hærlovsforandringer igennem, 1822 ud af aktiv
Tjeneste med Rang som Kavalerigeneral. 1838
traadte han atter ind i Hæren og udnævntes
efter General Wrede’s Død til Feltmarskal og
Generalinspektør, ansattes 1860 som
højestbefalende for 7. tyske Forbundskorps, som han førte
i Krigen 1866. Efter dennes Slutn. trak han sig
fuldstændig tilbage til Privatlivet.
(B. P. B.). O. M.
Karl Wilhelm Ferdinand, Hertug af
Braunschweig Wolfenbüttel,
preussisk Generalfeltmarskal, bekendt i
Syvaarskrigen under Navnet »Arveprinsen af
Braunschweig«, f. 9. Oktbr 1735, d. 10. Novbr 1806 i
Ottensen ved Altona. I Syvaarskrigen deltog
han som Fører for de braunschweigske
Tropper med en saadan Udmærkelse ved Hastenbeck,
Krefeld o. fl., at Frederik d. Store tildelte ham
»den sorte Ørn«’s Orden. 1773 traadte han som
General i preuss. Tjeneste, deltog i den
bayerske Arvefølgekrig og overtog ved sin Faders
Død Regeringen af Braunschweig, men vedblev
dog at staa i preuss. Tjeneste. 1787 blev han
Overpræsident i det nyoprettede Krigskollegium
og førte s. A. den preuss. Ekspedition til
Holland. Ved Revolutionskrigenes. Udbrud sattes
han 1792 i Spidsen for den forenede
preussisk-østerrigske Hær, trængte vel ind i Champagne,
men blev snart tvungen til Tilbagetog. Det flg.
Aar sejrede han over Moreau ved Pirmassens,
stormede i Forening med den østerr. General
Wurmser Weissenburger-Linien og slog Hoche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
