Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karl Wilhelm Ferdinand (Hertug af Braunschweig Wolfenbüttel) - Karl Frederik August Wilhelm (Hertug af Braunschweig) - Karl den Dristige (Hertug af Burgund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved Kaiserlautern, men blev derefter kastet
tilbage over Rhinen af Pichegru, hvorefter han
1794 nedlagde Kommandoen. 1806
kommanderede han den preussisk-sachsiske Hær ved
Auerstädt, hvor han straks ved Slagets Begyndelse
saaredes dødelig.
(B. P. B.). O. M.
Karl Frederik August Wilhelm,
Hertug af Braunschweig (1815—30), f.
30. Oktbr 1804, d. 19. Aug. 1873 i Genève. Han
var ældste Søn af Hertug Frederik Vilhelm,
som faldt 1815 ved Quatrebras, og sattes under
Formynderskab af Prinsregenten i England og
Hannover Georg (senere Georg IV). Han var
tidlig tilbøjelig til at søge slet Selskab og førte
et vildt Ungdomsliv. 1823 blev han erklæret for
myndig, men tilbragte endnu 3 Aar paa
Rejser, medens han lod Ministrene styre Landet.
Da han selv havde overtaget Regeringen, kom
hans lunefulde og mistænksomme Sind snart
til Syne. I den Tro, at der næredes Planer om
at knytte Braunschweig til Hannover, fjernede
han 1827 Ministeriets ledende Mand og rettede
offentlig nærgaaende Angreb paa den
hannoveranske Regering. Han nægtede at godkende
Forfatningen af 1820 og tillod sig alskens
vilkaarlige Handlinger (selv Indgreb i Retsplejen)
samt bortødslede Landets Penge for at
tilfredsstille sine Luner, særlig sit Raseri for Skuespil.
Da Forbundsdagen 1829 beredte sig til at tage
Folkets Klager under Overvejelse, drog ham til
Frankrig, men fordreves ved Julirevolutionen
1830 fra Paris og kom 13. Aug. tilbage til sit
Land. Da han 6. Septbr om Aftenen kørte fra
Teatret, blev hans Vogn overfaldet med
Stenkast, og næste Dag stormede Folkemængden
Slottet, som blev plyndret og stukket i Brand,
medens han selv flygtede, da Tropperne ikke
vilde kæmpe til hans Forsvar. Han blev snart
efter erklæret for afsat og afløstes af sin
Broder Vilhelm. Senere flakkede han om i
Udlandet, især i England og Frankrig, udkastede
Planer til at genvinde sit Land og sluttede i
dette Øjemed ligefrem Forbund med Prins
Louis Napoleon (Napoleon III), hvem han
forstrakte med Penge baade til Flugten fra
Fæstningen Ham 1846 og senere til Statskuppet
1851. Han førte desuden fl. forargelige
Retssager og rettede skarpe Angrb paa Europas
Fyrster samt tilvejebragte en kostbar Samling
af Diamanter. 1870 slog han sig ned i Genève
og efterlod denne Stad sin store Formue paa
det Vilkaar, at den skulde rejse ham et
pragtfuldt Mindesmærke, hvilket skete 1879. (Litt.:
K. Braun, »Der Diamantenherzog« [Berlin
1881]).
E. E.
Karl den Dristige, Hertug af
Burgund (1467—77), f. 10. Novbr 1433, d. 5. Jan.
1477. Han var Søn af Filip den Gode af
Burgund og Isabella af Portugal, og i Filip’s sidste
Aar førte han under dennes Svaghed
Regeringen i Burgund under Navnet: Greven af
Charolais. Fra sin tidligste Ungdom viste han den
mest hensynsløse Tapperhed forenet med en
ret begrænset Statsmandskløgt, hvilket har
skaffet ham Tilnavnet le Téméraire. Under de
Uroligheder, hvormed Frankrigs Lensadel
modtog Ludvig XI ved hans
Regeringstiltrædelse, var K. ivrig med. 1465 deltog han, der
netop da fik Ledelsen i Burgund, saaledes i
det store Oprørsforbund ligue du Bien public.
Resultaterne var dog forholdsvis smaa; Slaget
ved Montlhéry mellem ham og Ludvig XI endte
vel tilsyneladende uafgørende, men i
Virkeligheden havde Ludvig XI Fordelen deraf, da
han ved dette Slag banede sig Vej til Paris.
Endnu s. A. udbonede Ludvig sig med de fleste
Modstandere, deriblandt ogsaa med K. ved en
Overenskomst i Conflans. K. fik derved en Del
Fordele, som Ludvig XI ved sin Behændighed
dog snart vidste at gøre betydningsløse,
medens han 1466 gav K. andet at tænke paa ved
at foranledige oprørske Bevægelser i en Del
af de nederlandske Byer. 1467 døde saa Filip
den Gode, og K. arvede hans Lande, hvorved
han blev Herre over Burgundi, Franche-Comté
og Nederlandene. Han dannede nu et nyt
Forbund mod Kongen, hvor denne Gang Edvard
IV, hvis Søster han ægtede, var med. Ludvig,
der nødig vilde have Krigen med England
genoptaget, begav sig da til K.’s Lejr i Peronne
1468 i det Haab ved sin personlige
Overlegenhed at vinde ham og opnaa en Overenskomst.
Medens han opholdt sig her, gjorde imidlertid
Liège Opstand, og K., der, næppe med Grund,
troede, at Ludvig havde bevirket dette, lod
ham nu fange. Kun efter store Indrømmelser
og Ydmygelser lykkedes det Kong Ludvig at
blive fri igen. K. fattede fra nu af vidtgaaende
Planer. Skønt han yndede at optræde med
Ridderskabets Pragt og i Overensstemmelse
med dets gl. Vaner, virkede han ivrig for
Fyrstemagtens Udbredelse i sine egne Lande
med Midler, der ikke var meget afvigende fra
Ludvig XI’s. Hans Hær var ikke en
Ridderhær af den gl. Art, men en hvervet Hær med
et stærkt Artilleri. Hans Plan var at skabe et
stort samlet Rige ved en Forening af alle
Tysklands og Frankrigs Grænseegne. Foreløbig
fortsatte han Forsøgene mod Ludvig XI, men uden
store Resultater. Ludvig holdt ikke Løfterne
fra Peronne og befæstede stadig sin Magt i
Frankrig, ligesom K.’s dfygtigste Raadgiver
Commines gik over til ham; 1472 forsøgte K.,
men med ringe Held, en aabenlys Kamp mod
ham. Samtidig traadte han i Forbindelse med
Fyrsterne i de tyske Grænseegne, hvor han
opnaaede en Del Udvidelser af sit Land;
navnlig tilpantede han sig de habsburgske
Besiddelser i Elsass og opnaaede en Overenskomst med
Hertugen af Lothringen om, at han skulde have
fri Passage gennem hans Land, der skilte K.’s
Besiddelser i to Dele. Derefter begyndte han
1473 at forhandle med den tyske Kejser
Frederik III om, at denne skulde give ham
Kongetitelen, medens K.’s Datter Marie saa skulde
ægte Frederik’s Søn Maximilian og bringe
denne de burgundiske Lande som Arv. De to
Fyrster mødtes, men gensidig Mistænksomhed
hindrede, at der blev noget ud af deres
Forhandlinger. 1474 lykkedes det derpaa Ludvig
XI at danne en Alliance mod K. bestaaende
foruden af Frankrig af de rhinske Byer og
Schweiz, et Forbund, der ogsaa kunde regne
paa Støtte fra Lothringens Hertug René. K.
havde paa sin Side Edvard IV, der 1475
foretog et Tog til Frankrig, men det lykkedes 1475
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
