Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karoline Amalie - Karoline Mathilde (dansk Dronning)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Færd og sluttede sig til den af Grundtvig
repræsenterede dansk-nationale Retning, ligesom
hun ogsaa hyldede hans kirkelige Anskuelse.
K. A. tog sig med levende Interesse af
Asylsagen. 1841 oprettede hun den første Asylskole
i Kbhvn, og med Iver vedblev hun at hellige
sig Asylsagen, efter at hun var blevet Enke 20.
Jan. 1848. 15. Juli 1865 lagde hun Grundstenen
til Asylbygningen i Rigensgade, der indbefatter
baade Asyl og Asylskole. Ved denne Lejlighed
bragtes der hende en varm Tak som den, der
havde været »Fattigbørns Fostermoder«, og
Christian IX hædrede hende med
Dannebrogsordenens Storkommandørkors. Dronning K. A.
førte i sin Enkestand en stille Tilværelse paa
Amalienborg og Sorgenfri. En Statue af hende
er rejst i Rosenborg Have.
A. T.
Karoline Mathilde, dansk Dronning, f. 22.
Juli 1751, d. 10. Maj 1775, Datter af Prinsen af
Wales Frederik Ludvig (Søn af Georg II) og
Augusta af Sachsen-Gotha. Allerede 1751
havde Georg II
lovet den
danske Konge
Frederik V en
af sine
Sønnedøtre til Prins
Christian, og
efter at det
danske Hof
havde bestemt
sig for K. M.,
indlededes
Ægteskabsforhandlingerne 1764; 8.
Novbr 1766
blev hun gift
med Christian
VII og kronet
sammen med
Kongen 1. Maj
1767. Fra et ensformigt, næsten klosterligt
Liv under Moderens strenge Opdragelse kom
hun saaledes 15 Aar gl til det letfærdige danske
Hof og til en Mand, hvis Udskejelser var
berygtede, og som rent ud erklærede, at han
betragtede Ægteskabet som en Byrde. Og til al
Ulykke var den Person, der nærmest skulde
støtte hende i de ny, ukendte Forhold, hendes
Overhofmesterinde, Gehejmeraadinde Plessen,
ikke i Besiddelse af den Takt, der krævedes i
den vanskelige Stilling; hun lod straks K. M.
faa Kendskab til Kongens udsvævende Liv,
opfordrede hende til at møde ham med Kulde og
fyldte K. M.’s Sind med Uro og Bitterhed.
Allerede faa Uger efter Formælingen var
Ægtefællerne fjernede fra hinanden, deres
Omgivelser travlt beskæftigede med at uddybe Spliden
mellem dem og Forholdet mellem det unge Par
af den Natur, at de enkelte alvorlige og
velsindede bl. Omgivelserne med Sorg saa
Fremtiden i Møde. Kongen viste K. M. fuldstændig
Ligegyldighed, hun mødte ham med Kulde og
Foragt og sluttede sig helt til Fru Plessen. At
Tidspunktet for K. M.’s Nedkomst nærmede sig,
bragte ingen Forandring i Forholdet, og selv
Sønnens (den senere Frederik VI’s) Fødsel 28.
Jan. 1768 gjorde intet Indtryk paa Kongen, gav
ham derimod Lejlighed til i Vennernes Lag
at spotte K. M. med Tilnavnet »Ammen«. Hans
udskejende Liv vedblev som tidligere, og
tillige saarede han nu K. M. paa det dybeste ved
kort efter at lade Fru Plessen afskedige; K. M.
tog sig dette uhyre nær og viste nu ved enhver
Lejlighed Kongen sin Afsky.
Maj 1768 tiltraadte Kongen sin store
Udenlandsrejse, men hans Optræden over for K. M.
var den samme, da han Jan. 1769 vendte
tilbage. Da ændredes kort efter Forholdet. Med
Christian VII var Struensee fulgt til Danmark
som hans Livlæge og var straks bestemt paa
at ville vinde K. M.’s Gunst for derved at
fremme sine ærgerrige Planer; han indsaa, at
Dronningens Rolle maatte blive en anden end
forhen, saafremt Kongens begyndende
Sløvhedstilstand tiltog. K. M. følte sig snart tiltalt af
Struensee’s fintfølende, forstaaende Optræden.
Opr. var han kaldt til hende som Læge,
derefter blev han en Slags Mellemmand mellem
hende og Kongen til Fremme af et venligere
Forhold mellem Ægteparret, snart blev han
hendes fortrolige Ven, til sidst hendes Elsker.
Et nyt Liv aabnede sig for hende; Kongens
ligegyldige, fornærmende Opførsel mod hende
ændredes ganske, i sin sløve Tilstand kom han
hende mere og mere ydmyg i Møde, og hendes
tidligere ensomme, kedelige Liv blev ved
Struensee’s Omsorg afløst af alle Slags tillokkende
Forlystelser, hvor hun blev Midtpunktet. Men
det Selskab, der under Struensee’s Regimente
blev draget frem, var lige saa slet som det,
der havde omgivet Christian VII i hans
tidligere Aar, Tonen ved Hoffet blev snart saa
ufin og usømmelig, at den var et alm.
Samtaleemne og Genstand for de fremmede
Gesandters Meddelelser til deres Hoffer, og K. M.
selv vakte ikke ringe Anstød ved sit fri Væsen
og sin frivole Kaadhed. Til Struensee hengav
hun sig helt, gik ganske op i sin Lidenskab for
ham; særlig gav en Rejse, Hoffet foretog til
Holsten Forsommeren 1770, Omgivelserne rig
Lejlighed til at komme paa det rene med det
intime Samliv mellem K. M. og Struensee —
paa denne Rejse søgte K. M.’s Moder, ængstet
over Rygterne om Datteren, at faa Lejlighed
til at tale med hende, men de skiltes efter faa
Timers Samværen med Kulde fra hinanden.
Kongen selv saa med ligegyldigt Blik paa
Forholdet mellem K. M. og Struensee og befandt
sig vel ved den Ro, der var kommet i
Forholdet mellem Dronningen og ham;
Enkedronningen, Juliane Marie, havde snart trukket sig
helt tilbage fra sin Deltagelse i Hoflivet.
Efterhaanden tilsidesatte K. M. og Struensee alle
Forsigtighedshensyn over for Omgivelserne,
endog Tjenestefolkene, og i Forholdet til det
Barn (Louise Augusta), hun fødte Juli 1771,
var K. M. over for sine Omgivelser lige saa
uforsigtig som i sit Forhold til Struensee;
Juristen Henrik Stampe kunde i sit Votum i
Skilsmissesagen mellem Kongen og Dronningen med
Rette erklære, at »flere, stærkere og overflødigere
Bevis, end der i denne Sag haves, kan vel
næppe nogen Sinde ventes ell. faas i en Sag, som
anlægges til at erholde Skilsmissedom«. Fra
 |
| Karoline Mathilde. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
