Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Karsten, Ludvig - Karstfænomener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Norge og i Berlin 1907. Senere har K. delvis
boet i Norge, men mest i Kbhvn, hvor han f. T.
lever (1922). I Paris tegnede han hos Eugène
Carrière. Til disse Udenlandsophold har han
gentagne Gange haft offentlige Stipendier. K.
hører til dem bl. den yngre Slægt af norske
Malere, som i deres maleriske Opfattelse har
ladet sig stærkt paavirke af Edvard Munch.
Han er en af de mest fremragende maleriske
Begavelser, Norge har frembragt. Han
arbejder med stærkt artistisk Anstrøg, maler bredt
og summarisk og benytter gerne meget
kraftige koloristiske Virkemidler. Han har
udstillet paa Statens aarlige Udstillinger i Kria
1901—1908, gentagne Gange paa Salon des
indépendants i Paris efter 1902. Han har afholdt
Separatudstillinger fl. Gange i Kria samt i
Kbhvn 1904. 1922 (Jan.-Febr.) afholdt han en
stor retrospektiv Udstilling over en væsentlig
Del af sine Arbejder i Liljevalch’s Kunsthal,
Sthlm og i Kunstforeningen og
Kunstnerforbundet, Kria. Billeder af ham findes i Kunstmuseet
i Kria.
C. W. Sch.
Karstfænomener. I Egne, hvor Kalksten ell.
Dolomit er den fremherskende Bjergart, kan
der fremkomme ejendommelige Terrainformer,
navnlig p. Gr. a., at disse Bjergarter er
forholdsvis letopløselige i kulsyreholdigt Vand,
men ogsaa fordi de i Reglen er forkløftede i
betydelig Grad. Regnvandet siver hurtig ned i
Jorden, og Afløbet er for en stor Del
underjordisk. Paa sin Vej opløser Overfladevandet
lidt af de Klipper, det passerer henover. Den
kem. Opløsning og Bortførelse af kulsur Kalk
spiller derfor en vigtig Rolle ikke blot paa
Overfladen, men ogsaa ved den underjordiske
Cirkulation af Vandet, saa at den under
gunstige Forhold endog kan overstige Bjergartens
mek. Forvitring.
Hvor Kalkstenslagene er hældende og danner
ikke altfor stejle Klippevægge, kan Vandet, som
løber ned over dem, efterhaanden opløse og
udhule fl. m dybe Furer, der kan ligge saa
tæt, at Mellemrummene mellem dem bliver
skarpe Rygge. Saaledes dannes de saakaldte
Karrenfelder, som er meget besværlige
at passere ved Bjergbestigninger. De findes
adskillige Steder i Alperne. I Norge forekommer
de ved Indre-Sø vde paa Gurk-Øen.
Hvor Hældningen af Lagene er svagere, og
Vandet som en Følge deraf ikke løber saa
hastig bort, er dettes opløsende Virksomhed
endnu stærkere, og der danner sig Huler,
Grotter og underjordiske Flodlejer og Søer.
Vandet, der søger sig Vej mod Dybet, følger
fortrinsvis Sprækkerne i Kalkstenen, hvad enten
de er Forkløftningssprækker ell. Brudlinier.
Disse udvides efterhaanden. Nogle Steder
opløses Kalken mere end andre Steder, og
derved dannes de underjordiske Huler og
Grotter, som omtales fra en Mængde Steder paa
Jorden, og som især er udviklede i de
saakaldte Karstomraader i Krain, Istrien
og Dalmatien
Hulernes Beskaffenhed kan være ret forsk.
Mange af dem er underjordiske Flodlejer,
dannede ved Kalkens Opløsning, og ligner de ægte
Erosionsdale, men adskiller sig fra disse ved,
at Dalsiderne danner en lukket Hvælving over
Floden. Andre Huler er brede og forholdsvis
korte. Ofte udmunder en Flod i en saadan Hule
og løber bort i et Leje paa dennes Bund.
Undertiden er Vandet opdæmmet til en
underjordisk Sø. Ofte har den Flod, som opr. har
dannet Hulen, banet sig en ny Vej og forladt sit
gl. Leje, saa at Hulen er blevet tørlagt. Siver
der Vand ned fra Loftet, danner der sig
vidunderlige Drypstensdannelser.
Karstomraaderne er fattige paa Plantevækst
og har en øde Karakter. Ved Kalkens Opløsning
bliver der en rød Lerart tilbage. Den skylles af
Regnen ned i Fordybningerne og har stor Værdi,
da den danner de eneste dyrkelige Pletter.
Karstomraadernes Overflade udmærker sig
ved Forekomsten af Doliner, kredsformige
ell. elliptiske Huller med temmelig stejle
Vægge. Deres Diameter varierer fra faa m til over
600 m. Dolinerne betegner
Kommunikationsstederne med de underjordiske Hvælvinger,
hvilket kan give sig til Kende ved, at der af
dem udstrømmer forholdsvis varm Luft om
Vinteren og kold om Sommeren. De fleste er
dannede ved, at Loftet i en underjordisk
Hvælving er styrtet ind. Man kender Tilfælde, hvor
Bygninger med deres Beboere er forsvundne
i Dybet ved en saadan Indstyrtning.
Karstdannelser forekommer især i Krain,
Istrien, det kroatiske Kystland, Dalmatien, en
Del af Bosnien, Herzegovina, Montenegro,
Albanien og visse Steder i Grækenland. De
kaldes her Katabothrer ell. Katavothrer. I
Sverige findes ingen egl. Karstlandskaber.
Underjordiske Huler forekommer dog; den mest
kendte er Balsberg-Grotten i Skaane. I Norge
findes derimod N. f. Ranenfjorden i Nordlandet
et Karstlandskab. Det betinges af mægtige
Marmorlag, som fra den nævnte Fjord
strækker sig adskillige km gennem
Dunderlandsdajen og videre N. paa. Mange Steder i disse
Egne findes Elve, der har fl. Hundrede m
lange Løb under Jorden i underjordiske Huler.
Særlig Bjerget paa Nordsiden af Langvandet
er fuldt af saadanne Huler og disses
Forgreninger. En af disse er Risa-Grotten med to
Indgange i Nærheden af hinanden. Gennem
den nordligste, som er lettest tilgængelig, maa
man først krybe omtr. 20 m, saa bliver Grotten
pludselig fl. m høj og naar nogle Steder en
Højde som et Hus paa 3 Etager med en
Bredde af adskillige m. Den er 276 m lang og har
mange Sidegrene. Endnu større er Laphullet,
men denne Hule er vanskelig tilgængelig. Søen
Urtvandet i Dunderlandsdalen har kun
underjordisk Afløb. Vandet løber bort gennem et
Klippehul, hvori man har anbragt et Vandhjul,
og kommer atter frem nogle Hundrede m
længere nede og danner Stilvasaa. I Danmark
kendes et K. fra Kridtterrainet N. f. Randers.
I Landsbyen Borup forsvinder en Bæk nemlig
fuldstændig i Kridtunderlaget; Egnens
Befolkning mener, at den atter kommer frem 3 km
længere mod S. ved Ovst Møller. Til K. maa
ogsaa regnes de Jordfaldshuller (se
Jordfald), som særlig kendes fra Høje Møen, Thy
og Himmerland, men i det hele taget bliver K.
mindre fremtrædende i Danmark, fordi
Kalkstensundergrunden her dækkes af mere ell.
mindre mægtige Kvartæraflejringer. (Litt.:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
