Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kaskø - Kasos - Kaspiske Hav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som alle Svenskere. Bugten ved K. er en af de
bedste Havne i Finland, og Skibe paa indtil 5
m Dybgaaende kan lægge til ved Kajen; dog
er K.’s Søfart kun ringe. En Bro fører over til
Fastlandet, og K. er sat i Forbindelse med det
finske Jernbanenet.
G. Ht.
Kasos, Ø i Archipelagus, mellem Kreta og
Karpathos, 64,7 km2, en eneste af Kridtkalk
bestaaende Bjergkæde, med c. 5000 gr. Beboere,
der driver Vinavl og Skibsbygning. Paa
Nordkysten ligger Byen Ofris. Den er fra 1911 besat
af Italienerne.
C. A.
Kaspiske Hav (Kaspi-Søen, Kaspijskoje
More), Verdens største Indsø, har et Areal
af 438688 km2. Det begrænses mod V. af
Kaukasien, mod N. af de russ. Guv. Astrachan og
Orenburg samt af Prov. Turgai, mod Ø. af den
transkaspiske Prov., mod S. af Persien. Det k.
H. er ligesom Aral-Søen, Balkash-Søen og de
m. a. Saltsøer i Turan Levning af et Hav, der
i Tertiærtiden dækkede disse Egne og havde
Forbindelse med Atlanterhavet over de Egne,
hvor nu Alperne og Frankrig ligger. I
Oligocentiden forvandledes dette Havs østlige Del til
en stor Brakvandssø, som i Pliocentiden delte
sig i fl. Søer, hvoriblandt det k. H. I Beg. af
Kvartærtiden stod det over Sortehavet i
Forbindelse med Middelhavet. Det k. H. ligger i
en Egn, hvor Klimaet er overordentlig tørt
(Astrachan 12 cm, Baku 25,3 cm aarlig
Regnmængde), medens Sommervarmen er meget
betydelig (Middeltemp. for Juli i Astrachan: 25,5°,
Baku: 25,8°). Fordampningen er derfor meget
stærk og kan ikke ganske opvejes af de
betydelige Vandmasser, der fra Volga og mindre
Floder (Ural, Emba, Atrek, Kisil-Usen,
Kura, Terek) strømmer ud i Havet. Det
har derfor intet Overskud at afgive til Oceanet
og mangler Afløb; ja Vandstanden er endog i
stadig langsom Aftagen. For Tiden ligger
Vandspejlet 26 m lavere end Sortehavets Overflade.
Depressionen under Havfladen strækker sig
særlig mod N. temmelig langt fra det k. H.’s
Kyster og naar i Volga-Dalen lige til Saratof.
Den nordlige Del af det k. H. N. f.
Magynschlak-Halvøen og Terek-Mundingen har sin
Længdeudstrækning fra V. til Ø. Bredderne er
flade og navnlig paa Nordkysten ledsagede af
utallige lave Øer og Sandbanker. Dybden naar
her ikke over 22 m. I denne Del af Havet
udmunder de betydeligste Floder, af hvilke Ural,
Volga og Terek danner store Deltaer. Vandet er
derfor næsten fuldstændig fersk. Af Bugter er
Cæsarevitsh-Bugten ell.
Mertvyi-Kultuk-Bugten den betydeligste; dens sydligste
Del kaldes Kaidak-Bugten. Den mellemste
Del af det k. H. begrænses mod S. af en Linie
fra Krasnovodsk til Baku og danner et Bækken,
der for største Delen af Arealets Vedk. har en
Dybde af mere end 200 m. Mellem
Kaukasus-Kæden og dens Fortsættelse, store Balkan, er
Havet mindre dybt, saa at kun en smal Rende
paa over 200 m’s Dybde forbinder dette
Bækken med det S. f. liggende. Den største Dybde
er 768 m. Østkysten er tør og øde; intet
Vandløb falder her ud i Havet. Paa Vestkysten
træder Daghestans Bjerge nær ud til Kysten, saa
at kun en smal Stribe af Lavland findes uden
for dem. Floderne er smaa og ubetydelige. Af
Bugter findes kun een, Karabugas, paa
Østkysten, hvis Saltholdighed naar den
umaadelige Højde 28,5 %. Den sydlige Del af det k. H.
er tillige den dybeste, idet der her er naaet en
Dybde paa 946 m, og, naar undtages
Karabugas-Bugten, tillige den salteste. Saltmængden
staar med 1,3 % faste Bestanddele dog langt
tilbage for Oceanernes. Østkysten er tør og
vandløs, Vestkysten, hvor Kura danner et
betydeligt Delta, ikke meget bedre. Først længere
mod S. i Landskabet Talysch bliver Klimaet
fugtigere og Kysten rig paa Vegetation. Langt
rigere bliver Naturen paa Kysten af de pers.
Prov. Gilan og Masenderan. Strandbredden er
bevokset med Rør og Siv; bagved breder sig
endeløse Enge; højere oppe paa
Bjergskraaningerne vokser pragtfulde Skove. Betydelige
Landtunger strækker sig fl. St. parallelt med
Kysten langt ud i Havet og afgrænser
Strandlaguner. Vandet er paa denne Kyst meget fladt.
Ved Havnestaden Enseli maa Damperne ankre
3 km fra Kysten, og ved Ges, Nordpersiens
bedste Havn, kan de ikke komme Kysten nærmere
end 1 km. Øerne i det k. H. er af ringe
Størrelse; tilsammen har de et Areal af 2236 km2.
Saltet i det k. H. er af en anden
Sammensætning end i Oceanet og indeholder f. Eks. i
Forhold til Kloriderne c. 3 Gange saa mange
Sulfater som Havsaltet. I Dybder, som gaar mere
end 600 m under Overfladen, er Vandet iltfrit
og rigt paa Svovlbrinte. Allerede i en Dybde af
400 m ophører alt Dyreliv.
Plantevæksten langs Kysterne er rig. Store
Rørsumpe og undersøiske Enge af Aalegræs
findes paa det flade Vand ved Kysterne, navnlig
mod N. Det rige Planteliv giver Føde til
Dyreverdenen, som er fattig paa Arter, men
overordentlig rig paa Individer. C. 2/3 af
Dyrearterne findes kun i det k. H., og de fleste andre
findes uden for det k. H. kun i Aral-Søen og det
Sorte Hav. Bl. Fiskene stammer nogle fra fersk
Vand, f. Eks. Stør, Malle, Sandart o. a.
Desuden findes mange Havdyr som Levninger fra
den Tid, da der var aaben Forbindelse med
Havet, saaledes Sæler, en Sild (Clupea caspica)
og Havmollusker; derimod mangler
Echinodermer. Fiskeriet beskæftiger en Mængde
Mennesker og giver et Udbytte, der anslaas til 600000
t aarlig.
Sejladsen paa det k. H. er betydelig og
besørges af fl. russ. Dampskibsselskaber foruden
af Sejlfartøjer. Storme fra SØ. gør den dog
ofte farlig. Den nordlige Del af Havet fryser
til om Vinteren; først i Apr. bliver Astrachans
Havn fri. Det har fl. Gange været paatænkt
at sætte det k. H. i Forbindelse med Sortehavet
ved en Kanal gennem Manytsch-Lavningen,
men hidtil er det ikke blevet til noget. (Litt.:
Oulskyi, Ȇber die Tiefen des kaspischen
Meeres« [»Archiv für wissenschaftliche Kunde
von Russland« 1866]; Marvin, Region of the
eternal fire, a narrative of a journey to the
Caspia [London 1884]; Radde, »Fauna und
Flora des südwestlichen Kaspigebiets« [Leipzig
1886]; Sjögren, »Über das diluviale
aralokaspische Meer« [»Jahrbuch des k. k.
Geologischen Reichsanstalt«, Wien 1888]; Classen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
