Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Katakomber - Katakrese - katalansk (ell. katalonsk) Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
arte christiana [6 Bd, Prato 1873—80];
Boissier, Promenades archéologiques [Paris 1887];
Wilpert, Le pitture delle catacombe romane
[Rom 1903]; O. Marucchi, Le catacombe
romane [Rom 1903]; Besnier, Les
Catacombes de Rome [Paris 1909]; V. Schultze, »Die
Katakomben v. San Genaro dei Povari in
Napoli« [Jena 1877]; Legnard, Les catacombes
d’Hadrumède [1905]; Neroutsos Bey,
L’ancienne Alexandrie [1888]; Caruana,
Ancient tombs and christian cemeteries of Malta
[Malta 1898]; gode Oplysninger i Dom F.
Cabrol, Dictionnaire d’Archeol. chrétienne).
V. S.
Katakrese (gr. κατάχρησις, »Misbrug«)
betegner i Sprogvidenskaben en Anvendelse af et
Ord i en Bet. ell. i en Forbindelse, der staar i
logisk Modstrid med Ordets opr. ell.
etymologiske Bet. Tandlægen taler saaledes om en
Guldplombe, skønt Plombe egl. betyder
»Bly«; man siger Jordbærlimonade,
skønt Limonade kommer af Limon (= Citron);
andre Eksempler: Messingskohorn, et
grønt Blaabær, rød
Bogtrykkersværte, hun er Mand for at gøre det. K.
findes i alle Sprog og til alle Tider; deres
Tilladelighed ell. Utilladelighed beror paa den
Grad, hvori Ordets etymologiske
Sammensætning endnu staar klart for Bevidstheden. Den
sprogpsykologiske Grund til K.’s Forekomst er
den gennemgribende Forskel mellem
Navnegivning og Navnebrug. Ved enhver Navnegivning
vælges mere ell. mindre bevidst, mere ell.
mindre vilkaarlig, een ell. fl. af Tingens
Egenskaber. Men er Navnet først knyttet til Tingen,
bruges det videre som Benævnelse paa Tingen
med alle dens Egenskaber, uden at den talende
ved hver Anvendelse gør sig dets enkelte
Bestanddele klar. En ny Gade kan saaledes kaldes
Nygade og beholder det Navn, længe efter at
mange endnu nyere Gader er anlagte;
Klosterstræde kaldes vedblivende saaledes længe efter
Klosterets Forsvinden o. s. v. Endvidere vilde
Sprog være utænkeligt, hvis man ikke kunde
udvide Navne til at gælde andre Ting, blot at
de har væsentlige Egenskaber tilfælles med
den oprindelige. Saaledes bliver »Skohorn«
Navn paa ethvert Redskab (af en bestemt
Form) til at tage Sko paa med, uden Hensyn
til om Stoffet er Horn ell. ej; og paa lgn. Maade
er det gaaet til, at nu »gamle Ungkarle«
udmærket godt til deres »Middag« Kl. 6 om
Aftenen kan spise »dansk Schweizerost« og drikke
»bayersk« Øl fra Valby. (Litt.: Kr. Nyrop,
»Ordenes Liv« [Kbhvn 1901]).
O. Jsp.
katalansk (ell. katalonsk) Litteratur er
frembragt af det Folk, der til Modersmaal har
det katalanske Sprog, nær beslægtet saavel med
Spansk som med Provençalsk (se Spanien,
Sprog). Folkets Hjemstavn er en stor Del af
det nordøstlige og østlige Spanien, nemlig det
gl. FyrstendømW Katalonien (Cataluña), det
forrige Kongerige Valencia og de baleariske
Øer. Nutildags, omtr. 1920, kan i alt lidt over
halvfjerde Mill. Mennesker henregnes dertil.
De ældste litterære Mindesmærker er for
største Delen Poesi, og det udpræget
Kunstpoesi. Kraftige og dygtige aragonske Konger,
Jaime I Erobreren og Pedro III, hævede som
Kataloniens Beherskere i 13. Aarh. Landet til
en smuk Magtstilling, hvormed fulgte et
blomstrende Handelssamkvem med oversøiske
Lande, livlig industriel Virksomhed og betydelige
Byggeforetagender. Samtidig begyndte der at
røre sig et aandeligt Liv, idet allerede 12.
Aarh.’s Konger havde fulgt de provençalske
Fyrsters Eksempel og aabnet deres Hof for
Troubadourer, ja var selv optraadte som
saadanne. Men disse katalanske Digtere kan knap
nok henregnes til den k. L.; de skrev ikke blot
aldeles i den provençalske Manér, men ogsaa i
Provences Sprog. Efter Albigenserkrigene, i
hvilke Pedro II af Aragonien var falden 1213,
kæmpende paa »Kætternes« Side, flyttedes
Troubadourpoesiens Hjem for en Del til
Nordøstspanien, Digtere fra Toulouses og de andre
sydfranske Digterhoffer søgte og fandt Tilflugt
hos Kataloniens Fyrster, først og fremmest hos
den førnævnte Jaime I, og gennem hele 13.
Aarh. sang de der deres kunstige Sange om
Kærlighed og Fyrstegunst. Deres Stil og hele
Retning blev bestemmende for den Skare
Digtere, der fra Aarhundredets Slutn. begyndte at
søge Udtryk for poetiske Stemninger i
Nationens eget Tungemaal. Men imidlertid fik dette
litterær Fasthed og Uddannelse ved en Række
Prosaskrifter. I 13. Aarh. er disse dog kun faa.
Bl. de mærkeligste maatte man regne den
Beretning om Jaime I’s Regering, som Kongen
selv affattede i Memoireform og i Modersmaalet,
og som notorisk eksisterede 1314; men den er
for længst tabt. Den maa ikke forveksles med
Krøniken Libre dels feyts del rey En Jacme lo
Conqueridor, som synes at hidrøre omtr. fra
Midten af 14. Aarh. og for øvrigt er et meget
værdifuldt og interessant Stykke
Historieskrivning. De første fremragende Forfatternavne er
Ramon Lull og Arnau de Vilanova.
Raimundus Lullius (d. 1315), en underlig og
rigtbegavet Personlighed, mystisk Teolog,
kættersk Filosof, Moralist og Digter, har vistnok
skrevet sine allerfleste Bøger paa Katalansk;
nu kendes en Del af dem kun paa Latin, andre
paa begge Sprog. Hans religiøse Roman
Blaquerna, hans Bog om Jødedom, Kristendom og
Muhammedanisme, hans Klagedigt (Lo desconort)
o. fl. Skr fik en vid Udbredelse baade i hans
Fædreland og uden for det. Den berømte
Mediciner og Kemiker Arnoldus de Villanova (d.
omtr. 1312), henregnet til Kætterne ligesom
Lull, har paa Katalansk forfattet nogle
teologisk moraliserende Skr med astrologisk
Anstrøg.
Paa Digtekunstens Omraade fortsættes, som
nævnt, den provençalske Efterligning i 14. og
15. Aarh.; der benyttes nok det katalanske
Sprog, men det fjerner sig mærkelig fra
Prosaens og er farvet af det provençalske. Hertil
kommer saa Indflydelse fra Italiens Poesi,
navnlig fra Petrarca, saa at Oprindelighed og
Ejendommelighed just ikke er Hevedforfcrin hos
Katalanernes Digtere i Middelalderen. Men
Tallet paa disse Digtere var stort, især efter at
Juan I havde (1390) stiftet et poetisk Akademi
i Barcelona, Consistorio del Gay Saber ell. de
la Gaya Ciencia, overensstemmende med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
