Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kejsermønter - Kejserret - Kejserrødt - Kejsersagnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Brutus, Frihedens Forkæmper, hvis Mønter paa
Reversen viser »Frihedens Hue« mellem 2
Dolke. Triumvirerne fulgte efter, navnlig
Antonius og Octavian; ofte ses begges
Portræthoveder paa samme Mønt; en Guldmønt bærer
Antonius’ og Octavia’s Billeder; sikkert er den et
Minde om Fredsslutningen i Brundisium Aar
40. Mere monarkisk er det allerede, naar
Antonius lader portrættere baade sig selv og sin
Søn. Den egl. Rk. af K. begynder dernæst med
Augustus og fortsættes til det vestromerske
Riges Undergang 476 e. K., fortsat i Østrom
med byzantinske Mønter. Augustus lod præge i
Guld, Sølv og Bronze; senere slog Kejserne som
Regel kun Mønten i Guld og Sølv, medens
Bronzemønten ved S. C., senatus consulto,
betegner sig som præget for Senatet. Udstyrelsen
paa Forsiden fik allerede fra Augustus
temmelig fast Form: Om Portræthovedet læstes:
Imperator Caesar — (Navnet) — Pontifex
maximus, tribunicia potestate — (Tal) — consul
pater patriæ (Krigsherre, Kejser — Ypperstepræst,
med Tribunmagt, Konsul for — Gang,
Fædrelandets Fader), — mest i afkortet Form: IMP.
CAES. P. M. TR. P. COS. P. P. Ikke sjælden
findes dog Omskriften udvidet. Kejserbilledet
vises stundom med bart Hoved, ofte med
Laurbærkrans ell. Baand om Haaret, senere
Diadem. Endvidere viser Mønterne ofte Billeder af
Kejserinden, Kejserens Datter, Moder ell.
andre Medlemmer af Huset, sjældnere andre
(Agrippa); en egen Række,
Konsekrationsmønter, er slagne til Minde om Afdøde. Bagsiden
er højst forskelligartet. Den kan bære
Fremstillinger af Guddomme, Personifikationer,
Bygninger, navnlig Templer, ell. vise historiske
Begivenheder. Paa Augustus’ Mønter vises
Ægyptens Erobring, Parthersejren, Secularfesten m.
m., Sejr over Germanere ses paa d. æ.
Drusus’, og Germanicus’ Mønter, Nero’s viser
Janusbuen lukket, Tegnet paa Fred, ell. Kejseren
som Sanger; Jødelandets Erobring nævnes paa
Vespasian’s og Titus’, Daciens paa Trajan’s
Mønter o. s. v.; af en Indskrift paa Kejserinde
Salonina, Gallienus’ Hustrus Mønter fremgaar
mulig, at hun var Kristen.
Mønterne skifter i de vekslende Tider i Vægt
og Finhed. Guldmønten, Aureus, havde under
Augustus en Vægt af 8 g; den alm. Sølvmønt
er Denar’en, sjældnere prægedes større Mønter.
Konstantin’s Guldmønt, Solidus, vejede 4,55 g.
Der prægedes undertiden større,
medaillelignende Mønter, navnlig i Anledning af særlige
Begivenheder, oftest i Guld af finere Arbejde end
de egl. Mønter.
K. frembyder saaledes en mangfoldig
Interesse, ikke mindst som en Art samtidige hist.
Illustrationer Navnlig den ældre Kejsertids
fortrinlige Mønter vandt Udbredelse langt ud
over Rigets Grænser; de er fundne over store
Dele af den gl. Verden, ogsaa i Norden i stort
Antal. (Litt.: Eckhel, Doctrina nummorum
veterum, VI—VIII [Wien 1796—98]; Cohen,
Description historique des monnaies frappées
sous l’empire, 6 Bd, 2. Udg. [Paris 1880—86];
Imhoof-Blumer, »Porträtköpfe auf röm.
Münzen«, 2. Udg. [Leipzig 1893]).
H. A. K.
Kejserret kaldte man i Tyskland i
Middelalder en dels den Ret, der hvilede paa den
kejserlige Rigslovgivning, dels ogsaa Romerretten,
der jo indeholdtes i det af Kejser Justinian
udstedte Corpus juris civilis, og hvis Forskrifter
for en stor Del var hentede fra Forordninger
af de rom. Kejsere, som hvis Efterfølgere de
tyske Kejsere betragtedes. Ogsaa fl. af de tyske
Retsbøger, navnlig Sachsenspiegel og
Schwabenspiegel, kaldtes jævnlig K., idet de i senere Tid
ansaas for Love, givne af Kejsere, og en lille,
af de nævnte i det hele uafhængig Retsbog, der
er forfattet i det frankiske Hessen kort før ell.
efter 1300, betegnede udtrykkelig sig selv som
K., idet Forfatteren foregiver at fremstille en
af Kejser Karl den Store for hele Kristenheden
given Ret, og kaldes i Alm. den lille K.
(»Kleines Kaiserrecht«). — I Danmark benyttedes K.
og ligeledes Kejserlov i Slutn. af
Middelalderen og 16. og 17. Aarh. om Romerretten,
men omtr. fra Midten af 16. Aarh. fik det første
Udtryk ved Siden heraf en særegen Bet.,
nemlig som Betegnelse for et af en Unævnt foretaget
kortfattet dansk Udtog af Belgieren Jodocus
Damhouder’s 1554 udkomne Værk: Praxis
rerum criminalium (se Damhouder). Da
denne K. jævnlig forekommer i
Lovhaandskrifter fra 16. og 17. Aarh., har den muligvis paa
denne Tid været brugt til at supplere dansk
Ret, men sikre Spor heraf er dog ikke paaviste.
P. J. J.
Kejserrødt, Handelsbetegnelse for
Engelskrødt.
Kejsersagnet. I det gr. Kejserdømme opstod
der i Middelalderen, da Riget var ved at
tilintetgøres af Tyrkerne, et Sagn om, at der
engang i Fremtiden skulde opstaa en Kejser, der
skulde føre Kristendommen til Sejr, han skulde
hænge sit Skjold paa det visne Træ paa
Golgatha, og dette skulde da grønnes paa ny, han
skulde underkue alle Hedninger og stifte et
stort Fredsrige. Dette Sagn naaede i
Middelalderen til Tyskland og fandt en frodig
Jordbund. Man havde her fra gl Tid haft Sagn om
en Konge, især Kejser Karl den Store, der var
skjult inde i Fjeldet og en Gang skulde komme
sine Landsmænd til Hjælp; siden Kejser
Frederik II’s Død (1250) havde der gaaet Sagn om,
at han ikke var rigtig død, men skjult inde i
Kyffhäuser-Bjerget. Denne Tro knyttedes i sen
Middelalder sammen med det gr. Kejsersagn,
saaledes at man opfattede Kejser Frederik som
den, der skulde komme og stifte sit
Verdensrige. Sagnet vakte litterær Opmærksomhed hos
Romantikerne i Beg. af 19. Aarh. og henførtes
da til Frederik I (Rückert’s Digt »Barbarossa«
[1817]); siden 1870 har det atter været stærkt
paa Mode i Tyskland. Til Danmark blev det
tyske Sagn om Kejser Frederik omplantet, idet
det smeltedes sammen med ældre Forestillinger
om Holger Danske, der sad inde i Bakken som
Folkets Hjælper i Fare. (Litt.: G. Voigt,
»Die Kaisersage« [Leipzig 1871]; Schröder,
»Die deutsche Kaisersage« [Heidelberg 1891];
Fr. Kampers, »Die deutsche Kaiseridé in
Prophetie u. Sage« [1896]; H. F. Feilberg,
»Holger Danske og Antikrist« i »Danske Studier«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
