Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kenninger - Kennington - Kenosha - Kenotaf - Kenotikere og Kryptikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hos gr. og lat. o. a. Digtere findes hyppig lgn.
Udtryk, der ikke brugtes i Prosa ell. daglig
Tale (jfr »vaade Veje« = Søen; »Ørkenens
Skib« = Kamelen o. s. v.). Hensigten med
disse Betegnelser er den at karakterisere ved en
særlig Fremhæven af en ejendommelig Side
af en Person ell. Ting for derigennem at
fremkalde en mere levende Forestilling derom, end
den blotte Nævnelse ved Navn vilde gøre. I
den germanske Poesi brugtes fra først af
saadanne Betegnelser, først som mere ell. mindre
tilfældig Pryd, fremkaldte ved til Dels
ubevidst poetisk Inspiration. I den norsk-islandske
Poesi udvikledes Brugen deraf i en særlig
Grad, hovedsagelig p. Gr. a. Versets Form og
Metrikkens Krav. Her var baade Rimbogstaver
og Rimstavelser (Alliteration) at iagttage; dette
i Forbindelse med de korte Linier lagde
stærke Baand paa Digteren; de deraf flydende
Besværligheder overvandtes ved Hjælp af K.
At kenna (við) betyder at opkalde (noget)
efter (et andet); deraf Navnet. K. bestod af to
Slags. For det første er der de simple,
sammensatte Betegnelser, hvorved f. Eks. en
Person betegnes som den, der foretager sig noget,
benytter ell. besidder noget (nomen agentis);
til dette ene Led føjes saa en Genetiv af eller
Stammen i det Ord, der udgør det andet Led,
som et Slags Objekt, som f. Eks. »Hærens
Fylker« (ell. »Hærfylker«) = Konge (Styrer),
»Sværdets Drager« (eller »Sværddrager«) =
Kriger, »Spydets Ejer« o. s. v. Her er da et
stort Antal Kombinationer til Stede. Tager man
en anden sammensat Benævnelse, som f. Eks.
»Skibets Vej« = Sø (jfr »Ørkenens Skib«), er
vi med det samme inde paa den anden Art,
hvor der foreligger mere end den blotte
Sammenstilling af Ord. Her er der Tale om en
Sammenligning, idet Søens Overflade
sammenlignes med en Landevej. Her er der
en poetisk Anskuelsesoverføring fra det ene til
det andet. Verseformen tillod ikke længere
Sammenligninger, der bestod af selvstændige
Sætninger, men man opdagede da, at de
kunde udtrykkes paa denne korte, fyndige Maade.
Kunsten bestod nu i at vælge saadanne
Sammenstillinger, hvor de enkelte Led udgjorde et
harmonisk Hele, et rigtigt og anskueligt
Billede. Men eftersom to Ting, der
sammenlignes, sjælden ell. aldrig er ens, bliver Billedet
mangelfuldt, for saa vidt som det i Reglen
kun er en enkelt, men til Gengæld særlig
fremtrædende Side, der fremdrages. Naar saaledes
en Mand ell. Kriger kaldes »Kampens Træ
(Stav, Vaand)«, illustrerer Betegnelsen ganske
godt den ranke Standhaftighed og
Ubøjelighed, en Kriger skulde have i Kampen. Særlig
hædrende var det at sammenligne Mænd med
Guderne; saaledes opstod en K. som
»Kampens Odin«, »Sværdets Frey« o. s. v. K. kunde
blive flerleddede, idet f. Eks. »Kamp« og
»Sværd« i de to sidste Eksempler atter kunde
omskrives, Sværd f. Eks. ved »Skjoldets
Slange (Hugorm)« (»den, der borer sig gennem
Skjoldet«). Saaledes er det klart, at der kunde
opstaa en uendelig Mængde af Kombinationer
og Variationer, men altid maatte det være
Digterens Pligt at holde sig til det naturligste.
Skjaldesproget blev herved efterhaanden
uudtømmeligt rigt og førte til, at Skjaldene med
legende Lethed kunde tumle med de
vanskeligste Versemaal og samtidig benytte træffende
Billeder. Sit Højdepunkt naar Udviklingen
omkring 1000. Ved 1100 og derefter antager K.
en stadig mere og mere stereotyp Karakter;
man holdt op med at lade dem staa i den nøje
Forbindelse med Indholdet, som tidligere
Skjalde havde overholdt, men herved mistede K.
deres egl. Bet. og sank ned til at blive mek.
Talefigurer. En udførlig Lære om K. findes i
2. Del af Snorre’s Edda. Skjaldevers med K.
er meget vanskeligt, ja umuligt at gengive paa
moderne Sprog, saaledes at det lyder naturlig
som i Originalen.
F. J.
Kennington [’keniŋtən], Distrikt i den
sydlige Del af London, hørende til Lambethborough.
Her fandtes et kgl. Palads indtil Henrik VII’s
Tid. Den nuværende K. Park var tidligere en
Fælled, hvor der stod en Galge til Udgangen af
18. Aarh.
G. Ht.
Kenosha [ki’nou∫ə], By i den nordamer. Stat
Wisconsin ved Michigan-Søen, 50 km S. f.
Milwaukee, har en god Havn, Industri og Udførsel
af Hvede. (1910) 21371 Indb.
G. Ht.
Kenotaf (af gr. κενός, tom, og τάφος, Grav)
(lat. cenotaphium), Mindesmærke over en Afdød,
opført i Form af et Gravminde (Gravmæle), men
uden at indeholde ell. dække over selve de
jordiske Levninger. K. rejstes oftere af Grækerne
og Romerne, naar det havde vist sig umuligt at
genfinde en Afdøds afsjælede Legeme, ell. naar
han laa begravet i fremmede Lande, og man
ønskede at mindes ham og bringe ham
Dødsofre i hans Hjemstavn. Ogsaa i Middelalderen
og senere forekommer K.
C. A. J.
Kenotikere og Kryptikere er Partinavne
fra en kristologisk Strid, der i Beg. af 17 Aarh.
førtes mellem Teologerne i Giessen og Tübingen.
Sagen drejede sig om, hvorledes den
guddommelige og menneskelige. Natur skulde tænkes
forenede i Kristi Person. De lutherske Dogmatikere
havde herom lært, at begge Naturer meddelte
deres Egenskaber til hinanden (communicatio
idiomatum). Denne Meddelelse kunde dog ikke
være gensidig, thi den guddommelige Natur
kan ikke modtage menneskelige Egenskaber,
hvorved den jo vilde blive begrænset baade i
Viden og i Magt; men derimod paastod man,
at den guddommelige Natur havde meddelt den
menneskelige baade Alvidenhed, Almagt og
Allestedsnærværelse. Imidlertid stemmede en
saadan Teori jo ikke med det Billede, som
Evangelierne tegnede af Jesus, og Teologerne i
Giessen, (Balthasar Mentzer og Feuerborn) antog
derfor, at han under sit Jordeliv for den
menneskelige Naturs Vedk. havde opgivet Brugen af
de guddommelige Egenskaber; men skønt han
altsaa ikke brugte dem, besad han dog efter
sin menneskelige Natur de guddommelige
Egenskaber, og desuden besad han ogsaa under
Jordelivet sin guddommelige Natur og var baade
i Moders Liv og paa Korset den almægtige
Styrer af Himmel og Jord. Man skulde saaledes
synes, at den guddommelige Side af Kristi
Person derved var tilbørligt sikret; men alligevel
havde forsk. Prof. i Tübingen (Hafenreffer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
