Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kiellerup, Theodor Julius - Kielmannsegg, Johann Adolf Keilman von - Kienlung, kin. Kejser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Købere til sine tækkelige, i Farven ret
behagelige, men i Formen gennemgaaende noget
svage Arbejder.
(S. M.). P. J.
Kielmannsegg [’ki.lmansæk], Johann
Adolf Kielman von, gottorpsk Statsmand,
f. 15. Novbr 1612 i Itzehoe, d. 8. Juli 1676. Han
fik en omhyggelig videnskabelig Uddannelse
først i Lübeck og siden ved en Række
udenlandske Universiteter og blev Dr. jur. i Jena
1632. Han nedsatte sig derefter som Advokat i
Holsten, blev 1636 slesvig-holstensk
Landsyndikus, 1637 Raad hos Hertug Frederik III af
Gottorp og 1644 dennes Kansler. Han blev snart
Hertugens mest indflydelsesrige Raadgiver,
særlig i den udenrigske Politik, og hans
Bestræbelser gik her først og fremmest ud paa ved
Sverige’s Hjælp at faa Hertugen befriet for
Vasalforholdet til den danske Krone. Denne
Politik fik en stærk Støtte ved Karl Gustaf’s
Giftermaal med Hertug Frederik III’s Datter
Hedvig Eleonore 1654. K. deltog i Afslutningen af
Forbundet mellem Sverige og Gottorp i Septbr
1657 i Kiel og var siden den ledende Mand fra
gottorpsk Side ved de Forhandlinger, der efter
Fredsslutningen i Roskilde i Febr. 1658 mellem
Danmark og Sverige førtes i Kbhvn mellem
Danmark og Gottorp og førte til Traktaten af 2.
Maj 1658, hvorved Hertugen fik Schwabsted Amt
og Suveræniteten i sin Del af Slesvig. K.
beholdt sin store Indflydelse under Frederik III’s
Efterfølger Christian Albrecht og blev 1662
Kammerpræsident. Foreløbig holdt han fast ved
Forbindelsen med Sverige, og et nyt Forbund
afsluttedes 1661, men senere nærmede han sig
mere til Danmark og støttede den Tilnærmelse
mellem de to Hoffer, der førte til Forliget i
Glückstadt 1667 og Ægteskabet mellem Hertug
Christian Albrecht og Frederik III’s Datter,
Frederikke Amalie. Han førte i denne Tid en
fortrolig Brevveksling med den ledende
Statsmand i Danmark, Christoffer Gabel, og
arbejdede for, at Danmark og Gottorp skulde
vedblive at gaa sammen i Striden med Pløen om
Oldenburg og Delmenhorst. Danmark’s noget
troløse Politik i denne Sag drev ham igen over
paa sv. Side, og han fik Christian Albrecht til
at gaa fra de Løfter i denne Sag, som han under
et Ophold i Kbhvn 1671 havde givet Christian V.
Dette vakte stor Forbitrelse mod ham i
Danmark, og da han nærede Frygt for sin
personlige Sikkerhed, forlod han Oktbr 1671 Gottorp
og tog en Tid Ophold i Hamburg. I den flg. Tid
søgte han at holde forsk. Udveje aabne for sin
Politik; der sluttedes et nyt Forbund mellem
Sverige og Gottorp 1674, men umiddelbart efter
indledte K. en fortrolig Forhandling med
Griffenfeld om et Mageskifte, hvorved Danmark
skulde afstaa sine Fordringer paa Oldenburg og
Delmenhorst mod Vederlag i den gottorpske Del
af Hertugdømmerne. I Danmark, hvor man saa,
at en Krig med Sverige stod for Døren,
besluttede man imidlertid at gøre Gottorp uskadeligt,
og Forhandlingerne i Rendsburg i Juni—Juli
1675 førte til, at Hertugen blev tvungen til
fuldstændig at underkaste sig; K. maatte kort efter
forpligte sig til ikke at forlade
Hertugdømmerne, ikke tage Ophold i Hamburg, men trofast
tjene Kongen og hans Søster Hertuginden,
Griffenfeld’s Fængsling førte ogsaa til Fængslingen
af K., da man haabede ved hans Vidneudsagn at
kunne faa Beviser mod Griffenfeld; 17. Marts
1676 blev K. fængslet i Slesvig tillige med sine
Sønner og ført til Kbhvn, hvor han indsattes i
Citadellet. En kriminel Proces slap K. for ved
at betale 1 Td. Guld, men kort efter døde han
i Fængslet af et Slagtilfælde. K. var 1641 af
Kejseren bleven ophøjet i den tyske
Rigsadelsstand og udnævnt til Pfalzgreve, 1652 fik han
Tilladelse til at bære den østerr. Adelsslægt
Kielmannsegg’s Navn, og 1662 optoges han i det
slesvig-holstenske Ridderskab. (Litt.: A. D.
Jørgensen, »Griffenfeld« I—II [Kbhvn
1893—94]).
L. L.
Kienlung, kin. Kejser 1735—96, egl. Navn
Kao-tsung, den 4. Mansjukejser, f. 1711, d.
8. Febr. 1799, 4. Søn af Kejser Jung-tsjeng.
Under K. naaede det kin. Rige sin højeste
Blomstring i Mansjudynastiets Tid. Med en vis Ret
udtalte K. i en Proklamation: »Mit Rige er
større end noget andet i Verden; det er talrigere
befolket; det er rigere. Mit Skatkammer er
fyldt med Sølv, mine Magasiner har Forraad af
alle Slags«, og paa hans Tid fæstnedes
Kinesernes Forestillinger om deres eget Lands høje
Værdi i Sammenligning med de »udenlandske
Barbarer«, hvis Riger opfattedes som en Art
Vasalstater af Kina. I Modsætning til
Bedstefaderen Kang-hsi (s. d.) førte K. en krigerisk
Erobringspolitik. Han er en af Krigens Mestre
i Historien; thi Krigen var for ham kun Midlet
til at opnaa det politiske Maal. »Naar jeg
trækker Sværdet, bruger jeg det ogsaa, men er mit
Maal naaet, stikker jeg det atter i Skeden«,
udtalte han, og om sin første Ekspedition til
Centralasien sagde han: »Jeg var Skakspilleren, der
opstillede alle Figurer og dirigerede dem«.
Opstande i Hunan, Kuangsi og Szetsjuan
undertrykkedes efter næsten 3 Aars Kampe 1746—49.
I Mongoliet opstod 1745 langvarige
Arvestridigheder mellem Høvdingene. Hovedmanden
Amursana besejredes 1757 og flygtede ind paa
russ. Omraade, hvor han døde. Da Fyrsterne i
Khokan, Kasjgar og Jarkand havde støttet
Amursana, sendte K. sine Hære ind i
Turkestan, der 1759 lagdes under kin. Styre. 1769 blev
Birma efter fl. Aars Kampe gjort tributpligtig,
1787—89 gik det Annam paa samme Vis.
1772—75 kuedes en stor Opstand bl. Miaotserne, et
Urfolk i Sydkinas bjergfulde Indre. Opstande
rejstes ogsaa 1774 og 1777 af en hemmelig
revolutionær Forening, »den hvide Lotusblomst«,
1781 af Muhammedanerne i Provinsen Kansu
og 1787 af de Indfødte paa Formosa. Endelig
holdtes ogsaa Tibet under fast Kontrol af K.’s
Udsendinge, de saakaldte Amban’er, der
residerede i Lhasa, og da de krigeriske Gurkhaer
fra Nepal gik over Himalaja for at plyndre i
Tibet, sendte K. straks en Hær imod dem.
Gurkhaerne blev fordrevne, men K.’s Hær
fulgte dem over Himalaja og tilføjede dem et
afgørende Nederlag ved Khatmandu, S. V. f.
Gaurisankar. Efter dette milit. set glimrende
Felttog var Nepal tributpligtigt til Kina i over
100 Aar. Overfor den europ. Verden forholdt K.
sig endnu mere afvisende end sine Forgængere.
Handel med Europa fandt kun St. over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
