Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Peter Christian - Kierkegaard, Søren Aabye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Schleiermacher og Hegel, Neander og
Hengstenberg og studerede Kirkefædrene og
Skolastikerne; i Göttingen vandt han den filos.
Doktorgrad for en Afh. om »Løgnen«, og her
mindedes man
ham længe
som »den
nordiske
Disputerdjævel«. I
Julidagene
1830 var han i
Paris, hvor
han blev
tvunget til at
bygge med paa
Barrikaderne,
men han kom
ikke til at
deltage i
Kampen, da han
skyndte sig
hjem. Efter sin
Hjemkomst
underviste og
manuducerede
han. 1833 blev han udnævnt til Sognepræst for
Vejerslev paa Mors, men han fik
Betænkeligheder og frabad sig Kaldet. 1834 holdt han
Forelæsninger ved Univ. over Moralfilosofi, men
for at faa Ret til at holde Forelæsninger i det
teol. Fakultet tog han 1836 den teol.
Licentiatgrad. Nu holdt han kirkehistoriske og
eksegetiske Forelæsninger. 1840—42 udgav han
sammen med Th. V. Oldenburg »Nordisk Tidsskr.
for kirkelig Teologi«, der fulgtes af
»Fortsættelser fra Pedersborg« (1849—53). 1842 blev han
Sognepræst for Pedersborg og Kindertofte, hvor
han virkede i 14 Aar; nær havde han mistet
dette Embede, fordi han nægtede at døbe
Baptistbørn, der bragtes til ham af Politiet. K. søgte
forgæves Valg baade til den grundlovgivende
Rigsforsamling og til Folketinget 1849; derimod
blev han 29. Decbr 1849 valgt til
Landstingsmand for 3. Landstingskreds. 1850—53 optraadte
han som aktiv Politiker, men han var for
meget Dialektiker til at være praktisk Politiker.
I 1830’erne havde K. selv tænkt sig som,
Universitetslærer, men Martensen gik forud for
ham; 1851 opfordredes han af teol. Studenter
til at søge det ledige Professorat i Kirkehistorie,
men nu vilde han blive i det praktiske
Kirkearbejde. Paa Tilskyndelse af Biskop Martensen
blev han 1856 udnævnt til Biskop over Aalborg
Stift.
K. fik en Førerstilling i den danske Kirke.
Den grundtvigske Betragtning af den
apostoliske Trosbekendelse, »den kirkelige Anskuelse«,
gav han dens dogmatiske og eksegetiske
Begrundelse; glimrende var hans Forsvar for den
paa det skandinaviske Kirkemøde i Kbhvn 1857.
I Ordskifte var han næsten uimodstaaelig, som
Taler fængslede han saavel ved sin personlige
Grebethed som ved sin digteriske Inspiration,
i hvilken han ogsaa skrev Salmer; som
Prosaforfatter mærkes hans Paavirkning af den
tyske Filosofi; hans Stil blev tit baade knudret
og vidtløftig; ejendommeligst og rigest var han
i Samtale. »Den kirkelige Anskuelse« forsvarede
han baade over for de luthersk-ortodokse og
over for sin Broder Søren, hvis Teologi —
»Pseudonymernes Teologi« kaldte han den —
han følte sig forpligtet til at advare imod; men
hans Kritik var ikke mindst vaagen over for
hans Partifæller, hvis lyse og frimodige
Livsbetragtning stødte an mod hans nedarvede
Tungsind og hans Indlevethed i Gl. Test. Paa
sine Visitatser forstod, han paa en mærkværdig
Maade at samle Børnene om sig; han følte sig
hjemme bl. Almuebørnene og mindedes ved dem
sin Fader, der som en ulykkelig lille
Hyrdedreng havde forbandet Gud, og saa kunde han
tale paa en egen Maade om »den nidkære Gud,
der hjemsøger Fædrenes Misgerninger paa
Børnene«. Hvert Halvaar sendte han gennem sit
Stifts Provster Pengegaver til fattige Børn, for
at de ikke i for tidlig en Alder skulde ud af
Skolen for at passe Kreaturer. Han havde
Planer om at stifte en Forening, der skulde skaffe
»Hjorddrenge« Regnkapper, ordentlig Mad og
gode Bøger til Tidsfordriv. Fra 4. Septbr 1867
til 6. Marts 1868 var han Kultusminister i Grev
Frijs’ Ministerium, men saaledes at Styrelsen af
det kgl. Teater og Kapel paa hans egen
Opfordring blev lagt ind under Justitsministeriet. Han
forelagde Valgmenighedsloven af 16. Decbr 1867;
men da alle Landets Bisper protesterede mod
denne Lovs Vedtagelse, opgav han sin
Portefeuille og vendte tilbage til Aalborg Bispestol.
I Kirkekommissionen 1868—70 tog han livlig
Del, men derefter brød det fra Faderen arvede,
men hidtil beherskede Tungsind hyppigere og
hyppigere frem, og til sidst tog det helt
Magten fra ham. I sit Hjem havde han ingen
Opmuntring; hans første Hustru døde 9 Maaneder
efter Brylluppet; hans anden Hustru (d. 1881)
var sengeliggende i næsten hele sit 40-aarige
Ægteskab. 1875 søgte han og fik sin Afsked som
Biskop, hvortil han følte sig uværdig; han blev
boende i Aalborg, hvor han prædikede for
Fattiglemmerne, kunde endnu tale forskellige
Steder i Landet; men 27. Maj 1883 prædikede han
for sidste Gang om alle Tings Ende, der
nærmer sig. Det frygteligste Mørke hvilede nu over
hans Sind — sine Ordenstegn vilde han fries
for; 1884 lod han sig umyndiggøre; han
forlangte at stilles for Retten for at afgive en
Tilstaaelse om sin Synd og Uværdighed; han vilde
intet spise. Han tvivlede ikke om
Kristendommens Sandhed, men om, at han kunde faa Del
i dens Forjættelser. 1888 gjorde Døden en Ende
paa hans Lidelser. (Litt.: Barfod, »Til
Minde om Biskop P. Ch. K.« [1888]; »Dansk
Kirketidende« [1905]; Th. Elmquist, »P.
Ch. K. En Levnedstegning« [»Vintersol«, II,
1909]).
L. M.
 |
| P. C. Kierkegaard. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
