- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIII: Jernbaneret—Kirkeskat /
827

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kierkegaard, Søren Aabye

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

tilraaber vi Menneskene: »for Gud i Himlens
Skyld, tag Dig i Agt, vogt for alt paa, at Du
værdigen benytter, hvad der tilbydes Dig —
just fordi der er alt at vinde, derfor er ogsaa der
alt at tabe«. I inderlig Fordybelse, i Evighedens
Alvor, med en egen bekymret Omhyggelighed
og Kærlighed kredser K.’s Tanker om
Kristendommen i denne Form: Hævdelse af Idealet og
eksistensiel Efterfølgelse og Lidelse. Han
tænker og gennemtænker, han lever og
gennemlever den Sætning: »Se, vi have forladt alle
Ting og fulgt Dig«. Idealet skal hævdes,
Fordringen skal høres. Om vi kan følge den,
er en anden Ting. Men saa skal det aabent
erkendes. Det er Redelighed.

Atter tænkte K. paa at bryde af, men atter
skete det, »at hver Gang jeg vil gjøre Alvor af
at svinge af fra at være Forf., hænder der
noget, som gjør, at jeg maa blive i det, og faar
saa blot et nyt, et rigere Udtræk i
Produktivitet«. Sandheden var, at han var (1848) i en
utrolig Fart, personlig, indad i Udformningen
af det kristelige Ideal, og som 1. Omgang straks
fremkaldte en Omformning og Uddybelse (2.
Omgang), saaledes gør den 3. Omgang det
ogsaa (3. Omgang B kan vi kalde det). De
historiske Begivenheder, Friheden,
Nationalitetssagen, Krigen, de var for ham kun Pillerier,
ell. hvad værre var. »Jeg kender«, siger han
1848, »kun en Fare, Religiøsitetens«. Og i
Anledning af Krigen: »Hvem tænker nu paa at
opgjøre deres Regnskab for Gud«. De mægtige
Værker, i hvilke Kristendommens Ideal er
løftet til den yderste, et kristeligt Samfund for
ikke at tale om al Statskirke sprængende,
Højde, Aandens Krav skrevet med Ildskrift i en
egen stille enfoldig-lysende Form og Brudet
med Kristenheden sket i Kristendommens
Navn, er: »Sygdommen til Døden« (en
dybsindig-inderlig Analyse af Fortvivlelsens og
Syndens Former) og »Indøvelse i Kristendom«, hin
anlagt 1847 og denne skreven 1848; og s. A. (i
Paasken) synes der at være sket et stærkt
religiøst Gennembrud, der har bragt K. nærmere
ind mod den Fordring, han stillede til den, der
turde kalde sig Kristen. I »Indøvelse« er
Fordringen til det at være Kristen tvungen op til
Idealitetens højeste. Dens Emne er
Forsoningen ved Kristus, og den begynder med en,
gribende Udvikling af Indbydelsen: »Kommer hid«,
men anbringer saa Standsningen.
Forudsætningen for Forsoningen er Efterfølgelsen, og denne
er igen betinget af, at du bliver samtidig
med Kristus, at du ret har levet dig ind i, at
den, der sagde disse Ord, ikke var Christus i
Højheden, men i Fornedrelsen, dette ringe
Menneske i Selskab med Syndere, Toldere,
Spedalske, Afsindige — Forargelsens Mulighed,
Stands og betænk. Her var sikkert ydet det
mest ophøjede, han nogen Sinde har naaet,
men han forstod ogsaa selv: noget forfærdeligt.
Kunde han egl. med disse Bøger tænke paa at
blive Præst? Var det at udgive dem ikke egl.
at melde sig direkte som Sandhedsvidne? For
hvert Fremskridt, Menneskeslægten skal gøre,
maa et Individ ofres, havde han udtalt i sin
Disputats, var han det af Gud udsete Offer?
Men har et Menneske Lov til at lade sig
ihjelslaa for Sandheden? Nej, det har kun Guden
og en Apostel Lov til. Ikke et Geni, det er uden
Myndighed (To ethisk-religiøse Afhandlinger af
H. H.). Lad saa Bøgerne ligge, til han er død!
Men er det ikke at svigte Sandheden? Saaledes
kæmpes Sandhedsvidnestriden i hans forpinte
Sjæl. Og Resultatet af disse Overvejelser blev
saa det efter hans Forfatterskabs Karakter
forstaaelige, at han valgte at udgive dem
pseudonymt, men nu af Anti-Climacus, og til
Vitterlighed »udgivet af K.«. »I Modsætning til
Climacus, der sagde sig selv ikke at være
Kristen, er Anti-Climacus den modsatte
Yderlighed: at være Kristen i overordentlig Grad —
blot jeg selv driver det til at være ganske
enfoldigt en Kristen« (E. P. 1849), og 1849
skriver han: »Jeg tilstaar, at jeg ikke i strengeste
Forstand er et Sandhedsvidne«. Ogsaa
Medfølelse holdt ham tilbage. Et Træk, der ikke maa
glemmes, naar man vil forstaa K., er hans
milde og kærlige Sind. Det gik ved Siden af
hans Tankes Trang til at drive alt til den
yderste Spids og gennemtænke Livstanken, og har
givet sig mange Vidnesbyrd: i hans Kærlighed
til det jævne Folk, hans humoristiske
Lydhørhed over for det elskelig primitive i en
Tjenestepiges Replikker, hans Kærlighed til Liljen
paa Marken og Fuglen under Himlen, hans
Godgørenhed og fremfor alt den menneskelige
Inderlighed, den bekymrede Hjertelighed, der
gaar gennem alle hans Taler og giver dem
denne jævne Tone, der sælsomt bevæger selv
dem, der staar uden for det egl. kristelige,
og giver dem et Evighedsindtryk af, hvad
Inderlighed er. Og naar han nu tænkte paa »de
mange, mange mindre begavede, svage,
enfoldige Mennesker, Kvinder, Børn, Syge og
Sorrigfulde, mellem hvilke man lever. Og siger
Tilværelsen saa til den Religiøse: kan Du mod
disse nænne at sikrue det Religiøse, Salighedens
Pris, saa højt op, som Du gør, Du grusomme«.
Og saa var der Mynster, Kirkens højærværdige
Primas, som K. havde set op til ud fra sit
Hjertes Trang til Ærbødighed for Myndighed
og sin dybe Pietet for »min Faders Præst«.
Han forstod det jo vel dybere og dybere, at
Mynster’s Forkyndelse med dens æstetiske og
humane Elementer og Mynster’s verdslige
Hensyntagen til højre og venstre ikke svarede til
det Ideal af kristeligt Liv med Krav paa
ubetinget Afdøen fra alt naturligt Menneskeliv som
eneste Vej til Kristus og Frelsen, som han, K.
havde tegnet, og han blev mere og mere
utaalmodig over Mynster, som denne omvendt i høj
Grad vrededes over »Indøvelsen«. Vilde dog
blot Mynster og de andre Toneangivende vise
saa megen Redelighed, at de aabent
erkendte, at Idealet var tegnet rigtigt, og saa
indrømme Virkelighedens og deres egen Færds
Brøst, ja vilde dog blot Mynster give et Tegn,
at han erkendte det; han var nu gl, og K. vilde
saa nødig forurolige hans sidste Dage. Men
Mynster tav, Martensen saa i Forfatterskabet
Aforismer, og kun R. Nielsen sluttede sig til
K. og var dog ikke efter K.’s Hoved. K. gjorde
da Rede for Meningen med hele sit
Forfatterskab ved at udgive et kortfattet Omrids af
»Synspunktet for mit Forfatterskab«, der var

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:22 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/13/0843.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free