Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kimono - Kimplante - Kimplasma - Kimplet - Kimpolung - Kimra - Kimrod - Kimskimmel - Kimstængel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kimono, den almindelige, japanske
Folkedragt; for Mandens Vedk. en slobroklignende
Frakke af Bomuld, Lærred ell. Silke, som i
Reglen naar halvt ned paa Smalbenet og holdes
sammen om Livet med et Bælte; meget vide
Ærmer, der kan bruges som Lommer.
Kvindens K. er som Mandens, men af svært
mønstret Silke- ell. Bomuldsstof. Efter
Aarstiden bæres fl. ell. færre, om Vinteren indtil
seks K. oven paa hinanden. De sammenholdes
om Livet af et bredt, sort Bælte af meget svært
Silke, som knyttes kunstfærdigt paa Ryggen i
en stor Roset.
Kimplante, den ved Spiringen videre
udviklede Kim. Den har hos de forsk.
Blomsterplanter et højst forsk. Ydre, men bestaar
almindeligvis af en Akse, der er sammensat af
en Kimstængel og en Kimrod, samt af eet, to ell.
sjældnere fl. Kimblade (se Kimblad),
indenfor hvilke Kimknoppen befinder sig.
A. M.
Kimplasma er et Begreb, der har spillet
en betydelig Rolle i Arvelighedslæren. Man har
med K. — hvad Navnet antyder — villet
betegne det befrugtede Ægs ell., rent alment,
»Kimens« vigtigste Bestanddel, d. e. den
Organisation, den »Substans«, som betinger, hvad vi
nu kalder Anlægspræget hos et givet Individ.
Tidligere herskede den naive, nærliggende
Opfattelse, at naar et Individ udvikles — f. Eks.
af et befrugtet Æg — saa skulde Individet
senere som kønsmodent selv producere helt ny
Æg- ell. Sæd-Celler, der da kunde tænkes
sammensatte af Elementer, nærmest Smaakim fra
Legemets forsk. Organer (Darwin’s
»gemmules«). Æggene og Sædcellerne skulde herefter
indeholde et Kompleks af Organ-Smaakim.
Denne Forestilling gaar tilbage til Hippokrates.
Aristoteles bekæmpede den energisk, øjensynlig
uden Resultat. Forestillingen har bl. a. ved
Darwin’s Indflydelse holdt sig op i nyere Tid,
Englænderen Francis Galton og Tyskeren Aug.
Weismiann har med Held bekæmpet denne
Forestilling og erstattet den med en til
Aristoteles’ svarende Opfattelse, uden dog at
kende denne. Galton offentliggjorde allerede 1875
sine Anskuelser, medens Weismann først i
1880’erne — til Gengæld langt fyldigere begrundet
— fremsatte sin Teori om K., hvis anatomiske
Grundlag er dette: Hos mange lavere Dyr —
senere Forskning viser, at det gælder alment
i Dyreriget — ses det let, at naar et befrugtet
Æg begynder Fosterudviklingen, deltager en
Del af Ægget ikke i denne Udviklingsproces,
men holder sig paa det uudviklede Standpunkt
og genfindes, blot i forøget Mængde, især som
Kønsceller hos det voksne, ny Individ. Noget
lgn. gælder Dannelsesvævet hos Planterne.
Kønsceller og Dannelsesvæv i hvert Slægtled
er saaledes i alt Fald ordentligvis en
umiddelbar Fortsættelse af Kønscellerne i det
foregaaende Slægtled: Individet »producerer« da
ingenlunde sine Kønsceller selv. Sagen præciseres
lettest saaledes: Det befrugtede Æg ligesom
grenes i to Retninger under
Udviklingsprocessen; den ene Retning fører til Fremkomst af
Legemets personlige Organer (Knogler, Muskler,
Kirtler, Nerver o. s. v.); den anden Retning,
der kun omfatter en mindre Del af Ægget,
fører til Dannelsen af Celler, der fortrinsvis
holdes paa det uudviklede Standpunkt. Denne
Retning omfatter altsaa ligesom en »Rest«, der
ikke deltager i Individets personlige
Udviklingsgang, men først træder i Virksomhed ved
Individets Kønsprocesser, og som af
Anlægselementer kun indeholder saadanne, som fandtes hos
det befrugtede Æg, hvoraf det paagældende
Individ udvikledes. Om Indbegrebet af disse
Anlægselementer brugte Galton Ordet »Stirp«,
medens Weismann har indført Ordet K. Andre
Forskere har brugt forsk. Betegnelser, af
hvilke her kun skal nævnes det af Schweizeren
Nägell foreslaaede Udtryk »Idioplasma«, som
omtr. svarer til Weismann’s K. Weismann saa
morfologisk paa Arvelighedsfremtoningerne og
mente, at K. skulde være sammensat af en
Mængde selvstændig levende og undertiden
indbyrdes konkurrerende Smaakim. Han mente
endvidere, at K. var i høj Grad uafhængig af
det øvrige Legeme, idet hans Erfaringer talte
imod Arvelighed af »erhvervede« Egenskaber.
Dette sidste Resultat er vel i høj Grad blevet
bekræftet, men Weismann’s K.-Læres finere
teoretiske Sider har dog ingenlunde kunnet
opretholdes. Nutidens Arvelighedsforskning med
Forstaaelsen af, at der maa skelnes skarpt
mellem »Anlægspræg« og »Fremtoningspræg« —
en Forstaaelse, som ikke fandtes, da
K.-Begrebet blev opstillet — har i høj Grad modificeret
Læren om K., og Ordet bruges nu kun lidt
(smlg. Arvelighed og Bastard). (Litt.:
Galton, A Theory of Heredity [1875];
Weismann, »Das Keimplasma« [1892]; W.
Johannsen, »Arvelighed i historisk
eksperimentel Belysning«, 3. Udg. [1918] giver en
Udredning af Forskellen mellem K. og
Anlægspræg).
W. J.
Kimplet, se Æg.
Kimpolung (Kampulung,
Campulungu), 1) By i Bukovina, Rumænien, i
Moldawa-Dalen, har 10,000 Indb., hvoraf omtr. 4000
Jøder, Resten Rumænere og Tyske. 2)
(Kimpulung), se Campulung.
G. Ht.
Kimra, By i det mellemste Rusland, Guv.
Twer, har 3000 Indb. og en betydelig
Skotøjsindustri.
G. Ht.
Kimrod, se Kim og Kimstængel.
Kimskimmel, se Pythium.
Kimstængel (bot.) kaldes hos
Blomsterplanterne Kimaksens Stængeldel, det saakaldte
hypokotyle Stængelstykke, mellem Kimbladene,
som sidder paa dens øverste, og Kimroden, som
er Fortsættelse af dens nederste Ende. Det
udmærker sig i Modsætning, til Kimroden ved sin
under Spiringen meget stærkt udtalte, negative
Geotropisme, hvorved Kimbladene og
Kimknoppen hæves op over Jorden. I Reglen er det
hypokotyle Stængelstykke tyndt og cylindrisk;
hos enkelte Planter svulmer det knoldformet
op og bliver et Ammeorgan, f. Eks. hos
Ræddiken, Vinterblomme, Cyclamen, hvis Knolde
saaledes kun bestaar af eet Stængelstykke; hos
Bede, Selleri, Gulerod og Galnebær deltager
det i Knolddannelsen, der her ellers
hovedsagelig udgøres af Primroden. Hos Paranødden
udgør det den knoldformede, næringsfyldte
Hovedmasse af Kimen i det hvilende Frø. Iøvrigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
