Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
noget udvortes (»tillimet«) Maade, og endnu
mere fra vore (flekterende) Sprog, der
desuden er modtagelige for indre Ændringer.
Det kin. Sprog betegnes ogsaa som
monosyllabisk. ɔ: Ordene, i alt Fald det store
Flertal, bestaar af Enstavelsesord. Men man
kan ikke betragte Ordene i det kin. Sprog som
lutter Rodord; der er tværtimod tydelige Spor
af en ældgammel Afslibning.
Det kin. Sprog falder i mange, ofte meget
forsk. Dialekter, hvoraf kun nogle enkelte er
nøjere kendte og undersøgte af europ.
Videnskabsmænd; der skal være 2—300 Dialekter. De
bedst kendte er Peking-, Kanton- og
Amoy-Dialekterne, ligesom den Dialekt ell.
Sprogform, som tales af videnskabelig dannede
Kinesere over hele Kina, og som man i Europa
gerne kalder »Mandarindialekten«; af Kineserne
kaldt Kuan-chua, Kvan-hoa ell. Kvan-hroa. Hvor
stor Forskel der kan være mellem kin. Dialekter,
endog i nær hinanden liggende Provinser, faar
man bedst Forestilling om ved at se, hvorledes
Taltegnene lyder. I Peking lyder de første 10
Tegn: ji, erh, san, øsu, vu, lju, tshi, pa, kju,
shih; i Futshou: ét, ji, sam, sin, nigon, ljok,
tshit, pat, kin, sip, og i Amoy: tshit, no, san, si,
go, hak, tshit, poeh, kan, tshap. (J. Henningsen,
»Om Sprogforhold i Kina« [i »Geogr. Tidsskr.«,
II, S. 177, 1878]). Amoy og Futshou ligger i
samme Prov., kun 3—400 km fra hinanden. Man vil
lægge Mærke til, at i Peking-Dialekten
ligesom i Skriftsproget, der staar den saakaldte
Mandarindialekt nærmest, mangler en Mængde
Slutningsbogstaver, som findes i andre
Dialekter.
Men da Skriften er en Ordskrift, og da et
kin. Ord, hvor forsk. det end lyder i de forsk.
Egne, overalt skrives med samme Tegn, kan
Kineserne overalt gøre sig forstaaelige
indbyrdes ved deres Skrift; ja, da K.’s Skrifttegn
er optagne af Japanerne, kan de to Folk gøre
sig forstaaelige for hinanden ved deres Skrift,
uagtet Ordene lyder helt forsk., og uagtet
Japansk og Kinesisk er grundforskellige. To
Kinesere, som taler hver sin Dialekt, kan i
Reglen ikke gøre sig forstaaelige indbyrdes
mundtlig, men let skriftlig. Man ser da, hvor
hensigtsmæssigt det kin. Skriftsystem er for det
store Rige.
Naar vi Europæere hører Kinesisk talt af
Indfødte, forekommer det os som lutter
uartikulerede Lyde; det synes os umuligt at opfatte
de enkelte Lyde og gengive dem ved vor Skrift.
Ved nøjere opmærksomt Studium vil man dog
finde sig nogenlunde til Rette. Man vil bl. a.
lægge Mærke til, at Kineserne mangler fl. af
vore Bogstaver. De Vokaler, de har, kan vi
paa Dansk vel nærmest gengive ved a, i, o, u, y,
e (æ), og deres Konsonanter ved k, t, tsh,
p, ts, ng, n, m, f, v, sh, dj, j, h, l og r. Der
er desuden 5 andre Konsonanter,
Modifikationer af de 5 først opførte. Kinesiske Ord bestaar
gerne af en Konsonant fulgt af en Vokal ell.
af et Kompleks af Vokaler. Næselyd som n og
ng i Slutn. af Ord og ligesaa nogle andre
Konsonantendelser, som ikke udtales i mange
Dialekter, regnes, naar de slutter Ordene, ikke som
rigtige Konsonanter. Væsentlig set bestaar
altsaa kin. Ord af en Konsonant fulgt af een ell.
fl. Vokaler. Naar i og u gaar foran andre
Vokaler, udtales de som j og v. Der er ogsaa
Ord alene bestaaende af en Vokal. Da
Bogstavlydene er faa og Ordene korte, er det
indlysende, at Sproget fra den fonetiske Side
betragtet ikke har ret mange Ord.
Men Antallet vokser ved den store Bet.,
som Tonerne har. Tonen har intet med
Accent ell. Eftertryk at gøre, den er en for de
østasiatiske isolerende Sprog ejendommelig
Fremtoning. Helt uden al Analogi i vore Sprog
er Kinesernes Toner ikke. Vore Sætninger har
ikke samme Tone, naar de udtales fortællende,
spørgende, deltagende, forbydende, overrasket
o. s. v. Man mindes, hvor indholdsrigt i
Heiberg’s »Nei« det lille Ord nej er efter Tonen,
hvori det udtales. I Kina har Ordene, efter
hvad Tone de faar, helt forsk. Bet. Man regner
gerne 4 Toner, i nogle Egne skal der være 5.
Ordet liang betyder i 1. Tone: »at beregne«; i
2.: »kold, kølig«, i 3.: »to, et Par«, i 4.: »lys,
klar«. Urigtig Tone afstedkommer ofte de
latterligste Fejltagelser og Misforstaaelser. De 4
Hovedtoner (thi de har alle 4 hver 2
Underafdelinger) er: 1) shang-ping, »den stigende,
jævne«, 2) hsia-ping, »den dalende jævne«, 3)
shang, »den kommende«, 4) tshu, »den
gaaende«.
Uagtet Antallet af Ord i det kin. Sprog vokser
stærkt ved Tonen, som gør Ord, der med vore
Bogstaver skrives ens, til helt forsk. lydende
Ord, bliver der dog endnu mange Ord af forsk.
Bet., som lyder aldeles ens. For at hjælpe
herpaa sætter man ofte et Substantiv foran, som
angiver Klasse e. l., ligesom naar vi taler om
Raa-dyr, Fiske-tunge o. s. v. Disse Hjælpeord
gengives i det i Havnestæderne talte »Pidgin-
(d. e. business-) Engelsk« ved piece, »Stykke«,
f. Eks. »et Stykke Mand«, »et Stykke Vogn«;
vedkommende Ord betyder nemlig ogsaa helt
andre Ting.
Det kin. Sprog har ingen Formlære. Ordene
modificeres ikke i Udtalen (ell. i Skrift) efter
den Rolle, de spiller i Sætningen, ell. efter den
Ordklasse, som de paa det Sted, hvor de
anvendes, maa siges at tilhøre. Mange Ord kan
være saavel Verbum som Substantiv, Adjektiv
og Adverbium. Substantiverne, har ikke Køn,
Tal ell. Kasus. De sidste udtrykkes, naar det
kommer an derpaa, ved Partikler, saaledes
Genetiv. Kinesisk har stor Lethed ved at
sammenkæde Ord, endogsaa hele Rækker Ord. Derfor
kan mange kin. Ord, f. Eks. geogr. Navne,
synes os at være meget lange, uagtet det kin.
Sprog kun har Enstavelsesord. For os er
saadanne bøjningsløse Sammenkædninger af Ord
ikke ukendte; vi kan f. Eks. godt tale om et
Ordrup-Konge-Kilde-Kur-Anstalt-Selskab. Da
Verberne ingen Tidsformer har, maa man
hjælpe sig ved Tilføjelser. Fortiden udtrykkes
gerne ved at tilføje Ordet liao; Fremtid og Nutid
paa tilsvarende Maade. Bindeord bruges i
Reglen ikke, heller ikke Kopula. Brugen af
Hjælpeverber er hyppig. Absolutte Konstruktioner,
hvor enkelte Dele af Sætningen træder ud af
den som selvstændige smaa Sætninger,
forekommer ofte og giver Talen Afveksling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
