Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
agerende Hovedpersoners Synspunkt, for derigennem
at opnaa Billedmening, Linievirkning og
Fornemmelsen af det uendelige. Med sikker
Stilsans afvejer den Liniers og Formers indbyrdes
Ligevægt og suggerer Bevægelsesmotiver i
Fladen. Dens Skønhed ligger ikke i en gennemført
Detaillering af den materielle Virkelighed, der
dog kun er Skin, ell. i Fordybelsen i den
menneskelige Skikkelse, der blot er Atomet i
Verdensaltet, men i det visionære Syn, i det
uregelbundent og antydende — for alt overflødigt
befriet —, der i Naturinspiration lader ane de
aandelige Værdier, det uendelige uden Grænse
i Tid og Rum. Kunstneren, der i Ekstase giver
denne maleriske Musik, er blot Instrumentet,
Alnaturen spiller paa.
Der var lange Tider i ældre kin. Kunst, da
saa godt som alle, der sad inde med den rette
Dannelse, ogsaa dyrkede Malerkunst (og Skrift).
Lyrespil, Digtning og Malerkunst hørte til de
Vises Nydelser. Talrige Indehavere af de
højeste Statsstillinger, Præster m. v. var ikke blot
Dilettanter, men virkelige Dyrkere af
Malerkunsten; en Kejser af Sung-Dynastiet hørte til
Tidens ypperste Malere. For Folkebevidstheden
stod mange Malere som en Art
Trolddomskunstnere, der i Kraft af deres mystiske
Naturhengivelse og Seerblik tryllede de saa aandige
— og dog livagtige — Billeder frem. Maleren,
der med sikkert Tuschstrøg havde sat
Landskabet op paa Silken, gik bagefter selv ind i
sit Landskab og spadserede rundt der, indtil
han til sidst forsvandt i det fjerne — saaledes
og paa lgn. Vis berettes der ofte om disse
underlige, benaadede Malere. Imidlertid er kin.
Malerkunst langtfra lutter Inspiration: vi hører
allerede fra Sung-Tiden om et Akademi, hvor
Kunsten lærtes efter nøje fastslaaede Regler.
Malerkunsten bar paa sine Skuldre en uhyre
Vægt af Overlevering og pietetsfuld Vedhængen
ved de givne Former i bevidst Arkaisering.
Gentagelse og skolemæssig Systematisering var
herskende Træk i megen Kunst; der skulde
læres 16 ulige Sæt, hvorved Bjergenes Linier
kunde tegnes, o. s. fr. Ogsaa Emnerne var
opstillet i Klasse- og Rangsystem: øverst Billeder
med taoistiske ell. buddhistiske Emner,
derefter det alm. Menneske og dets Gerninger;
Landskabsmotiver sættes højt, Blomster, vilde
og tamme Dyr staar i en lavere Rangklasse, og
endnu lavere sættes Gengivelse af Frugter,
Insekter o. l. I Ming-Tiden synes
Kunstakademiets Undervisning at have spillet en særlig stor
Rolle, og fra den Tid regnes ogsaa
Malerkunsten som en særlig Profession. — Hvad der
i høj Grad bidrager til at vanskeliggøre
Ikke-Kineseren Tilegnelsen af kin. Kunst, er dens
stærkt indgribende Symbolik, der kan give
den Indfødte et Plus i Nydelsen; Tigeren som
Bjergenes og den vilde Naturs Genius, og
Dragen, Legemliggørelsen af det flydende,
Element, Bambus (som atter og atter males med
Mesterskab) som Symbol for Livet; Vildgæssene
for Efteraaret — er blot nogle faa og tydede
Eksempler paa denne Billed-Gaadefuldhed.
Medens vi ikke kender til Malerier fra
Han-Dynastiets Tid (indtil c. 200 e. Kr.), har vi dog
Forestillinger om en endog meget smuk Kunst
fra c. 4. Aarh. gennem Kopier efter den berømte
Maler Ku’s (Ku-K’ai-chih) Arbejder (gerne paa
Vifter) med deres fint formede og yndefulde
Figurer, især af Kvinder (Billedrækken:
Lærerindens Formaninger, paa brungraa Silke).
De tre Religionssystemer fik Bet. for
Kunstudviklingen, Kung-fu-tse’s i Retning af det
samfundsmæssig faste, klare og forstandsmæssige,
Lao-tse’s som Repræsentanten for det
individualistiske og frihedsbaarne. Hans taoistiske Lære
med dens Mystik gav Kunsten de romantiske
Impulser og banede i øvrigt ved sit
Aandsslægtskab (Eneboertilværelse m. v.) Vej for
Modstanderen Buddhismen, med hvem den i
Beg. udfægtede haarde Kampe (taoistiske
Kunstnere malede til Spot en drukken
Buddha-Præst, buddhistiske Malere gav igen med
samme Mønt). Under T’ang-Dynastiet (c.
600—900). — en Blomstringstid for Malerkunsten —
havde Buddhismen vundet sikkert: Fodfæste, og
der maledes en Mængde Fremstillinger af
Buddha og hans Kreds. Foreningen af det
kalligrafiske og maleriske var stærkt raadende:
Tidens største Maler var Wu-Tao-tzu, der skal
have malet over 300 Fresker for Templer og
bl. a. malede det ejendommelige, endnu kendte
»Buddha gaar til »Nirvana««. Andre kendte
Værker fra denne Tid: »Himmelske Musikanter«,
»Kejseren tager imod«, Prospekt af Pian-Ching,
fortrinlige Hestefremstillinger o. s. v. Allerede
fra denne Periode høres om en Spaltning, der
dog ikke skal tages stærkt topografisk, i en
nordlig Skole, af mere klassisk Støbning, med
stærk Farvevirkning og kraftig Formgivning,
og en sydlig af mere romantisk Snit og mere og
mere nærmende sig den monokrome
Fladevirkning, der blev dyrket til Fuldkommenhed
under Sung-Tiden. Under Sung-Dynastiet (c.
960—1260) faar Landskabsmaleriet sin
Blomstringstid. Kineserens Kærlighed til alt, som
vokser, hans Syn paa Planter som besjælede
Væsener, hans urgamle religiøse
Natur-Ærefrygt faar her sit Udslag i skønne Værker af
besjælende Naturfortolkning. Lao-tse’s
fantasirige Lære om Universets Sjæl og dens lutrede
Fortsættelse i Zen-Filosofien blev en frugtbar
Understrøm for Sung-Tidens lyriske
Landskabskunst, som dog i dens yderliggaaende,
visionære, natursværmeriske og stærkt
impressionistiske Retning vakte Mishag i de mere
nøgterne officielle konfucianske Kredse. Alt
levende, Fugle, Fisk, Planter — Bambus ikke at
forglemme — grebes med Iver af Penselen.
Kejseren Hui-Tsung malede skønne Landskaber. I
Figurfremstillingen ser man en Mængde
Buddha-Billeder i harmonisk Ligevægt og rytmiske
Kompositioner over Buddha’s 16—18 Lærlinge
Arhaterne (Lohanerne) m. v. Sung-Tidens Kunst
er moden, præget af æstetisk-filosofisk Kultur,
varierende de nedarvede Emner med
forfinende Betoning, rytmisk-lineær og i
Farvefølsomhed udvælgende de enstonige Skalaer i sort og
hvidt, mørkt og lyst. Fra Sung-Tiden har vi
Grafik, saaledes Træskærerkunst. Efter en
Nedgangsperiode under det mongolske
Yüan-Dynasti (c. 1260—1368), hvor der dog ogsaa drives
dygtig Kunst (til Eks. det til Stockholms
Nationalmuseum nylig erhvervede »Siddende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
