Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Historie - V. Mantshudømmets Storhedstid 1644-1820 - VI. Sammenstødene med Europa og Taipingoprøret (1820-65)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Decbr 1722) Kejser, og et Regentskab styrede
under hans Mindreaarighed. Kanghsi overtog
1675 selv Styrelsen og viste sig snart baade i
Krig og Fred som en af de største Herskere,
Asien har kendt. Han fæstnede og
fuldstændiggjorde Mantshuernes Herredømme baade i det
egl. K. og i Mongoliet, hvis Indbyggere mere og
mere slog sig sammen med de ny Herrer;
endvidere trængte han de vestlige Tatarstammer
tilbage og knyttede Tibet fastere til Riget;
sikrede ligeledes Korea’s Forbindelse med Riget
og indtog 1683 Formosa, hvorfra Hollænderne
allerede 1662 var blevne fortrængte af en kin.
Søkriger, Koxinga, der gjorde sig til
selvstændig Konge. 1689 sluttedes en Traktat med
Rusland om Grænsen mellem de to Riger, og 1720
ordnedes efter en russ. Sendefærd til Peking det
regelrette Handelssamkvem ved Kiachta.
Kanghsi stod i det bedste Forhold til de kat.
Missionærer, der bl. a. brugtes til at foretage astron.
Stedbestemmelser 1708—15 rundt om i Landet,
og han tilstod 1692 de Kristne Trosfrihed; han
gav ogsaa Russerne Tilladelse til at bygge en
Kirke og Skole i Peking. Han fremmede
Videnskaberne og Litteraturen, lod europ. Skr
oversætte og en omfattende kin. Ordbog udarbejde
samt mange ældre Værker paa ny udgive; ogsaa
grundlagde han en stor Bogsamling. Hans
Eftermand Jungtshi (1722—35) sluttede sig
endnu nærmere til de særlig kin. Forestillinger,
forbød de kat. Missionærer at virke i K.
udenfor Peking. Under ham blev Brugen af Tobak
alm., og Opium begyndte at blive kendt.
Derefter fulgte Kienlung’s lange Regering
1735—96, under hvilken K. naaede
Højdepunktet af Magt og Ry, samt tillige gjorde stor
Fremgang i indre Udvikling. Ligesom sin Fader var
han fjendtlig stemt imod Kristendommen, ja
fortsatte i en lang Aarrække (1746—73)
Forfølgelserne imod de indfødte Kristne, men gav
dem dog i Slutn. af sin Regering (1785) noget
større Frihed. 1755—60 førte han sejrrige Krige
mod Tatarerne imod V., undertvang hele
Dsungariet samt Kashgar og Jarkand og gjorde selv
Kokan skatskyldig (indtil 1812). Endvidere
nødtes Birma 1768—70 til at erkende K.’s
Overherredømme og senere ligeledes Nepal; ogsaa
sikrede han K.’s Magt i Tibet og undertvang
1772—75 de hidtil saa godt som uafhængige
Miaotse-Stammer i K.’s indre Bjergegne. Den
Fred og Ro, der herskede, medførte en meget
stærk Tilvækst af Befolkningen; 1749 regnedes
den til 177 Mill., men 1780 til 277. Ogsaa
blomstrede Handelen med Europa — baade Sverige
og Danmark tog nu Del i denne K.-Fart —
skønt den førtes under trykkende, til Dels
ligefrem ydmygende Former for Købmændene i
Kanton gennem privilegerede Gilder, de
saakaldte Hong (s. d.). England gjorde 1793 et
Forsøg paa at faa disse Forhold ændrede ved
at sende Lord Macartney til K., men opnaaede
intet derved, og Hollænderne var ikke heldigere
2 Aar senere. Hvor nøje Kienlung havde
tilegnet sig den kin. Dannelse, fremgaar bedst
deraf, at han var em frugtbar kin. Digter. Han
nedlagde 1796 Regeringen og døde 7. Febr.
1799, 88 Aar gl.
Med Kienlung’s Regering naaedes
Højdepunktet i K.’s nyere Udvikling, og
Forestillingen om, at Landet i Sandhed var »Midtens
Rige« ell. »det himmelske Rige«, slog naturlig
dybe Rødder i Folket og vakte en overdreven
Selvfølelse. Men de 100 Aar, som fulgte efter,
har tydelig nok vist sig at være en Forfaldets
Tid med alvorlige Brydninger inden for Riget
og haarde Ydmygelser udefra med gentagne
Landetab til fl. Sider. Og det Middel, der
maaske kunde bringe Lægedom, nemlig at søge
Bistand i europ. Teknik og Organisationsformer,
vilde længe hverken Magthaverne ell. Folket
prøve af Frygt for den dermed flg. Opløsning af
den nedarvede Samfundsorden og den hjemlige
Civilisation, som Kineserne har vænnet sig til
at regne for langt overlegen over alt, hvad
Udlandet skulde kunne bringe. Allerede under
Kienlung’s nærmeste Efterfølger Kiaking (f.
1760, d. 2. Septbr. 1820; Kejser 1796—1820)
indtraadte Tilbagegangen. Han selv var en
mistænksom og grusom Hersker, men alligevel svag
og blødagtig; han indledede sin Regering med
at lade en af sine Faders betroede Raadgivere
henrette p. Gr. a. hans skamløse Underslæb,
men bortødslede hurtig den saaledes inddragne
Formue (450 Mill. Kr.) til Forlystelser. Snart
efter hjemsøgtes K. i fl. Aar af indre
Uroligheder, fremkaldte af vidt udbredte hemmelige
Samfund (bl. a. »Den hvide Vandlilje«, særlig
rettet imod Mantshuernes Herredømme) og af
store Sørøverbander (i alt 70000 Mand med 800
væbnede Skibe), der forstyrrede
Kystskibsfarten; desuden gjorde Miaotse-Folkene paany
Opstand, og den kuedes nærmest — lige saa vel
som Sørøverierne — ved Bestikkelser til
Høvdingene. Kokan ophørte 1812 at yde Tribut, og
Nepal blev 1816 underlagt den britiske Magt i
Indien. Ogsaa Anam’s Forbindelse med K.
løsnedes, og med dyb Harme maatte Kiaking se
paa, at England 1802 og paa ny 1808 besatte
Macao, ret som det var et portugisisk og ikke
et kin. Stykke Land. Dog holdt K. endnu fast
ved sin afvisende Fornemhed over for Europa,
og Lord Amherst’s Sendefærd 1816 var lige saa
frugtesløs som Macartney’s 1793. De kat.
Missionærer forvistes 1815, men der gaves de
protestantiske Adgang til Riget 1807.
VI. Sammenstødene med Europa og
Taipingoprøret (1820—65).
Skønt Taokuang (f. 12. Septbr 1781, d. 25.
Febr. 1850; Kejser 1820—50) selv var en
maadeholden og velvillig Hersker, maatte K. dog under
ham opleve det første store Nederlag mod de
foragtede Europæere i den saakaldte
»Opiumskrig«. Opium var efterhaanden bleven en meget
vigtig Indførselsvare til K.; thi uagtet gentagne
kejserlige Forbud blev Brugen deraf stedse mere
udbredt, selv ved Hoffet, og Handelen, der mere
ell. mindre var Smughandel, blev derfor saare
indbringende for de eng. Købmænd, som fra
Indien overførte Opiumen, medens K.’s
Regering fandt sig brøstholden ved, at en stor
Mængde Sølv derved droges ud af Landet. Da det ind.
Kompagnis Handelsmonopol skulde ophøre,
indsatte den eng. Regering 1833 en egen
Kommissær til at vaage over Handelen i Kanton; men
dette vakte stor Misnøje i K., hvor man ikke
vilde finde sig i en saadan fremmed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
