Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kina - Historie - VI. Sammenstødene med Europa og Taipingoprøret (1820-65)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Embedsmand. De første Indehavere af denne Stilling
forstod ikke at hævde den paa rette Maade, og
Forholdet blev derfor værre, især da den ny
kin. Guvernør Lin (1839) nærede stærk Uvilje
imod Udlændingene og et afgjort Ønske om at
fordrive ell. ydmyge dem. Han indskærpede
Forbudet og konfiskerede 20000 Kister Opium (til
40 Mill. Kr.’s Værdi), som han lod opbrænde;
men han vilde desuden hævde K.’s gl. Ret til
selv at straffe de eng. Købmænd og forbød
baade dem at forlade Kanton og Kineserne at sælge
dem Levnedsmidler. Dette førte til et aabent
Brud; Lin’s Angreb paa de eng. Krigsskibe
mislykkedes aldeles, og i Jan. 1840 erklærede
England Krig. Havnestæderne Kanton, Amoy og
Ningpo blokeredes, og i August sendtes Flaaden
til Peiho-Flodens Munding. Nu aabnedes fra
kin. Side Underhandlinger, hvorefter Flaaden
sejlede tilbage; men Underhandlingerne førtes
kun paa Skrømt for at trække Tiden ud, om
end Lin samtidig afsattes. Da der ikke viste sig
Tegn til nogen Overenskomst, gjorde de eng.
Skibe i Jan. 1841 Angreb paa Forterne ved
Tigris-Flodens Munding (Bocca Tigris) og ødelagde
dem. Lin’s Eftermand, der førte
Underhandlingerne, erklærede sig nu villig til at opfylde
England’s Krav; men den kin. Regering, der
slet ikke kendte Sagernes Stilling, afviste
enhver Indrømmelse, ja paabød, at »de oprørske
Barbarer skulde udlevere deres Førere, for at
de i Bure kunde føres til Peking og lide Lovens
fulde Straf«. Efter nogle Ugers Forløb optoges
derfor Kampen paa ny, og i Marts var alle
Forlerne foran Kanton ødelagte ell. indtagne,
hvorfor der her sluttedes Vaabens tilstand samt
udrededes en stor Sum Penge (22 1/2 Mill. Kr.) i
Skadeserstatning til de eng. Købmænd. Byen
blev desuden besat af eng. Tropper, men
dermed var Striden ikke løst. Flaaden drog derfor
N. paa med en Landgangshær; i Aug.—Oktbr,
indtoges Amoy, Tshusan og Ningpo, og i Maj
1842 rettedes Angrebet paa et af K.’s rigeste
Landskaber, Kiangvan. I Løbet af en Maaned
indtoges Tshapu, Sutshou og Shanghai; Flaaden
sejlede derefter op ad Jang-tse-kiang og indtog
efter en haardnakket Modstand Tshin-kiang,
der er Nøglen til Kejserkanalen, og truede 5.
Aug. selve Nanking. Nu først faldt Bindet fra
Øjnene paa den kin. Regering, og 29. Aug.
sluttedes Freden i Nanking paa de Vilkaar,
England stillede ved Sir Henry Pottinger. K. maatte
erkende England som en uafhængig Magt,
afstaa Hongkong og udrede omtr. 80 Mill. Kr. dels
i Krigsomkostninger, dels i Skadeserstatning;
endvidere aabne 4 Havnestæder for Handelen
foruden Kanton, nemlig Amoy, Futshou,
Ningpo og Shanghai, samt tillade Ansættelse af
Konsuler i disse Havne med fuld Domsmyndighed
over egne Undersaatter. Om Opiumshandelen
toges ingen Bestemmelse, og den vedblev som
hidtil uden at være tilladt. 1844 sluttedes lgn.
Overenskomster med Nordamerika og
Frankrig, hvori Opiumshandelen forbødes, medens der
indrømmedes fri Religionsøvelse for de
indfødte Katolikker; men til fuld Erkendelse af sin
milit. Afmagt over for de europ. Folk var K.
dog ikke naaet, og i de flg. Aar fremkom fl.
Udbrud af Uvilje imod de forhadte Udlændinge
saavel som af Ringeagt mod Mantshuregeringen,
der ikke havde kunnet hindre disses
Fremtrængen. K.’s Historie i det flg. halve Aarh. bliver
nu en stadig indre Kamp mod Herskerne,
sideløbende med Modstanden mod Vestens stadig
mere paatrængende Krav.
Dette kom især til Syne under den næste
Kejser, Hienfong (1850—61). Kort efter hans
Tiltrædelse til Regeringen begyndte de
hemmelige Samfund igen at røre sig, især det
saakaldte Trefoldighedsforbund, der var rettet imod
Mantshuernes Fremmedherredømme, den »hvide
Vandlilje« o. a. Ogsaa udbrød der Oprør i fl.
Dele af Riget, især i Kystlandet omkr. de store
Handelsstæder, hvor Sørøvere dannede store
Bander, og hvor Kampen førtes med
Grusomhed fra begge Sider. Samtidig viste det sig, at
Forvaltningen var i stærkt Forfald, grove
Udpresninger fandt St., og Retten var alt for tit
til Fals; ogsaa Embedssalg foregik i stor Stil,
og det sporedes tydelig, hvorledes Mantshuerne
var blevne demoraliserede ved deres Ophold i
det rige K. Farligere end de andre Bevægelser
blev dog »Taipingerne’s« Opstand, saa
meget mere, som alle andre misnøjede ell.
lovløse Elementer sluttede sig dertil. Taiping’erne
var en religiøs politisk Sekt, dannet maaske
paa Grundlag af de hemmelige Samfund, og fik
til Leder Hung-hsiu-tsuan, en Mand af
lav Byrd og Stand, f. 1813 nær ved Kanton,
hvis Forfædre under Ming-Dynastiet havde haft
høje Embedsposter. Han samlede om sig en
Skare og kundgjorde en ny Lære, sammensat
af halvt kristelige og buddhistiske Sætninger og
af en Del selvlavede Lærdomme; særlig
krævedes Maadehold i alle Nydelser og fuld
Afholdenhed fra Opium og spirituøse Drikke. Tallet
paa Tilhængere voksede hurtig; i Sommeren
1851 var de Herrer over hele Landskabet
Kwangsi, og Hung-hsiu-tsuan lod sig udraabe
til Kejser under Navnet Tienvang
(»himmelsk Kejser«) og gav sit Dynasti Navnet
Taiping (»alm. Fred«). Uden synderlig Modstand
indtoges fl. store Byer og til sidst i Marts 1853
Nanking, der ophøjedes til Hovedstad ligesom
under Ming-Dynastiet. Ved dens Indtagelse blev
alle Mantshuer, selv Kvinder og Børn, tilsammen
20000 Mennesker, uden Skaansel nedhuggede,
og samme Grusomhed vistes under hele Krigen
mod Mantshuer og Mandariner; det forbødes at
rage Hovedet, og Haarpiskene afskares, hvor
Opstanden naaede hen, medens til Gengæld de
kejserlige Tropper slog enhver ned, som ikke
bar det paabudte Hovedsmykke. Skønt
Opstanden hurtig bredte sig over det sydlige K. og i
Oktbr 1853 endog gjorde Angreb paa Tientsin,
ja næste Aar trængte frem imod Peking, vandt
den dog aldrig Fodfæste i det nordlige K. og
kom siden Marts 1855 ikke hinsides
Hoang-ho-Floden. Desuden svækkedes dens indre Kraft;
Opiumshandel blev tilladt, og i St. f. at
overholde den opr. paabudte sædelige Renhed
hengav Kejser Tienvang sig til grove Udsvævelser;
ogsaa lod han et Par af sine Underkonger (de
kaldtes efter de fire Verdenshjørner) rydde af
Vejen. 1857 var Opstandens Omraade næsten
indskrænket til Nanking’s Omegn; men 1860 fik
den ny Kraft, slog et Angreb paa Nanking
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
