Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkebetjente - Kirkebod - Kirkebygningskunst - Kirkebø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der forefalder paa Søgnedage ved ministerielle
Forretninger som Bryllupper, Begravelser m. v.
Som Vederlag herfor oppebar Lærerne tidligere,
foruden Offer og Akcidenser, mindre, faste
Vederlag; nu er Offer og Akcidenser afløste, og
de oppebærer udelukkende faste, i Loven
bestemte Vederlag, der ikke kommer til
Afkortning i deres Lærerlønninger. Ved L. 30. Juni
1922 er Lærernes Forpligtelse til at overtage
Hverv som K. ophævet, og det er overladt til
Menighedsraadene at bestemme, hvorledes disse
Hverv skal ordnes. Dog kan det, hvis
Kommunalbestyrelse og Menighedsraad er enige
derom, ved Ledighed i et Embede bestemmes, at
Hvervet endnu i 5 Aar skal være
sammenknyttet med Lærerembedet. Paa Landet findes som
Regel ingen andre egl. K. end de førnævnte og
Ringeren. I Købstæderne, hvor man som Regel
har bibeholdt Benævnelsen Degn (Kordegn,
Alterdegn) for de Lærere, der overtog de tidligere
Degneforretninger, kan endnu bl. K. medregnes
Kantor, Graver (Over- og Undergraver) og
Organist, hvilke Bestillinger ikke behøver at være
forenede med noget Skolelærer embede. I Kbhvn
er Benævnelsen Klokker afskaffet, og de, der
tidligere beklædte disse Stillinger, benævnes
Kordegne. De oppebærer udelukkende fast Løn,
og Stillingerne er inddelte i bestemte
Lønningsklasser. Det antages, at alle K. som saadanne
staar under gejstlig Ret; derimod er der mere
Tvivl om, i hvilket Omfang man skal lade
Gejstlighedens Privilegier, særlig Fritagelsen for
Ombud, komme til Anvendelse paa dem.
O. D.
Kirkebod. Derved forstaas den Straf eller
Tugt, som den angrende Synder, der var blevet
udstødt af Kirkesamfundet, maatte underkaste
sig, inden han atter kunde blive optaget deri.
I den gl. Kirke under Forfølgelsestiden gik
man strengt frem mod de Faldne. De maatte
gennemgaa 4 Bodsgrader. Først maatte de
staa med Sorg og Klage foran Kirkedørene
og anraabe Menigheden om Genoptagelse
(προσϰλαύσις); saa fik de Lov til at høre paa
Oplæsningen af Skriftafsnit og paa Prædiken
(ἀκρόασις), dernæst fik de Lov til knælende
at overvære Bønnen (ύπόπτοσις), og endelig
fik de Adgang til Nadveren efter først at have
aflagt Syndsbekendelsen og faaet Biskoppens
Absolution (σύστασις). Af denne Bodspraksis
udvikler sig efterhaanden Bodens Sakrament,
og der knyttede sig mange Misbrug til, mod
hvilke Reformationen protesterede.
(J. P. B.). A. Th. J.
Kirkebygningskunst er en meget
betydningsfuld Del af Arkitekturen, idet
Gudsdyrkelsen altid har stillet den nogle af dens største
og vigtigste Opgaver. I Modsætning til det
hedenske Tempel, der først og fremmest er
Gudens Bolig og derfor kun behøver at indeholde
en lille Celle, er det kristne Gudshus beregnet
paa Modtagelsen af Menigheden og fører
derfor til Skabelsen af store, imponerende eller
stemningsvækkende Rum. Fra Romernes
Profanarkitektur overtog Kristendommen
Basilika’en (s. d.), hvis Type gennem hele
Middelalderen vedblev at danne Grundstammen i K.,
dog med Undtagelser som Byzans’ Centralkirker.
Større vesterlandske Kirker er ligesom
Basilikaerne delte i 3 Skibe, af hvilke det midterste er
højest, og Rummet har altid perspektivisk
Længdevirkning, rettet mod Alteret. Middelalderen
orienterede Kirkerne med Alteret i Ø., udformede
de særlige Korbygninger, hvortil der kunde
føjes en Apsis (s. d.), og sammenkomponerede
de høje Taarne med selve Kirkebygningen.
Variationerne er dog selvfølgelig mangfoldige;
Smaakirker kunde nøjes med Kor og Skib ell.
endog blot bestaa af et enkelt, udelt,
rektangulært Langhus, og Stilformerne udvikler sig
fra det oldkristelige Grundlag til den romanske
og gotiske Stil i deres talrige Særformer,
prægede af Tid og Sted (smlg. Bygningskunst,
S. 323 ff. og Kirkehal).
Kirkestilen fremfor nogen anden blev
Gotikken med dens himmelstræbende, mystisk
virkende, stemningsfulde Rum, der formede sig
saa godt efter den kat. Gudstjenestes Krav, og
dens Eftervirkninger mærkes paa mange
Maader i Renaissancetiden, ikke mindst i det
lutheranske Nordeuropa, medens Pavekirken
stærkere gennemsyredes af den ny, antikiserende
Stil. Idealet blev Centralkirken (s. d.), der
havde været kendt allerede i Oldtid og
Middelalder; men selv nu blev Idealet sjældent
ført ud i Praksis, og man endte med et
Kompromis mellem Langhus og
Centralbygning; karakteristisk for Modreformationen blev
Typen med Kuppel over Korskæringen. Da
Barokken i 17.—18. Aarh. sejrede afgørende i
nordeuropæisk Arkitektur, fulgte ogsaa
Protestanterne med i denne Udvikling.
Huguenotterne byggede stundom deres simple
Bedehusesom Centralkirker, og foruden direkte at
kopiere kat. Kuppelkirker gjorde man især paa
Pietismens Tid ogsaa Tilløb til at forme
protestantiske Prædikekirker med mere ell. mindre
centraliserende Anlæg. 19. Aarh.’s Romantisme og
Sværmeri for Middelalderen gjorde Ende paa
disse Forsøg, og i det hele og store er man
vendt tilbage til Middelalderens Kirketyper,
medens man alt for ivrigt har renset og
restaureret de bevarede gl. Kirker.
I Danmark og Norge findes typiske
Repræsentanter for næsten alle K.’s Hovedformer fra
Middelalderen og den senere Tid. Særlig
karakteristiske for Danmark er dog de i
usædvanligt stort Tal bevarede Landsbykirker. De
bestaar næsten alle af en tidlig middelalderlig
romansk Grundstamme, Kor og Skib, hvortil
der er føjet sent middelalderlige gotiske
Tilbygninger, indbyggede Hvælv, Sakristier,
Vaabenhuse og Taarne, hvis blendingssmykkede
Trappegavle er af saa stor Virkning i det
danske Landskab og virkelig ogsaa har et lokalt
Særpræg. Norges nationale Kirkeform er de
mærkelige, tømrede Stavkirker (s. d.). (Litt.:
[jvf. Bygningskunst]; O. Mothes,
»Handb. des evang.-Christi. Kirchenbaues«
[Leipzig 1898]; Fritzsch, »Kirchenbau d.
Protestantismus« [1900]; M. Mackeprang, »Vore
Landsbykirker« [Kbhvn 1920]).
C. A. J.
Kirkebø er Navnet paa en lille Bygd paa
Sydvestsiden af Strømø bl. Færøerne. Her
benyttedes indtil 1863 Øernes eneste Kirke fra
Katolicismens Tid, en af raa Kampesten opført
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
