Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkeforfatning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indflydelse paa K., men hvorledes skulde hans
Stilling til Biskopperne bestemmes? Konstantin
den Store betegnede sig som Biskop for dem,
der stod uden for Kirken, men Udviklingen
førte med sig, at Kejseren snart blev Biskop
ogsaa over dem, der stod inden for Kirken, og
355 udtalte Constantius paa en Synode: »Hvad
Kejseren vil, skal gælde som Kanon (Kirkelov)«.
I Østen sank K. snart ned til en Forfatning
under Kejserstyre. Og da den gr.-kat. Kirke
vandt Udbredelse i Rusland, sank den
efterhaanden ned i Afhængighed af Tsaren. Den
rom.-kat. Kirke hævdede derimod stadig en vis
Selvstændighed over for Staten og fulgte
Augustin, som lærte, at Staten skal være kristelig,
og at Kirken skal sætte sit Præg paa Statens
Love og Ordninger. Dette Standpunkt gav hele
Middelalderen igennem Anledning til, at
Statens og Kirkens Repræsentanter stredes om
Overmagten, men paa den anden Side ogsaa
til, at Stat og Kirke trods alle indbyrdes
Stridigheder følte sig som samhørige. 1302 fremsatte
Pave Bonifatius VIII i Bullen Unam sanctam
Læren om »de to Sværd«, som laa i Kirkens, ɔ:
Pavens Haand, nemlig den aandelige Magt og
den verdslige, af hvilke atter den aandelige er
den øverste; Lydighed mod Paven er Betingelse
for at blive salig. Inden for den rom.-kat. Kirke
var der dog atter Strid om, hvorvidt Paven
ell. det økumeniske Koncilium havde den
øverste Myndighed.
Reformationen betød ogsaa i K.-Spørgsmaal
en Tilbagevenden til de evangeliske
Grundtanker. Luther var bestemt Modstander af Tanken
om Kirkens Overhøjhed over Staten, men han
udformede ikke nogen bestemt Teori m. H. t.
K. ud over det, i øvrigt ogsaa afgørende Punkt,
at Evangeliets Lære om de Kristnes almindelige
Præstedømme skulde være Grundlaget for al
Forfatning og alt Arbejde inden for Kirken.
Han udtaler lejlighedsvis, med stærkt
Eftertryk, at han gerne vilde have de virkeligt
Troende til at samle sig, indskrive sig og i
Fællesskab tage et Arbejde for Evangeliet og
Barmhjertighedsgerningen op, men at han er ude af
Stand til at ordne en saadan Menighed, fordi
han savner de rette Personer dertil.
Organisationen af det ny Kirkeliv begyndte naturligt
som en Organisation af de enkelte Menigheder,
navnlig i de større Stæder, men det viste sig
snart nødvendigt at skabe organisk
Sammenhæng mellem de lokale Menigheder og øve et
vist Tilsyn. Initiativet hertil tilfaldt efter
Luther’s Mening som »en Kærlighedspligt« den
verdslige Øvrighed, nærmere bestemt Fyrsten.
Men han betonede, at det kun var den rent
udvortes Organisation, Fyrsten skulde lede, i
Forkyndelse og Lære maatte han ikke blande
sig. 1528 foretoges i Kursachsen en stor
»Visitation« af Menighederne, og dermed indlededes
den ny Organisation. Der beskikkedes, i St f.
de kat. Biskopper, Superintendenter, som
skulde føre Tilsyn med Præster og Menigheder.
Men Landsherren var den, som beskikkede
Superintendenterne, om end — efter Luther’s
Mening — kun foreløbig og som en Nødhjælp.
1535 indførtes Læreforpligtelse for Gejstlige og
Lærere i Kursachsen, og 1539 dannedes et
Konsistorium af Teologer og Jurister til
Behandling af Ægteskabssager. Konsistoriet blev snart
den øverste Kirkestyrelse under Landsherren
med Superintendenterne som sine Undergivne.
Og denne K. blev den raadende i de tyske
lutherske Landskirker, idet der efterhaanden
udformedes forsk. Teorier (Territorial-,
Episkopal- og Kollegialsystemet) til dens
Begrundelse. Samtidig med, at Landsfyrstens politiske
Magt steg, steg ogsaa hans kirkelige, saaledes
at man gled ind i Statskirken; men stadig
fastholdtes det, at Fyrsten ikke havde nogen
Myndighed paa Forkyndelsens og Lærens Omraade.
I de nordiske Lande indførtes lgn. Ordninger
som i Tyskland med Undtagelse af
Konsistorier, og Navnet Biskop traadte i St f.
Superintendent. I de reformerte Lande var der fra
Beg. langt større Interesse for K., og Calvin
skabte en fast kirkelig Ordning, der i alt
væsentligt bestod af et Konsistorium ell.
Menighedsraad, sammensat af Præster og Lægmænd,
der førte Tilsyn med den enkelte Menighed;
over Konsistorierne stilledes senere, navnlig i
Skotland, Presbyterier, Synoder og en
Generalsynode, og det kirkelige Tilsyn øvedes af
Superintendenter. England fik en særlig
»biskoppelig« K. med Kongen som øverste Styrer, men
med Biskopperne som Vogtere af Kirkens
aandelige Præg. Religionsfrihedens Fremtrængen
bevirkede, at den udvortes Enhed
efterhaanden sprængtes i de forsk. Stater. Og i Løbet
af 19. Aarh. skete der store Forskydninger i
Retning af at sikre de forsk. Trosbekendelser
en vis Frihed. Den rom.-kat. Kirke fastholdt
og skærpede 1870 Pavens øverste
Jurisdiktionsmyndighed over hele Kirken og afviste enhver
Tanke om Afhængighed af den verdslige Stat
og om mere ell. mindre selvstændige
Landskirker, men har været villig til at forhandle
med de forsk. Staters Regeringer om
Samarbejde. De protestantiske Kirker har mere og
mere losnet sig fra Statens Herredømme og
krævet Selvstyre i egne, indre Anliggender.
Verdenskrigens kirkelige Følger for Rusland og
for de tyske Lande blev, at Stat og Kirke brat
og voldsomt reves løs fra hinanden. I Rusland
er alt Kaos, men de tyske Kirkeafdelinger søger
at konsolidere sig økonomisk og bygge en K.
op. Den sv. Kirke har et Fællesorgan,
Kirkemødet, den danske og den norske er foreløbig
ikke naaet videre end til at give de lokale
Menigheder en Repræsentation hver, skønt
allerede den danske Grundlov 1849 bestemte, at
Kirkens Forfatning skulde ordnes. (Litt.:
Richter, »Die evg. Kirchenordnungen des 16.
Jahrhunderts« [1846]; Rudelbach, »Den
evg. K.’s Oprindelse og Princip« [1849]; H. C.
D. Müller. »Om Stat og Kirke« [1868—71];
Fr. Nielsen, »K. og Præstevalg« [1902]; J.
Osk. Andersen, »Kirkeorganisation
udenlands« [1905]).
A. Th. J.
I Norge bestaar Statskirken fremdeles i Henh.
t. Grl. 1814 § 2. Af nyere omdannende Love er
især at mærke L. 3. Aug. 1897 om Kirker og
Kirkegaarde, der lovfæster den Betragtning, at
Kirkerne er Menighedernes, ikke Statens
Ejendom, samt de to Love af 14. Juli s. A. om
»gejstlige Embedsmænds og Kirkesangeres Lønning«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
