Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirkestaten - Kirkestol - Kirkestraffe - Kirkestævne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
svarede herpaa med en Bandbulle, blev ført
fangen til Frankrig. Denne Modgang bøjede
ham dog ikke; han gjorde vel nogle
Indrømmelser ved en Overenskomst 1813, men tog
dem straks tilbage igen, og ved Fyrsternes Sejr
1814 fik han Løfte om Genoprettelse af sin
gejstlige og verdslige Magt; 24. Maj s. A. holdt
han Indtog i sin Hovedstad.
Ved Wienerkongressen mistede K. alligevel
til Østerrig den Del af Ferrara, som laa paa
venstre Po-Bred, og Paven maatte finde sig i
at modtage østerrigske Besætninger i Ferrara
og Comacchio. Avignon og Venaissin forblev i
fr. Besiddelse. Som i de øvrige italienske
Stater vendte ogsaa i K. den gl. Styrelsesmaade
fra før 1789 tilbage; Jesuiterordenen og
Inkvisitionen blev genoprettede, og der blev intet
tilovers, som mindede om det fr. Herredømme
undtagen — Skattesystemet, forbedret ved
Genindførelse af forsk. tidligere Afgifter. Under
den næste Pave, Leo XII (1823—29), blev
Reaktionen endnu værre, hvilket havde til Følge, at
der opstod revolutionære Bevægelser, som 1831
gav sig Udslag i aabent Oprør, der bredte sig
over hele K. undtagen Rom og Omegn og
maatte betvinges af østerrigske Tropper.
Reaktionen fortsattes, og Forholdene forværredes
stadig under den slette Styrelse. Med Pius IX
(1846—78) begyndte saa en ny Æra i K.’s
Historie. Han udstedte Amnesti for politiske
Forseelser, tillod Oprettelsen af en Borgergarde og
sammenkaldte en raadgivende
Stænderforsamling (Novbr 1847). Som Følge heraf saa hele
Italien med Forventning hen til K. og dens
Styrer; men Pius blev snart betænkelig ved den
Fart, Bevægelsen tog. Vistnok sendte han en
Hjælpehær til Norditalien for at støtte
Sardinien i Kampen mod Østerrig, men han var ikke
til at formaa til at erklære denne Stat Krig.
Herover kom det til et Brud mellem ham og
Fremskridtspartiet, og da hans Minister Rossi
var bleven myrdet, og han var bleven tvungen
til at indsætte et radikalt Ministerium, forlod
han Rom (Novbr 1848) og flygtede til den
neapolitanske Fæstning Gaëta, hvorfra han
paakaldte de katolske Magters Hjælp mod den
demokratiske Republik, som Febr 1849 var
bleven udraabt i Rom. Disse undlod ikke at sende
Tropper, og efter at et fr. Hærkorps havde
indtaget Rom, genoprettedes Pavens verdslige
Magt Juli 1849; men først Apr. 1850 kom han
tilbage til Byen og styrede fra den Tid af, ledet
af Kardinal Antonelli, efter reaktionære
Grundsætninger. Begivenhederne i Norditalien 1859
bragte ogsaa Uro i K., og Romagna erklærede
sig for en Tilslutning, til Sardinien, hvori det
ogsaa blev indlemmet i Marts 1860 sammen
med Parma og Modena. Da Paven under
Garibaldi’s Tog mod Neapel stillede sig paa Frants
II’s Side og søgte at standse de sardinske
Tropper, der gennem K. trængte ind i Neapel, blev
han overvunden, og Markerne og Umbrien blev
indlemmede i det ny Kongerige Italien.
K. bestod nu kun af det egl. Patrimonium,
der forsvaredes af de fr. Tropper, som siden
1849 havde ligget i Rom. De ital. Enhedsvenner
saa stadig med Forbitrelse, at Landets
naturlige Hovedstad var i fremmed Vold, og 1862
søgte de mest fremfusende af dem med
Garibaldi i Spidsen at løse det rom. Spørgsmaal
med Vaabenmagt; men det mislykkedes
(Træfningen ved Aspromonte 29. Aug.). Samme
Skæbne havde et lgn. Forsøg efter
Franskmændenes Bortmarch 1866; ved Mentana (3. Novbr
1867) blev Garibaldi slaaet af de pavelige
Tropper i Forening med en fr. Afdeling, og
Franskmændene besatte igen Rom, som de først
forlod under den fransk-tyske Krig 1870. Ved
Efterretningen om Frankrigs Nederlag gik Victor
Emanuel ind i K., og efter en kort Kamp blev
Rom erobret (20. Septbr 1870), hvorpaa K. ved
en alm. Afstemning (20. Oktbr) udtalte sig for
Indlemmelse i Kongeriget Italien. Rom blev
Rigets Hovedstad, og Pavens verdslige
Herredømme var forbi. Pius IX afviste enhver
Forsoning med det ny Kongerige, der anerkendte
hans gejstlige Værdighed i fuldt Maal og gerne
ønskede en Udsoning med ham. (Litt.:
Tournon, Études statistiques sur Rome et la partie
occidentale des États Romains [2 Bd med
Atlas, Paris 1831]; Palmieri, Topografia
statistica dello Stato Pontificio [Rom 1857];
Sugenheim, »Geschichte der Entstehung und
Ausbildung des Kirchenstaates« [Leipzig 1854];
Brosch, »Geschichte des Kirchenstaates«, 16.
Aarh.—1870 [2 Bd, Gotha 1880—82];
Hergenröther, »Der Kirchenstaat seit der
französischen Revolution« [Freiburg 1860]; Farini,
Le stato Romano dall’ anno 1815 al 1850 [4 Bd,
Turin 1850—53]; Gregorovius, »Gesch.
der Stadt Rom im Mittelalter« [8 Bd, 4. Udg.,
Stuttgart 1886 ff.]; Bianchi-Giovini,
Storia dei papi da S. Pietro a Pio IX [10 Bd, 2.
Opl., Milano 1853—78]; Ranke, »Die
römischen Päpste in den letzten 4 Jahrhunderten«
[3 Bd, 8. Opl., Leipzig 1885]; Mamiani, Il
papato negli ultimi tre secoli [Milano 1885];
Bastia, Il dominio temporale dei Papi
1815—46 [Bologna 1890]; Brosch, »Papst Julius II
und die Gründung des Kirchenstaates« [Gotha
1878]; Zeller, Pie IX et Victor-Emmanuel
[Paris 1879]; Silvagni, La corte e la società
Romana nei secoli XVIII e XIX [3 Bd, Rom
1883—85]; Vicini, La rivoluzione dell’ anno
1831 nello Stato Romano [Imola 1889]; de
Mévius, Histoire de l’invasion des États
Pontificaux en 1867 [Paris 1875]; Cadorna, La
liberazione di Roma nel 1870 [Rom 1888]).
C. S. C.
Kirkestol er en gl Benævnelse paa Kirkens
Protokol, se Kirkeprotokoller. Se ogsaa
Stolestader.
O. D.
Kirkestraffe, se Kirkebod.
Kirkestævne afholdes paa ell. ved
Kirkegaarden om Søndagen, saa snart Gudstjenesten
er til Ende, naar der er noget der at læse.
Tidligere skulde alle de Forordninger o. a. deslige
Befalinger, som angik hver Mand især, læses til
K., og Præsterne skulde efter Prædikenen fra
Prædikestolen lyse til K.; denne
Bekendtgørelsesmaade af Love o. l. er imidlertid i Danmark
bortfalden som alm. Foranstaltning fra 1. Jan,
1871 og anvendes nu kun, hvor det Ministerium,
gennem hvilket vedk. Lov ell. Anrd. er udstedt
særlig paabyder det, ell. hvor en Lov
udtrykkelig giver Anvisning paa, at noget skal ell. kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
