Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kiærskou, Hjalmar Frederik Christian - Kiörboe, Karl Fredrik - Kjalarnesþing - Kjalnesingasaga - Kjalvegur - Kjangari - Kjartan Ólafsson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
systematisk og da især af Bregnerne; af hans
litterære Arbejder kan nævnes: Catalogus
filicum herbariorum horti botanici Hauniensis (i
Lange’s »Beretning om Univ.’s bot. Have for
1871—73«, 1874); Myrtaceæ ex India occidentali
(med 7 Tavler, »Bot. Tidsskr.«, 17. Bd,
1889—90); Enumeratio Myrtacearum Brasiliensium
(med 24 Tavler, 1893); »Grundtræk af den alm.
Botanik« (1896). I Forbindelse med
Samsøe-Lund har K. givet en monografisk Skildring af
Havekaalens, Rybsens og Rapsens Kulturformer
(Særtryk af »Landbrugets Kulturplanter«, 1884)
samt »En morfologisk-anatomisk Beskrivelse af
Brassica oleracea, Br. campestris og Br. Napus
samt Redegørelse for Bestøvnings- og
Dyrkningsforsøg med disse Arter« (med 16 Tavler,
»Botan. Tidsskr.«, 15. Bd 1886). Hans sidste
Publikation var »Om danske Samlere af
vestindiske Planter« (»Botan. Tidsskr.«, 23. Bd,
1900). (Litt.: L.Kolderup-Rosenvinge,
»H. K.« [»Botan. Tidsskr.«, 23. Bd, 1900]).
(V. A. P.). A. M.
Kiörboe [’t∫örbo], Karl Fredrik, svensk
Maler, f. i Christiansfeld (Slesvig) 1. Juni 1799,
d. 2. Jan. 1876 i Dijon. K. gik først
Militærvejen (Ritmester), men efterhaanden
forflyttedes hans Interesse, for Hesten fra det
milit.-praktiske til det kunstneriske; han udførte en
Del Hesteportrætter, udgav (i Litografi) en hel
Samling af saadanne fra Strömsholm’s Stutteri,
og da han, 1840 kom til Paris, hvor han med
Held udstillede paa Salonen (»Ræv«, »Bulldog«,
1843, »Hjortejagt«, 1844), gav han sig Kunsten
helt i Vold. Hans Dyrbilleder, udførte uden
betydelig malerisk Evne, i Beg. glat karakterløst,
senere dog med mere Bredde og Kraft, gjorde
ham dog snart yndet ved de interesse- og
sympativækkende Situationer, hvori han
fremstillede Dyrene. Typisk i saa Henseende er
hans berømte, gennem Reproduktioner meget
populære, paa Paris-Salonen 1850 udstillede
Billede, der købtes af den fr. Stat:
»Oversvømmelsen«: Newfoundlænderen, der sidder oven
paa sit af Stormfloden bortskyllede Hundehus,
og hyler ynkelig, medens Hvalpene
forskrækkede har søgt ind til den, for saa vidt de da
ikke alt er revne med af Bølgerne; senere
malede han bl. m. a. »Tatariske Hunde«
(Örebro Mus.), »Ræven i Kamp med Hunde« (1863,
Malmö Mus.), og det i høj Grad levende
»Klapjagt« (flygtende Ræv, i Sthlm’s Nationalmus.,
et Eksemplar i Kria Mus.). Han udførte ogsaa
fl. store Repræsentationsbilleder, hvor det først
og fremmest er Hestefremstillingen, der
interesserer: »Karl Johan til Hest« (1844), der efter
adskillige Genvordigheder havnede paa
Drotningholm, senere Rytterportrætter af Napoleon
III og Karl XV, det sidste i Varianter (det ene
i Sthlm’s Nationalmus.). Efter Paris’ Belejring
flyttede K. til Dijon, her sysselsat med at male
Smaabilleder. Fl. Arbejder i den Ravene’ske
Samling i Berlin. Hans Kunst blev lidet
national, men hans Gallicisme i Liv som i Kunst
bragte adskillig Glans over hans Hjemlands
Kunst.
A. Hk.
Kjalarnesþing var opr. Navnet paa det
Ting, der lige i Beg. af 10. Aarh., allerede
inden Altingets Stiftelse, blev oprettet af
Þorsteinn Ingólfsson paa Kjalarnes, en N.
f. Reykjavik liggende Halvø paa Island. K. var
paa en Maade Altingets Forgænger, men efter
Fristatens Oprettelse blev K. et af Landets 13
Vaarting. Senere, navnlig efter Fristatens
Undergang, da Tingkredsene fik bestemte
Grænser, kom K. ogsaa til at betegne det til K.
henhørende Distrikt. (Litt.: Kr. Kålund,
»Historisk-topografisk Beskrivelse af Island«, I; B.
Th. Melsted, »Íslendinga saga«, I—II; K.
Maurer, »Altnordische Rechtsgesch.«, IV
[Leipzig 1909]).
B. Th. M.
Kjalnesingasaga er en opdigtet isl.
Slægtsaga fra 14. Aarh., hvis Hovedpersoner fingeres
at nedstamme fra hist. Personer. Men der
ligger intet hist. til Grund for de skildrede
Begivenheder. I denne Saga er det, at en temmelig
udførlig Beskrivelse af et gl. Hov findes, men
den er kun et Sammenpluk af, hvad der findes
i andre hist. Sagaer, isprængt med Forf.’s egne
Tildigtninger; den er saaledes uden al Værdi
(udg. i »Islendingasögur«, II, 1847, og af I. A.
H. Posthumus 1911).
F. J.
Kjalvegur [’kjal.væ.gør] (ell. Kjölur), en
Fjeldvej tværs over det indre Island mellem
Langjökull og Arnarfellsjökull. K. fører fra
Biskupstungur paa Sydlandet til Skagafjörður
paia Nordlandet over Hvitá og
Lavastrækningen Kjalhraun 5—700 m o. H. K. er en af de
lettest tilgængelige Veje over Højlandet, da
den Rejsende her paa mange St. finder
rigelig Græsning for Hestene; Vejen benyttedes
meget i gl. Dage, da den laa bekvemt for de
Nordlændinger, der skulde til Altinget paa
Thingvellir; nu benyttes den som andre
Fjeldveje sjældnere, da de fleste foretrækker at rejse
med Dampskibe langs Kysten fremfor at gøre
lange Fjeldrejser gennem øde Egne med Telt
og anden Udrustning. I Nærheden af K. findes
mange naturskønne Punkter, som f. Eks.
Hvitárvatn (s. d.) med de kalvende Isbræer,
Kerlingarfjöll (s. d.) med de mange Svovlkilder
samt de hede Springkilder paa Hveravellir, det
store Krater ved Strýtur, udstrakte
Lavamarker og Jøkler o. s. v.
Th. Th.
Kjangari (Tshengri, Oldtidens Gangra),
By i det nordlige Lilleasien, Vilajetet
Kastamuni, har 12—15000 Indb. og Handel med
Stensalt og Uld. K. var i Oldtiden Residens for et
paflagonisk Dynasti.
M. V.
Kjartan Ólafsson [-’o.lavsån], en Søn af
Høvdingen Olaf Paa og Torgerd Egilsdatter.
K. O. er f. c. 970. Han er en af Sagaernes
mest tragiske Skikkelser, om hvis Navn der
bar lagt sig et romantisk Skær. Han er en af
Hovedpersonerne i Laxdælasaga. Som andre
unge Islændere rejstev han udenlands efter i
Forvejen at have stiftet et skæbnesvangert
Bekendtskab med den skønne Gudrun
Osvifrsdóttir (s. d.). De elskede hinanden, men der kom
ingen formelig Trolovelse i Stand. I Norge
antog K. O. paa Opfordring af Olaf Tryggvason
Kristendommen, og han berømmes for sin
asketiske Levemaade (Fasten o. s. v.). Da han kom
hjem, fandt han Gudrun gift med hans
Fostbroder Bolle. Der udspandt sig nu
Fjendtligheder paa begge Sider, der endte med, at
Bolle med sine Svogre overfaldt K. O. og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
