Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - klassisk Filologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begyndte at reflektere over Sprogets Fænomener;
men til en videnskabelig Beskæftigelse med
Litt. kom det først i Tiden efter Alexander den
Store, da den ældre Litt. stod for Grækerne
som »klassisk« og krævede særlige
Foranstaltninger baade for at opbevares og fortolkes.
Midtpunktet for disse Studier var i fl. Aarh.
Alexandria. Det store Bibliotek, der her
grundlagdes af Ptolemæerne, medførte et stort
Arbejde med at samle, ordne og bogføre den
ældre Litt., skelne mellem ægte og uægte,
foranstalte Mønsterudgaver o. s. v. Til Biblioteket
var nøje knyttet en Læreanstalt, hvor den gl.
Litt. fortolkedes for Studerende. Saaledes
udvikledes samtidig Kritik og Fortolkning, og
disse krævede igen indgaaende Syslen med den
gl. Litt.’s Sprogform, der i meget afveg fra den
da alm., med Litt.’s og de offentlige
Indretningers Historie o. s. v. De betydeligste af de
alexandrinske Grammatikere ell. Filologer
(begge Navne betegner Mænd, der sysler med Litt.)
er Kallimachos, Bibliotekets Ordner,
Aristofanes fra Byzans, Udgiver i stor Stil, og
Aristarch, den store Homerkritiker og -fortolker.
Noget senere udvikledes den systematiske
Grammatik og Metrik. Et andet Midtpunkt for
k. F. i hellenistisk Tid var Pergamum i
Lilleasien, hvor der grundedes et stort Bibliotek og
opstod en egen Filologskole. Fra Grækenland
overførtes den k. F. til Rom, hvor der, især i
den første Kejsertid, udviklede sig en
tilsvarende Behandling af den ældre lat. Litt. — Som
selvstændig forskende Videnskab holdt den k.
F. sig til langt ned i 2. Aarh. e. Kr.; efter den
Tid fik den mere og mere Karakteren af en
Ordnen og Sammendragen af de engang
vundne Resultater. Leksika o. a. Kompendier
florerede; man gjorde Udtog af den gl. Litt., og
store Partier af denne selv gik tabt.
I Middelalderen havde den k. F. sit
Hovedsæde i Konstantinopel, hvor man stadig
afskrev og fortolkede den gr. Litt.’s
Hovedværker og saaledes vedligeholdt et videnskabeligt
Litteraturstudium, men uden Selvstændighed.
Den lat. Litt. bevaredes for en stor Del i
Occidenten, særlig i Klostrene, gennem
Afskrifter; til Græsk kendte man saa godt som intet,
og om nogen videnskabelig Filologi kan man
næppe tale. Den vaagner først i 14. Aarh., da
de klassiske Studier genoplives i Italien
(Renaissancen). Med største Iver kastede man
sig her over Studiet først af den lat., snart
ogsaa af den gr. Litt. Bevægelsens første store
Mand er Petrarca, der ivrig samlede
Haandskrifter og søgte at genoplive den
klassiske Stil; andre Lærde, som Poggio,
afsøgte Bibliotekerne N. f. Alperne; byzantinske
Filologer bragte baade gr. Haandskrifter og
Kundskaben til gr. Filologi til Italien. De store
Biblioteker i Firenze, Rom, Venedig og Milano
grundlagdes. I 15. Aarh. toges
Bogtrykkerkunsten i Oldtidsstudiets Tjeneste; fra Aldus i
Venedig og Giunta i Firenze udgik de første
trykte Klassikerudgaver, og fl. af Renaissancens
Bogtrykkere var selv dygtige Filologer. — For
Renaissancens Filologi er det ejendommeligt, at
man betragtede de klassiske Forf. mere som
Mønstre og Læremestre end som Genstand for
hist. Studium. Stor Vægt lagdes paa Tilegnelse
af sproglig Færdighed, og Renaissancen har
frembragt Filologer, der i Herredømmet over
Oldtidssprogene (især Latin) staar uopnaaede.
Derimod skortede det paa sikker Metode og
hist. Blik; de gl. Forf.’s Tekst behandledes
vilkaarlig, og til en sammenfattende Betragtning
af Oldtidslivet naaede man ikke. — Fra Italien
forplantede Bevægelsen sig til det øvrige
Europa, og i 16. Aarh. flyttedes Tyngdepunktet
for de klassiske Studier til Frankrig, hvor de to
Bogtrykkere Stephanus leverede Tekster,
der i de flg. Aarh. betragtedes som
Udgangspunkt for Forskningen (Vulgata), og den store
Filolog Scaliger for første Gang siden
Oldtiden gav en videnskabelig Tekstbehandling;
tillige lagde han Grunden til en kritisk
Kronologi. Sine sidste Aar tilbragte han i Holland,
som i 17. Aarh. blev Hovedsædet for den k. F.
(J. F. Gronov). Dog holdt man i Holland
ikke fast ved Scaliger’s kritiske Principper,
men forfaldt efterhaanden til en aandløs
Samlen af Stof. I 18. Aarh. grundlægger Bentley
i England den videnskabelige Metrik og bryder
tillige Bane i den højere Kritik ved sin
Paavisning af Phalaris-Brevenes Uægthed; hans
Indflydelse hævede Studiet ogsaa i Holland, der
sammen med England beholdt den førende
Stilling Aarh. ud. Men det egl. Gennembrud,
hvorved den k. F. i moderne Forstand skabtes,
fandt Sted i Tyskland sidst i 18. Aarh. Efter at
Winckelmann og Lessing havde vakt
Studiet af den klassiske Arkæologi til nyt Liv,
og Herder havde indledet en virkelig hist.
Litteraturbetragtning, opstillede Fr. August
Wolf for første Gang Fordringen om k. F.
som en Videnskab, der gav en
sammenhængende hist. og systematisk Erkendelse af hele
Oldtidslivet. Hans eget væsentlige Bidrag til at naa
dette Maal er hans opløsende Kritik af de
homeriske Digte; det egl. Arbejde blev først
gjort i den næste Generation. Her paabegyndte
Hermann under Paavirkning af Kant’s
Filosofi den systematiske Bearbejdelse af de
formelle Discipliner (Grammatik og Metrik) og
gav Mønstre paa Kritik og Eksegese; og
Boeckh grundlagde, paavirket af den
romantiske Filosofi, de reale Discipliner og deres
Hjælpevidenskaber (Antikviteter med Kronologi
og fremfor alt Epigrafik). Samtidig
gennemførtes en fuldt ud rationel Tekstbehandling af
Boeckh og K. Lachmann, og snart efter
begyndte Imm. Bekker’s storstilede
Udgiverarbejde. Boeckh’s Discipel C. O. Müller gav
den første aandfulde Bearbejdelse af den gr.
Litteraturhistorie, opstillede Grundsætninger
for en videnskabelig Mytologi og gav ved sin
Forening af filologisk og arkæol. Forskning
Stødet til en helt ny Behandling af
Oldtidshistorien. Omtrent samtidig indførte Niebuhr
kritisk Metode i Studiet af den rom. Historie.
Indtil vore Dage har Tyskland hævdet den
ledende Stilling i den k. F. I Modsætning til en
navnlig omkr. 19. Aarh.’s Midte fremtrædende
Vilkaarlighed i Tekstbehandlingen og
Dristighed i at opstille Hypoteser gør der sig i den
allernyeste Filologi en konservativere
Strømning gældende; der lægges større Vægt paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
