Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klauwell, Otto - Klave - Klaveness, Thorvald - Klavenæs, Thoralv - Klaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Klauwell [’kla^uvæl], Otto, tysk Musiker
(1851—1917), Lærer i Klaverspil og Musikteori
ved Kölns Konservatorium, hvis Vicedirektør
han blev 1905. K. har komponeret
Kammermusik, Ouverturer og Operaer m. m., men er
navnlig kendt som musikalsk Skribent, blandt
hvis Værker, der særlig vedrørte Klaveret, skal
fremhæves: »Der Vortrag in der Musik«, »Der
Fingersatz des Klaverspiels«, »Gesch. d.
Sonate«, »Beethoven und die Variationenform«,
»Gesch. d. Programmusik«, »Studien und
Erinnerungen«.
W. B.
Klave er den norske Form for det danske
Klove; oldnorsk klafi. »Naar man har K., faar
man altid Ko«, siger Ordsproget spøgefuldt. I
Skovbruget er K. Navn paa et Maaleredskab
(Diameter-K.), forfærdiget enten af Jern eller
Staal med en bevægelig Arm, som er
opmærket med norsk. eng. ell. metrisk Maal (kaldes
i Alm. med det eng. Navn Calliper); eller af
Træstykker, fast forbundne med Tværtræ,
saaledes som de i Østlandets Tømmerdistrikter
alm. Stiv-K.
H. F.
Klaveness, Thorvald, norsk Præst, f. 22.
Septbr 1844, d. 17. Febr 1915, blev Student
1862, cand. theol. 1867 og Lærer ved Nickelsen’s
Pigeskole i Kria, 1868 Redaktør af
»Fædrelandet« og dets Følgeblad »Hjemmets og
Arbejderens Ven« sammen med P. Hærem. 1874
blev han residerende Kapellan til Eidsberg,
1882 i Fredrikshald, 1892 Sognepræst til Oslo
Menighed i Kria, hvorfra han 1898 blev
befordret til Frogner Menighed i samme By. K.
hørte til den nyere Skole af norske Præster,
som med grundige Studier i Teologi forenede
et opladt Syn for det praktiske Kristenlivs
Krav (Indremission, sociale Reformer,
Arbejderspørgsmaal) og Sans for det borgerlige
Samfundslivs rent humane Interesser. Som
Teolog og Forkynder tilhørte han opr. den
pietistiske Vækkelsesretning, men i sine senere
Aar var han en afgjort Tilhænger af den
saakaldte »Opdragelseskristendom«, som lægger
Hovedvægten paa Kristenlivets stille Vækst
under den daglige kristelige Paavirkning i Hjem,
Skole og Kirke. Derfor blev det en Livsopgave
for K. at skaffe Folket og dets Lærere god og
tidsmæssig Religionskundskab. Han udgav
Lærebøger i Religion, som har faaet en meget
stor Udbredelse (»Forklaring over Luthers lille
Katekismus«, »Bibelhistorie for Middelskolen«,
»Bibellære for Gymnasier og Lærerskoler«,
»Vejledning til Brugen af min Forklaring«).
Han var en meget søgt Prædikant, og hans
Prædikensamlinger har fundet mange Læsere
(»Evangeliet forkyndt for Nutiden« [4. Oplag
1905], »Ny Prædikener til alle Kirkeaarets
Helligdage« [1915]). I sine senere Aar gik han
mere og mere over til den liberale Teologi,
men holdt dog altid fast paa den apostoliske
Trosbekendelse. Intet menneskeligt var ham
uvedkommende, og sin levende Interesse for
Kultur- og Samfundsspørgsmaal har han lagt
for Dagen i en vældig litterær Produktion,
særlig i de to Tidsskrifter, han var med at
grundlægge, nemlig »For Kirke og Kultur«
(1894, sammen med Chr. Bruun) og »Norsk
Kirkeblad« (1908), som er blevet den liberale
Teologis kirkelige Organ. K. havde altid været
interesseret for Statskirkens Organisation, og
1908 blev han Formand i den
Kirkekommission, som fik i Opdrag bl. a. at fremsætte
Forslag i den Retning. Han fastholdt det gl.
Reformprogram, at Statskirken skulde organiseres
af Staten, og afviste »den fri Folkekirke«, hvis
Princip er, at Kirken med Statens Tilladelse
organiserer sig selv (se Kirkeret). Som
Formand i Kirkekommissionen udførte K. et
omfattende og dygtigt Arbejde, da han selv
skrev alle Flertalsindstillinger. Men under
disse Anstrengelser blev han angrebet af den
Sygdom (Kræft), som endte hans Liv. K. var en
uforfærdet Stridsmand, som aldrig var bange
for at blotte Tidens Brøst, hverken paa
Prædikestolen ell. i Pressen. (Litt.: »Norsk
Forf.-Leks.«, III; Eiv. Berggrav-Jensen, »Th.
K. i nordisk Kirke og Kultur« [1915]).
Abs. T.
Klavenæs, Thoralv, norsk Forf., f. 12.
April 1866, Redaktør og Ejer af »Vestfold«,
Sandefjord indtil 1906; har skrevet Digte,
Dramaer, Fortællinger og givet paa Selvsyn
grundede Skildringer af Normænds Liv i
Amerika. K. gjorde sig i sin Tid stærkt bemærket
ved energisk Arbejde for Frifindelse af
Thorvold Sletten, hvem han ansaa uskyldig dømt
for Mord.
E. S-n.
Klaver er den gængse, ikke strengt
begrænsede, Fællesbenævnelse paa alle de
Musikinstrumenter, hvor Anslaget af Strengene sker
ved Hjælp af et Klaviatur — altsaa omfattende
ikke alene de moderne Pianoforter
(Hammer-K.) i deres forsk. Skikkelser, det taffelformede
K., Flygelet og det opretstaaende K., men
ogsaa deres Forgængere: Klavichordet og
Klavicymbelet med deres talrige Afarter. Medens
Benævnelsen K. (af lat. clavis, egl. Nøgle, her
i Bet. Tangent) rettelig kun finder Anvendelse
paa de med Klaviatur forsynede Instrumenter,
maa man søge Oprindelsen til K. i hele den
Klasse af Strengeinstrumenter, der blev spillet
med Fingrene ell. et Plektron, og da særlig det
gl. gr. Monochord, der benyttedes til
teoretisk Bestemmelse af Toneforhold og bestod
af en enkelt Streng, spændt over en
Resonanskasse, og forsynet med en forskydelig Stol, der
afgrænsede Strengens Længde. Ved Tilføjelsen
af fl. Strenge og navnlig ved Anbringelsen af
et Klaviatur, hvortil Ideen hentedes fra Orglet
ell. Bondeliren, var man i 13.—14. Aarh. naaet
til det første egl. K., Klavichordet. Det
bestod af en firkantet Kasse, opr. uden Ben,
og saa lille, at det med Lethed kunde bæres
under Armen ell. anbringes som en Kasse paa
et Bord. Det var forsynet med Metalstrenge,
alle sammen af samme Længde, der løb paa
tværs af Klaviaturet, som ved det taffelformede
K.. og Anslaget skete ved Hjælp af smaa
Metalstifter, de saakaldte Tangenter (af latinsk
tangere, »at berøre«), der var anbragte paa
den bageste Ende af Tasterne (Benævnelsen
Tangent er senere i Tidens Løb gaaet over til
at betegne hele Tasten). Naar Tangenten ved
Anslaget berørte Strengen, tjente den ikke
alene til at frembringe Tonen, men afgrænsede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
