Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
derimod, der i det væsentlige er den samme,
som Cristofori og Silbermann anvendte, men
som først efter at være optagen og forbedret
af de eng. Fabrikanter (Broadwood) vendte
tilbage til Kontinentet som »engelsk«, er
Hamrene befæstede paa en særskilt Liste og
bevæges ved en Stødtunge fra Tangenten. Men i
øvrigt har, som sagt, hver enkelt større Fabrik
ydet sit Bidrag til K.’s Udvikling: Erard i
Paris den saakaldte Repetitionsmekanik, der
bevirker, at Hamrene kan anslaas gentagne
Gange mod Strengene, uden at Tangenten
behøver at være vendt helt tilbage til sin
Hviletilstand, Hornung & Møller i Kbhvn den
i eet støbte Jernramme (se Hornung, C. C),
Steinway i Amerika en særlig Krydsning
af Strengene o. s. v. Ang. det ganske spc.
byggede Janko-Klaviatur, se Janko.
Hammerklaveret bygges i tre forsk. Former:
det taffel- ell. karnisformede (eng. square
piano, fr. piano carré), der dog nutildags er i
Færd med at gaa af Brug, Flygelet (eng. grand
piano, fr. piano à queue) alt efter Størrelsen
Koneert-, Salon- og Kabinetsflygel, og det
opretstaaende K., Pianino (eng. cottage piano, fr.
piano droit). Medens Konstruktionen
selvfølgelig i Enkeltheder opviser mange Afvigelser, er
Princippet i Hovedsagen det samme, ligesom
de samme Bestanddele forefindes i de forsk.
Former.
Kassen, der omslutter de enkelte Dele,
har ingen Bet. for Instrumentets Tone; den er
kun omhyggelig udført Snedkerarbejde og
bestaar i Reglen af Nødde-, Mahogni- ell. sort
bejdset Pæretræ. Medens man ved de gamle
Klavichorder og Klavicymbler anvendte
Billedkunsten i rigt Maal — Indersiden af Laaget
var ofte forsynet med pragtfulde Malerier og
Inskriptioner — gøres Kassen nu i Reglen saa
enkel som muligt; kun Billedskærerkunsten
anvendes som paa andre Møbler. Inden for
Kassen, og flg. dennes Konturer, findes
Opbygningen, et af Fyrretræ bygget Skelet,
hvortil Pladen, den Jernramme, i hvilken
Strengene er spændte, og som efterhaanden har
afløst tidligere Tiders Trækonstruktioner, er
fastskruet. Den ene Del af denne Jernramme hviler
paa den underliggende Stemmestok (af
Bøgetræ), hvori Stemmeskruerne, om
hvilke Strengene er viklede, er anbragte; den
anden Del af Rammen, hvor Strengenes anden
Ende fastgøres, kaldes Anhangspladen.
Strengene er af Staal, for de dybeste
Oktavers Vedk. overspundne med Kobbertraad ell.
en dertil komponeret »Overspindingstraad«.
For at opnaa en kraftig, fyldig Klang anvendes
til hver Tone — undtagen for det dybeste
Registers Vedk. — fl., to ell. tre, sjælden fire ens
stemte Strenge; de til hver enkelt Tone
hørende Strenge kaldes et Kor. Den klingende Del
af Strengen afgrænses i den ene Ende ved
Hjælp af Stifter ell. Agraffer, der er anbragte
paa en tæt foran Stemmeskruerne liggende
Liste, ell. ogsaa ved en fast Metalstok
(Capotasto), der er fastskruet til Stemmestokken; bagtil
begrænses den af Stegen, en paa
Sangbunden anbragt Liste (den svarer til »Stolen« paa
Strygeinstrumenter) af en fast Træsort, i Reglen
Bøg, over hvilken de spændte Strenge løber
saaledes, at de hviler fast paa den; og idet de
derved afgiver en Del af deres Tryk til den,
forplanter de Strengenes Svingninger til
Resonans- ell. Sangbunden, der har den
afgørende Bet. for Tonens Klang og Styrke og
derfor maa forarbejdes med ganske særlig
Omhu. Det er en Træplade, hvortil Materialet
søges bl. det reneste og bedste Grantræ;
oventil er den glat, paa Bagsiden afstives og
belastes den af Ribberne, Trælister, der er
fastlimede under den, i Reglen paa tværs af
Aarerne i Sangbunden. Anslaget af Strengene
sker ved Hjælp af Mekanikken:
Hammerværket og Klaviaturet, hvortil kommer
Dæmpermekanismen. Tangenterne gøres af let
Fyrretræ, der fortil beklædes med henh. Elfenben
og Ibentræ for Under- og Overtangenternes
Vedk.; Undertangenterne repræsenterer
Tonerne i C-Dur Skalaen, medens Overtangenterne
indeholder de mellemliggende kromatiske
Halvtoner. Pianofortets Omfang var paa Beethoven’s
Tid fra Kontra E til firstrøget f; nutildags
rækker det fra Subkontra A til femstrøget c.
Tangenterne virker efter den dobbelte Vægtstangs
Princip; Støttepunktet afgives af en Liste,
Balancelisten, paa hvilken er anbragt
Stifter, der gaar gennem et Hul og en Indskæring
i Tangenten. Nedtrykkes nu den forreste Del
af denne, løftes den modsatte Ende og bringer
derved — paa forsk. Maade, alt efter det
Princip der ligger til Grund for Mekanikken —
Hammerhovedet, der bestaar af en Trækerne,
beklædt med Filt, til at slaa imod Strengen.
Samtidig fjernes Dæmperen, der bestaar af en
lille Filtpude, fra Strengen, og falder først
tilbage paa denne, naar Trykket paa Tangenten
ophører. Ved Hjælp af Fortepedalen, der
bevæges ved et Fodtrin — paa de ældre
taffelformede K. var det en Knæpedal — kan man
samtidig fjerne Dæmperen fra samtlige
Strenge. Det andet Pedaltrin, der findes paa
Flygeler og opretstaaende K., kaldes
Pianopedalen ell. Forskydningen og fremkalder
en Afdæmpning af Instrumentets Tonestyrke,
som oftest derved, at Hamrene rykkes saa
meget til Siden, at de ikke anslaar det fulde
Antal Strenge i hvert Kor. En tredje Art Pedal,
der er indført af Steinway i New York,
Sostenuto- ell. Prolongationspedalen,
bevirker, at man kan lade en enkelt Tone ell.
en Akkord vedblive at klinge, medens det
øvrige Klaviatur spilles uafhængig heraf; denne
Opfindelse har imidlertid endnu ikke faaet alm.
Bet. De berømteste Pianofortefabrikker er
Erard i Paris, Steinway i New York, Bechstein
i Berlin, Blüthner i Leipzig, Bösendorfer i
Wien, Broadwood i London, Becker i
Petrograd, og for Skandinaviens Vedk. Hornung &
Møller i Kbhvn, Malmsjö i Göteborg og Hals i
Kria. (Litt.: Fischhof, »Versuch einer
Geschichte des Clavierbaues« [Wien 1853]; O.
Paul, »Geschichte des Klaviers« [Leipzig
1868]; Welcker von Gontershausen,
»Der Klavierbau« [Frankfurt 1870];
Weitzmann, »Geschichte des Klavierspiels«
[Stuttgart 1879]; Max Seiffert og O.
Fleischer, »Geschichte des Klaviers« [Leipzig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
