- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix /
133

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klint - Klint, Gustaf af - Klint, Peder Vilhelm Jensen - Klinte - Klintebjærg - Klintekongen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ovf. liggende Bestanddele til at styrte ned.
Naar en K. bestaar af nogenlunde ensartet
Materiale: Sand, Ler, Kridt, vil den have et mere
ell. mindre lodret ell. svagt skraanende Fald
efter Materialets Sammenhængskraft. Naar den
derimod som Stevns K. forneden bestaar af
løsere Materiale (Kridt) overlejret af haardere
Bestanddele (Limsten), vil den være
undermineret, idet den øverste fastere Del har Kraft
nok til at hænge betydeligt ud over Underlaget,
inden den styrter ned. I Sverige vil man ogsaa
finde Ordet K. brugt om stejle Skrænter inde i
Landet.
M. V.

Klint [klint], Gustaf af, sv. Admiral, f.
31. Maj 1771, d. 30. Apr. 1840. Allerede 12 Aar
gl udnævntes han til Fændrik og ansattes ved
Kortlægningsarbejder, hvilke han senere viede
sine bedste Kræfter. 1786 var han ved sin
enestaaende Energi naaet saa vidt, at han
ansattes som Lærer i Navigation for Kadetterne.
17 Aar gl deltog han i Krigen med Rusland
og var med i Slaget ved Hoogland Juli 1788,
forfremmedes til Løjtnant og spillede trods sin
unge Alder en fremtrædende Rolle; da den sv.
Flaade saaledes var blevet indesluttet ved
Sveaborg, var det K., der paatog sig at føre den
indenskærs forbi Russerne. Det paafølgende
Aar udmærkede han sig paa ny i Slaget ved
Øland og udnævntes 19 Aar gl til Kaptajn. Fra
Fredsslutningen til 1812 arbejdede han paa
Kortlægning af de sv. Farvande, sluttede
Venskab med den danske Hydrograf Admiral
Løvenørn og fik oprettet et Kortarkiv i Lighed
med det danske. I Krigen mod Frankrig 1812
var han Chef for en Eskadre, der opererede
mod de fr. Tropper i Pommern. Ved
Fredsbrudet med Danmark ansattes han som
Flagkaptajn hos Generaladmiral Puke, ledede
Angrebet mod Fredrikstad og tvang Byen til
Overgivelse. K. fortsatte senere sine hydrografiske
Arbejder, og da Staten nægtede at bidrage til
Omkostningerne derved, udarbejdede han paa
egen Bekostning og udgav »Sveriges Sjö Atlas«.
Han døde som Viceadmiral og Præsident for
Søforsikringsoverretten.
C. W.-S.

Klint, Peder Vilhelm Jensen, dansk
Arkitekt, f. 21. Juni 1853 ved Holsteinsborg paa
Sjælland. Efter at have taget
Præliminæreksamen fra Schneekloth’s Skole forberedte han sig
til polyteknisk Læreanstalt, hvorfra han tog
Afgangseksamen som Bygningsingeniør 1877.
Efter en Sommers Ansættelse som Ingeniør ved
Hedeselskabets Engvandingsanlæg gik K. ind
paa Teknisk Skole for at blive forberedt til
Optagelse paa Kunstakademiet; her gennemgik
han derefter de forsk. Klasser i Malerskolen,
indtil han 1885 forlod Akademiet, dog uden at
tage Afgang. Samtidig med at K. gik paa
Akademiet virkede han som Lærer i Matematik,
først paa Orlogsværftets Skole for Skibsbygning
og senere fra 1881 ved Teknisk Selskabs Skole.
1889 arbejdede K. en Tid som Ingeniør ved
Kystsikringsarbejdet ved Lemvig; 1890 var han
Assistent hos Stadsingeniøren og 1892 overtog
han Stillingen som Lærer i Tegning ved
Landbohøjskolen og virkede her til 1916. 1890
udstillede han paa Charlottenborg Modellen til et
Springvand »Dansende og syngende
Amagerbonde paa et Kaalhoved« og begyndte s. A. paa
at udføre en Del keramiske Arbejder, indtil
han 1898 begyndte sin egl. Virksomhed som
Arkitekt ved Opførelsen af et Gymnastikhus paa
Vodroffsvej; han blev Medlem af Akademisk
Arkitektforening og udstillede i de flg. Aar
paa Den frie Udstilling forsk. Projekter og
Arkitekturtegninger.

Af K.’s Arbejder kan nævnes: 1904 Banken i
Frederikshavn, 1905 Godsforvalterboligen til
Ourupgaard, Kaptajn Hagedorn’s Villa i
Hellerup og Ventesalen paa Trianglen, 1906—08
Vadskov Kirke ved Nørre Sundby, 1912
Forslag til et Mindesmærke for Grundtvig, 1913 en
Rk. Konkurrenceudkast, hvoribl. Kirkerne »Tveje
Aars« og »Grundtvigs Kirke«; efter førstnævnte
Udkast er 1919—20 Kirken »Skt Hans Tveje« i
Odense bleven opført. Opførelsen af
»Grundtvigs Kirke« ved Bispebjerg er paabegyndt.
K. har desuden udført en Række
kunstindustrielle Arbejder, Møbler, Bogbind,
Inskriptioner o. s. v. Hvad han tidligere havde skrevet
om Kunst, udgav han 1911 i en Bog
»Bygmesterskolen«. K. har, fra Foreningen blev stiftet,
været Medlem af Bestyrelsen i
Landsforeningen »Bedre Byggeskik«.
C. B-r.

Klinte (bot. Beskr., se Agrostémma) er fra
ældre Tid en berygtet Ukrudsplante, der
fortrinsvis optræder i Vintersæd (Rug og Hvede),
undertiden ogsaa i Havre. Den er overvintrende
enaarig. Udsaaet sammen med Sædekornet
spirer den om Efteraaret, overvintrer,
blomstrer flg. Sommer, modner Frø samtidig med
Kornet og dør derefter bort. Da dens Frø ikke
bevarer Spireevnen ved at henligge i Jorden
fra det ene Aar til det næste, bekæmpes det
let ved at anvende fuldstændig rent Saasæd.
Takket være Nutidens gode Rensemaskiner er
den ikke nu saa alm. som tidligere. Dens Frø
indeholder det sundhedsskadelige Saponin.
K. H-n.

Klintebjærg, Holbæk Amt, Ods Herred,
Højby Sogn, en Kalkklint, c. 6 km NV. f.
Nykjøbing med smukke, bratte Skrænter ud til
Kattegat (»Nordstranden«); højeste Punkt er 36 m.
K., som menes tidligere at have været en Ø,
omgives ind mod Land af lavt Terrain, i
hvilket før laa den nu udtørrede, c. 250 ha store
Indsø Klintesø.
(H. W.). M. S.

Klintekongen, et overnaturligt Væsen, der
tænkes at bo inde i Klinten, 1) særlig om et
Væsen i Møens Klint, i stedlig Tradition
hyppigst kaldet Jøing Opsal eller (forvansket)
Jøden fra Upsala; han bor i Kongsbjerg, hans
Dronning paa Dronningestolen, han værner
Landet imod Fjender; to Gange har han »redet
Kongeridtet«, og han skal atter gøre det 3.
Gang; han kører med sorte Heste over Havet;
da bliver det Storm, og han træffes om Natten
paa Ridt igennem Landet; Bønderne paa
Østmøen henlægger det sidste Neg af Havren til
hans Hest; 2) en K. i Stevns nævnes ogsaa og
menes undertiden at være den samme som K.
paa Møen; i den stedlige Overlevering
identificeres han ofte med den sagnberømte Ellekonge
fra Elverhøj i Hellested Sogn: »K. og Ellekongen,
det er et«, siges der; hans Hule i Klinten
hedder snart K.’s Hule, snart Ellekongens Hus.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:56:57 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/14/0153.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free