Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klippegrave - Klippegrævling - Klippehøns - Klipper - Klippesejler - Klippetempler - Klipping - Klipsøm - Klirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ældste Kristnes Grave ved Rom huggedes
ligesaa ud i Klippegrunden; man fulgte her for en
Del Forbillederne fra det hellige Land;
saaledes opstod Katakomberne. Da Kristendommen
sejrede, ophørte Begravelser i K.; man
begravede de Døde omkr. ell. i Kirkerne, i Reglen
altsaa under aaben Himmel. Kun
undtagelsesvis, hvor Klippegrunden ligger nær Overfladen,
naar Gravene ned til Klippen og er udhuggede
i denne. Muhammedanerne begraver deres
Døde under aaben Himmel ligesom de Kristne.
Anvendelse af egl. K. til Begravelse finder i
vore Dage næppe mere Sted.
V. S.
Klippegrævling, d. s. s.
Fjeldgrævling.
Klippehøns, se Stenhøns.
Klipper, en fra Nordamerika stammende
Type paa hurtigt sejlende Koffardiskibe. De
udmærker sig ved skarpe og fine Linier med
jævne, bløde Rundinger under Vandet og et
temmelig stærkt udfaldende Forskib over
Vandgangen. Efter Rejsningen skelner man
mellem fuldriggede K., Klipperbark og
Klipperbrigantine. I Midten af forrige Aarh.
anvendtes K. under Navn af Teklippere meget
til Transport af Te fra Kina til Europa, og der
foreligger Beretninger om, at K. paa saadanne
Rejser, hvor der var haard Konkurrence
mellem de eng. og amer. Sejlskibe om den
hurtigste Rejse, har været oppe paa en
Gennemsnitsfart af over 14 Knob.
H. P. C.
Klippesejler, se Mursvaler.
Klippetempler. Naturlige Huler har
stundom været anvendte til Gudstjeneste, men langt
hyppigere har man hugget store Rum ud af
Klippen for at anvende dem til Gudstjeneste.
Saadanne Templer findes i Nubien ved
Abu-Simbel (et større og et mindre) og i Ægypten
ved Beni-Hassan (Speos Artemidos). I Indien
har man gerne borthugget Loftet over de i
Klipperne udhuggede K., saaledes at de ligger
under aaben Himmel (se Bygningskunst).
V. S.
Klipping, Mønter prægede paa
uregelmæssige Metalstykker, under Krigsforhold,
Belejringer o. a. l. Nødstilstande, af ringere
Metalværdi end den, de lyder paa, og med saa korte
Indskrifter som muligt. De forekommer her i
Norden fra Slutn. af Middelalderen til ind i
17. Aarh.; især under den nordiske
Syvaarskrig blev de udprægede i større Mængde baade
fra dansk og fra sv. Side.
(P. B.). H. A. K.
Klipsøm, Søm, der er dannede ved
Udklipning af Plade; de har næsten fortrængt
smedede Søm, men trues nu selv stærkt med at
fortrænges af Traadstifter.
(F. W.). E. Su.
Klirer (Navnet efter Fuglenes Lyd) kaldes
en Slægt af Snæppefuglene (Scolopacidæ),
nærmest staaende Rylerne. Det er langhalsede og
langnæbbede Vadefugle med en kort
Svømmehud mellem Yder- og Mellemtaaen, en ret stor
Bagtaa. Farverne er mest en Blanding af sort
og hvidt. K. yngler i de tempererede og kolde
Egne, saavel i den gl. som i den ny Verden,
trækker om Vinteren S. paa, helt ned til
Sydafrika, Indien og Australien. De fleste K.
yngler i Moser og Sumpe, lægger 4 Æg, der oftest
er godt skjulte. Æggene er, som alle
Snæppefugles Æg, pæreformede med gullig Bundfarve
og mørkere Pletter. Stemmen er kraftig, Alm.
velklingende, former sig hos nogle Arter i
Parringstiden, under hvilken de foretager
allehaande Flyveøvelser, til en ret melodisk Sang.
Næringen bestaar af Orme, Larver og Insekter,
som de med det lange, spinkle Næb søger i
Dynd og Sand. Bl. de Vadefugle, som i
Eftersommeren befolker Danmarks Strandbredder,
hører K. til nogle af de hyppigste og mest
fremtrædende, men kun to Arter yngler her
i Landet i større Tal. — De ikke talrige (c.
13) Arter er skilte i mindst 5 Slægter, men
grupperes dog naturligst i Slægten Totanus,
medens Mudderklirerne (Actitis) danner en
adskilt Gruppe.
Rødben (Rødben-K., Tjalder, Tolk;
norsk: Rødstilk, Rødbenet
Strandsnæppe) (T. calidris) har en Krop saa stor
som en Solsorts, men de høje Ben og ret store
Vinger giver Indtryk af en anselig Fugl. I
Sommerdragten er Farven paa Oversiden
væsentlig graabrun, paa Undersiden hvid med
sorte Pletter. Næbbet er sort, rødt ved Roden,
Benene lyst orangerøde. I Vinterdragten er
den mere graalig paa Oversiden, og Benene er
gule. Den yngler alm. i det meste af Europa,
paa Island (med en særlig Race), i
Middelhavslandene og i Mellemasien. I Norge ruger
den alm. langs det meste af Vestkysten,
sjældnere inde i Landet paa Højfjeldsmoser. I
Danmark yngler den over hele Landet, paa Øer,
ved Fjordbredder og i Moser, er, næst efter
Viben, den almindeligst ynglende Vadefugl, og
er p. Gr. a. sit iøjnefaldende Ydre og
ejendommelige Skrig en velkendt Fugl. I
Marts—Apr. kommer den til Ynglepladserne, lægger i
Maj sine 4 Æg, c. 48 mm lange, 30 mm brede,
undertiden ret frit, oftest i højt Græs, som den
samler over Reden, saa Æggene ligger skjult;
Hunhen er ene om Rugningen. I Parringstiden
har Hannen en kraftig, vidtlydende Trille, men
til alle Aarstider lader den høre sit langtrukne,
totonede Fløjt. Nærmer man sig Reden eller
Ungerne, kredser Forældrene uafbrudt over
dem med ængstelige Klageskrig. Som mange af
 |
| Fig. 1. Rødben. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
