Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Klosz, Georg Franz Burkhardt - Klothilde - Klotho - Klotz, Christian Adolf - Klotz, Reinhold - Klotz, Stephan - Klotzsche-Königswald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Historie med Kritik, og han har saaledes lagt
Grunden til en virkelig hist. Fremstilling af dets
Historie. K. har udgivet »Bibliographie der
Freimaurerei« (1844), »Die Freimaurerei in
ihrer wahren Bedeutung« (1846, 2. Udg. 1855),
»Gesch. der Freim. in England, Irland und
Schottland« (1848), »Geschichte der Freim. in
Frankreich« (2 Bd, 1852—53).
V. S.
Klothilde, ital. Prinsesse, f. 2. Marts 1843 i
Turin, d. 25. Juni 1911, ældste Datter af Kong
Victor Emmanuel II, blev 30. Jan. 1859 gift med
Prins Napoleon Bonaparte, for at besegle
Forbundet med Frankrig. Hun fik to Sønner,
Victor (f. 1862) og Louis (f. 1864) samt en Datter
Marie (f. 1866), som 1888—90 var gift med
hendes yngre Broder Amadeo. Medens hendes
Ægtefælle stadig laa i Strid med Kejserinde
Eugénie, blev hun trofast mod denne til det
sidste og viste stor Ro under Kejserdømmets
Fald 4. Septbr 1870. Hun blev Enke 17. Marts
1891; i Modsætning til sin Ægtefælle var hun
udpræget Katolik.
E. E.
Klotho [-to], se Moirer.
Klotz [klåts], Christian Adolf, Filolog
og Arkæolog, (1738—71), studerede i Jena og
Leipzig, var en kort Tid Prof. i Göttingen og
derpaa (fra 1765) i Halle. K. skrev en elegant
lat. Stil (Opuscula poetica, Altenburg 1760) og
forfattede i sin første Ungdom talrige satiriske
Skr (Mores eruditorum o. a.), der vakte
betydelig Opmærksomhed; til disse maa ogsaa
regnes hans Stridsskrifter mod Peter Burmann
den Yngre. Han virkede dernæst i talrige
Smaaskrifter og Tidsskriftartikler for en
æstetiserende Betragtning af Oldtid slitteraturen og
opnaaede stor Anseelse som Skønaand og
Smagsdommer. Som Udgiver af 3 lærde Tidsskr og
Høvding for et udbredt Koteri indtog han en
dominerende og frygtet Stilling, indtil hans Skr.
»Ueber den Nutzen und Gebrauch der alten
geschnittenen Steine« (Altenburg 1768)
fremkaldte et voldsomt Angreb af Lessing i dennes
»Briefe lantiquarischen Inhalts« (Berlin
1768—69), hvori K.’s Overfladiskhed eftervistes, og
hans personlige Uvederhæftighed skaanselløst
blottedes. K. drev det ikke engang til et
ordentligt Forsvar; hans uægte Berømmelse var
tilintetgjort allerede før hans tidlige Død. Af
hans Skr gælder Opuscula philologica et
oratoria (Halle 1772) endnu som Eksempel paa
god lat. Stil. Helt uden Bet. for en friere
Opfattelse af Oldtidsstudiet har K. trods al
Overfladiskhed næppe været.
A. B. D.
Klotz [klåts], Reinhold, klassisk Filolog,
(1807—70), studerede i Leipzig og blev 1849
Prof. ved Univ. der i G. Hermann’s Sted. K.
har bl. a. udg. Clemens Alexandrinus (4 Bd,
Leipzig 1831—34) og fortsat Pflugk’s Udg. af
Euripides (Gotha 1841—69) samt bearbejdet
Devarius’ Liber de græcæ linguæ particulis (2 Bd,
Leipzig 1835—42). Kendtest er K. fra sine
Arbejder over Cicero; foruden mange mindre
Skr har han udgivet dennes samtlige Taler med
Kommentar (3 Bd, Leipzig 1835—39) og en
Tekstudgave af samtlige Skr (11 Bd, Leipzig
1850—57 og senere). Hans »Handwörterbuch
der lateinischen Sprache« (2 Bd, Braunschweig
1847—57 og senere) var anlagt efter en god
Plan, men mislykkedes i Udførelsen. Efter hans
Død udgav hans Søn »Handbuch der lateinischen
Stilistik« (Leipzig 1874).
A. B. D.
Klotz [klåts], Stephan, slesvigsk
Generalsuperintendent, f. 1606 i Lipstadt i Westfalen,
d. 1668 i Flensborg. K. var en Præstesøn; i
Skolen udmærkede han sig ved sin utrolige
Hukommelse, ved Universiteterne i Marburg og
Rostock gjorde han sig bemærket ved sin
Disputerefærdighed. Efter at være bleven Magister
i Rostock optraadte han der som Privatdocent.
1629 vandt han saa rige Laurbær ved en
Disputats med en Jesuit, at han straks efter fik et
Præstekald i Rostock, 1632 blev han teologisk
Prof. der, Aaret efter (27 Aar gl)
Universitetsrektor og 1635 Dr. theol. 1636 kaldte Christian
IV ham til Generalsuperintendent i den
kongelige Del af Slesvig og Holsten med Sæde i
Flensborg, 1639 blev han tillige Provst for Flensborg
Provsti og Præst ved Nicolaj-Kirken. K. var
den mest udprægede Repræsentant for den
lutherske Ortodoksi, af hvilken han gjorde
Forretning, og han haandhævede den med Kraft
i Sønderjylland, hvor man altid havde hældet
til Melanchton’s mildere Retning, men nu kunde
ingen Bog udkomme og ingen blive Præst uden
K.’s Samtykke. Først tog han fat paa Holger
Rosenkrands, hvem han over for Christian IV
angav som en farlig Kætter. Da den senere
Kong Frederik III 1646 tog Bolig paa
Flensborghus, fik K. denne og hans Hustru helt i
sin Magt, og han benyttede sin Indflydelse til
1647 at faa Konkordieformelen indført i sit Stift
for med den at knuse Calixtinismen. Da
Frederik III blev Konge, øgedes K.’s Magt; nu brugte
han den til at indføre Højtysk som Kirkesprog
i St f. Folkets Modersmaal (Dansk, Plattysk,
Frisisk), og han drog Tyskere, især sine
Slægtninge, ind i de bedste Embeder. Frederik
Brekling forsvarede de national-kirkelige Interesser
over for ham. K. tilskyndede Frederik III til
at erklære Sverige Krig, men selv løb han af
Landet, da Nøden kom. Efter Fredsslutningen
1660 opholdt han sig fl. Gange ved Hoffet i
Kbhvn, og han nærede Kongens Enevoldslyster.
1667 udnævntes han til Kirkeraad med Sæde i
Kbhvn og til tysk Hofpræst, hvilke Embeder
han skulde bestyre sammen med sine Embeder
i Hertugdømmerne, og Frederik III tænkte
sandsynligvis paa at gøre ham til Ærkebiskop,
naar Svane døde, og saa under ham samle hele
Kirkevæsenet baade i Kongeriget og i
Hertugdømmerne, men K. døde, endnu inden han
havde forladt Flensborg. K.’s lærde teologiske
Afhandlinger læses ikke mere, hans
Ligprædikener over holstenske Adelsmænd har nogen
hist. Værdi, hans store personlige Indflydelse
vil holde i Live Navnet paa den Mand, der
forstod at sleske opefter og svinge Svøben
nedefter. (Litt.: L. Moltesen, »Fr. Brekling«
[Kbhvn 1893]; A. D. Jørgensen, »P.
Schumacher Griffenfeld«, I [Kbhvn 1893]; Oskar
Andersen, »Holger Rosenkrands« [Kbhvn
1896]).
L. M.
Klotzsche-Königswald [’klåt∫ə-’kø.neksvalt],
Villaby og Luftkursted i Sachsen, 11 km NNØ.
f. Dresden ved Jernbanen Dresden-Görlitz.
(1910) 5200 Indb.
G. Ht.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
