Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knardrup Kloster - Knaresborough - Knast - Knaster - Knatleg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
under Henblik herpaa kaldtes det alm.
monasterium regalis curie in Knarrethorp. De første
Aar af Klosterets Bestaaen var meget bevægede;
det gik endog saa vidt, at Abbeden og Munkene
helt fordreves, og at Lægfolk tilranede sig
Jordegodset. Ved Pavens Bistand kom Klosteret
dog atter paa Fode, men dets Tilværelse var
længe utryg, fordi, som det hed, alle Rettens
nødvendige Former ikke var iagttagne ved dets
Oprettelse; 1403 maatte Munkene derfor anmode
Paven om paa ny at stadfæste Klosteret. Dets
senere Historie er kun lidet kendt; det besad
en Del Ejendomme, især i Nordsjælland, men
ogsaa i Kbhvn o. a. St. Ved Reformationens
Indførelse ophævedes det, og Klosteret med
Jordtilliggende og Ganløse Kirke overdroges
vistnok 1537 til Kbhvn’s Univ., fra hvilket det
1561 ved Mageskifte erhvervedes af Frederik II.
Senere er Klosterbygningerne helt forsvundne,
men deres Plads vises endnu; paa St. er der
oppløjet Munkesten og truffet Grundmur og
Grave. (Litt.: V. Christensen, »Kn.
Kloster«, i »Fra Frederiksborg Amt« [1914]).
C. Ngd.
Knaresborough [’næ.əzbərə], By i
Nordengland, Yorkshire (West Riding), ligger 26 km
V. N. V. f. York, særdeles smukt paa den
stejle venstre Bred af Ouse’s Biflod Nidd. (1921),
medregnet Tentergath, 5518 Indb. Den
har storslaaede Ruiner af en Borg fra Edvard
III’s Tid. Fabrikation af Lærred.
G. Ht.
Knast, se Stængel.
Knaster, d. s. s. Kanaster.
Knatleg, isl. Knattleikr, et Boldspil, der
i Slutn. af det 9. og i det 10. Aarh. spilledes
paa Island. Spillet øvedes med en haard Bold,
en Trækugle, og Boldtræer. Man spillede parvis
ell. partivis, og Øvelsen havde en særlig
voldsom Karakter, hvorfor den undertiden gav
Anledning til Legemsbeskadigelser, der endog
kunde have Døden til Følge. Talrige Tilskuere fra
nær og fjern kom sammen for at se paa disse
Lege.
I Sagaerne nævnes Spillet ofte, men kun i
Forbigaaende. Det er saaledes aldrig Genstand
for nogen Beskrivelse, hvorfor det har voldet
nogen Vanskelighed at komme til Kundskab om
dets virkelige Natur og dets sande Herkomst.
Om disse sidste Spørgsmaal er da forsk.
Anskuelser blevet fremsat.
Nordmanden, Rigsarkivar Ebbe
Hertzberg mener saaledes, at Spillet ogsaa har
været øvet i Norge. Herfra er det saa, af
Landnamsmænd blevet ført til Island. I
Middelalderen skal Spillet saa gennem Islændere og
norrøne Grønlændere være ført til de nordøstlige
amer. Kyststammer og fra dem længere ind
over, hvor det af Indianerne, nu ogsaa af
Kanadierne, øves den Dag i Dag under Navnet
Lacrosse. Men K. er ikke gennem Nordboernes
svage Forbindelse med Amerika kommet til
Indianerne, alene af den Grund, at Spillet
næppe længere øvedes paa Island ved Aar 1000,
da den laste Forbindelse med den nye Verden
blev knyttet. Ej heller er Lacrosse, som af
mange antaget, et gl. Indianerspil. Snarere
stammer dette Boldspil fra Frankrig, hvor man
allerede i det 14. Aarh. øvede et saadant Spil
af samme Navn, Soule à la crosse. (Billeder af
middelalderlige Lege og Idrætter paa en
Sølvkande i Nationalmus.). Herfra kan Spillet af fr.
Nybyggere være blevet ført til Kanada, hvor
det i det 17. Aarh. er blevet optaget af
Indianerne (Schnell, »Handbuch der Ballspiele« II,
18, [Leipzig 1900]). Prof. Nansen slutter sig i
»In Northern Mists« til Hertzberg og kalder
Spillet norsk. Islænderen Dr. Bjarnason mener
ogsaa, at det har været øvet i Norge og finder
desuden »et nært Slægtskab mellem Oldtidens
Knattleikr og Nutidens meget yndede Langbold«.
Der foreligger imidlertid ikke gyldige
Vidnesbyrd for, at Spillet er af norsk Oprindelse,
medens der er adskillige Omstændigheder, der
taler imod denne Opfattelse. Formentlig har K.
ell. Spil af beslægtet Type aldrig været øvet i
Norge ell. i Norden i ældre Tider, thi Spillet
omtales aldrig i hist. troværdige Kilder uden for
Island. Rimeligst er det at antage, at Spillet
stemmer fra de britiske Øer, hvor man allerede
i Tiden før Islands Bebyggelse kendte Boldspil,
hvis Natur synes at have været K.’s lig, og.
hvis Følger, Legemsbeskadigelser og Død, der
dog ellers maa regnes for noget sjældent under
Boldspil, er de samme. I irske Heltesagn,
Okseraret i Kualgne, fra det 7., 8. Aarh. nævnes
saadan en voldsom Boldleg, hvor Deltagerne
forsynede med Boldtræer under Kamp med
Modstanderne fører Bolden frem, og hvor der
berettes om Drab, og Spil af denne Art, Bandy,
Fodbold, Hockey, Hurling og Shinty har siden
den Gang og lige til Nutiden været en af
Briternes kæreste Idrætter.
Den her fremsatte Anskuelse om K.’s
Herkomst bestyrkes ved Omstændighederne ved
Islands Bebyggelse. Thi medens Kolonisationen
fra Norge begyndte omkr. 870, foregik der
desuden kort efter en betydelig Indvandring fra
de britiske Øer. Hovedmassen af disse
Nybyggere var Nordboer, der i længere Tid havde
opholdt sig her, nogle en Menneskealder, andre
kortere Tid, og de medførte en hel Del irske
Trælle. Mellem 890—900 drog saaledes
Dronning Aud, Enke efter Olaf den Hvide, Konge i
Dublin, til Island med Slægtninge og Følge, og
koloniserede V.N.V.- og en Del af N.-siden
af Landet. Og til disse Egne fra Borgarfjorden,
Vestlandet, og indtil Midfjorden og Vatnsdalen
paa Nordlandet er just Spillet stedfæstet i de
hist. Sagaer — netop til de Egne, hvis vigtigste
Landnamsmænd kom fra de britiske Øer.
Dette i Forbindelse med de allerede nævnte
Omstændigheder, K.’s Slægtskab med britisk
Boldspil, synes at berettige til at nære den
Mening, at disse Nybyggere har medbragt det
britiske Spil til deres nye Hjem, hvor det en Tid
har oplevet en betydelig Blomstring. Hvor længe
Spillet trivedes paa Island, vides ikke, thi det
omtales aldrig efter Slutn. af det 10. Aarh.,
undtagen i et Drømmesyn i Beg. af det 13.
Aarh., heller ikke ved man noget om Grunden
til, at det uddøde, men det har næppe i sit nye
Hjem med det strenge Klima og den karrige
Natur, der for Mennesket til Tider gjorde
Kampen for Tilværelsen haard og ubønhørlig, haft
saa gode Betingelser for Trivsel som i
Hjemlandet. Og den spredte Befolkning, der,
gruppevis isoleret, boede i langt fra hinanden liggende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
