Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knatleg - Knaus - Knaus, Ludwig - Knautia - Knavel - Knebel, Karl Ludwig v. - Knebelit - Knebel Vig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dale, bar af disse ell. andre hæmmende
Grunde, — Uaar, ødelæggende Naturkatastrofer —
ikke set sig i Stand til gennem et længere
Tidsrum at opretholde og videre udvikle den
mærkelige Idræt, som Dele af Folket havde ført med
sig ved Indvandringen.
Endnu maa nævnes, at K. ogsaa omtales i
Fornaldarsagaerne. Her henlægges Legen ogsaa
til andre nord. Lande end Island. Men paa disse
fuldstændig uhist. Sagaer kan intet som helst
bygges i denne Henseende. Knatlegepisoderne i
disse Fortællinger er sikkert dels Laan fra de
hist. Sagaer, dels synes de ikke at have nogen
Virkelighed til Baggrund. (Litt.:
Thorlacius, Borealium veterum matrimonia [1785];
Engelstoft, »Skandinavisk Museum« II, 61
[1802]; Weinhold, »Altnordisches Leben«
[1856]; Keyser, »Efterladte Skrifter« II, 2.
Afd. [1867]; Mogk, »Zeitschrift für deutsche
Philologie« XXII, 153 [1890]; Hertzberg,
»Nordboernes gl. Boldspil. Hist. Skr«, tilegnet
Prof. Daae [Kria 1904]; Bj. Bjarnason,
»Nordboernes legemlige Uddannelse i Oldtiden«
[Kbhvn 1905]; Fr. Knudsen, »Den gl. isl.
Boldleg« i »Danske Studier« [1906]; samme,
»Billeder af middelalderlige Lege og Idrætter
paa en Sølvkande i Nationalmus.« [Kbhvn 1917]).
Fr. K.
Knaus [knä^us] (norsk) = Bjergknold,
Klippe. Oldnorsk knauss. Smlg. »Knøsen« paa
Sjælland.
Knaus, Ludwig, tysk Genre- og
Folkelivsmaler, f. i Wiesbaden 5. Oktbr 1829, d. 7.
Decbr 1910 i Berlin. K. kom 1845 paa
Düsseldorf-Akademiet, fik en god Lærer i Sohn,
medens Schadow stillede sig ganske afvisende over
for hans naturalistiske Tilbøjeligheder; paa egen
Haand studerede han da Bønderliv i
Willinghausen og i Schwarzwald, og de gl.
Hollændere, særlig Ostade og Brouwer, var ham
udmærkede Læremestre i Syn og Kolorit. Da han
i Düsseldorf udstillede »Bondedans« (1850) og
»Falske Spillere« (1851), saa den undrende
Samtid i ham et formeligt Naturgeni, med fuldt
udviklet Teknik (det var dog gl.-holl. Kunst
omsat til moderne) og med en forbavsende
Karakteriseringsevne baade til Alvor og Skæmt. Han
forfulgte Sejren med en Række underholdende
og humorfyldte Skildringer af rhinsk Bondeliv.
1852—60 var han (med Afbrydelse af en Rejse
til Italien) i Paris, tilegnede sig der med
største Smidighed moderne Teknik, fik sit
»Promenaden« (1855) solgt til Luxembourg-Gal. og
skabte her og kort efter nogle af sine i Kolorit
og Menneskeskildring lødigste Værker:
»Guldbryllup« (1858), »Daaben« etc. Efter et
Berlin-Ophold 1861—68, en Professorats-Tid i
Düsseldorf, vendte han 1874 tilbage til Berlin, hvor
han til 1883 ledede et af Akademiets
Mesterateliers. Han havde stadig fortsat sine
Landsbyhistorier: »Begravelsen« (1871) og særlig
indtaget Publikum med sine fornøjelige og
nydelige Børneskildringer: »Wie die Alten sungen«,
»Børnefesten« (1869, Berlins Nationalgal.) o. m.
fl. Nu kommer Bytyperne frem (1876 malede
han det kønne »Hellig Familie« med pudsige
Englebørn); han malede et saa træfsikkert
Billede som »Salomonisk Visdom« (1878, den gl.
Marskandiserjøde og den lærvillige Sønnesøn)
etc., men hans Kunst blev efterhaanden ret
konventionel, ofte brun-saucet i Farver, Humoren
og Anekdote-Pointen — der bidrog til hans
Billeders mægtige Popularitet — for groft
understregende, Bondeskikkelserne og de øvrige
Figurer for stereotype. Fra Berlin-Tiden skriver
sig en Del gode Portrætter (ogsaa disse gerne
i mindre Kabinetsformat): Helmholtz,
Mommsen, Geheimeraad Ravené (1881) i Berlins
Nationalgal. Hans talrige Værker, der atter og
atter er gengivne i Stik og Fotografi, ses overalt
i de tyske offentlige Samlinger, ogsaa i
Udlandet. (Litt.: L. Pietsch, »K.«
[»Künstlermonograph.«, 1896]).
A. Hk.
Knautia, se Blaahat.
Knavel (Scleránthus L.), Slægt af
Nellikefamilien (Knavel-Gruppen), smaa, en- ell.
fleraarige Urter med syldannede Blade, smaa
grønlige Blomster uden Krone og med Nødfrugt.
Henved 10 Arter. I Danmark og Norge vokser
Enaarig K. (S. annuus L.) med spidse, smalt
hindekantede Bægerblade, og Fleraarig K.
(S. perennis L.) med butte, bredt hindekantede
Bægerblade. De findes begge alm. paa sandede
og kalkfattige Jorder, men den første er
hyppigst og blomstrer næsten hele Aaret.
A. M.
Knebel [’kne.bəl], Karl Ludwig v., tysk
Forf., f. paa Slottet Wallerstein i Franken 30.
Novbr 1744, d. i Jena 23. Febr 1834. Han gik
i Preuss. Militærtjeneste, af hvilken han tog sin
Afsked efter 10 Aars Forløb. 1774 blev han
Prinsehovmester i Weimar, og paa en Rejse til
Frankrig med Prinserne gjorde han i Frankfurt
Bekendtskab med Goethe og blev derved i
Stand til at introducere ham hos Arveprins
Karl August. 1779 blev K. pensioneret med
Majors Karakter og levede i mange Aar i
fortrolig Omgang med den weimarske Digterkreds,
især Goethe og Herder. Han leverede gode
Overs. af Alfieri og Properts (i Schiller’s
»Horen«) og optraadte selv som Digter med
»Hymnen«, »Elegien«, »Lebensblüten in
Distichen« (i »Litterarischer Nachlass«, udgivet af
Varnhagen og Mundt, 3 Bd, 1835). Guhrauer,
»K.’s Briefwechsel mit Goethe« (2 Bd, 1851);
Düntzer, »Briefe von Schillers Gattin an einen
vertrauten Freund« (1850); »Briefe Herzogs
Karl August an K. und Herder« (1883). (Litt.:
Biografi ved Mundt [i »Litt. Nachlass«]; von
Knebel-Döberitz, »K. L. v. K.« [1890]).
(C. A. N.). C. B-s.
Knebelit, et Mineral, som bestaar af Jern-
og Mangansilikat (Fe,Mn)2SiO4. Det er
antagelig isomorfi med Olivin, men tydelige
Krystaller er ikke fundne. Farven er graa, brun ell.
grøn. Det findes ved Dannemora og enkelte
andre Steder.
(N. V. U.). O. B. B.
Knebel Vig skærer sig gennem en smal og
dyb Aabning fra Kalø Vig ind i Halvøen Mols
i Jylland. Den danner et lukket Bassin, som i
Fladerum af omtr. 1 1/2 km2 har 13 à 17 m
Vand i Midten med Lerbund. Landgrunden er
fra Dybet jævnt opgaaende; næsten overalt
findes langt Kysten et bredt, ved Lavvande næppe
overflydt Bælte, der i Forbindelse med den
lerede Bund gør Landgang meget besværlig.
G. F. H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
