Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knud den Store - Knud den Hellige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saaledes at Kirken støttede ham ved
Gennemførelsen af hans Love og Paabud, medens K. til
Gengæld krævede Overholdelse af Helgendage
og Fastetider og i det hele Ærbødighed for
Kirken. I K.’s Forordninger fra hans sidste
Regeringstid træder hans kirkelige Iver særlig
stærkt frem, bl. a. ved Indskærpelsen af de
Afgifter, Kirken havde Krav paa.
Efter Broderen Harald’s Død 1018 toges K.
ogsaa til Konge i Danmark; men om hans
Styrelse af dette Land vides forholdsvis lidet; saa
meget er dog vist, at han foretog et
betydningsfuldt Organisationsarbejde for den unge danske
Kirkes Vedk.; der byggedes Kirker, de første
Klostre synes at være opstaaede paa hans Tid,
der indkaldtes Præster og Bisper, især fra
Lothringen, et af Hovedsæderne for det ny
kirkelige Opsving, o. s. v. — Bl. K.’s
Regeringshandlinger maa endnu nævnes, at det Hærfølge
af væbnede Mænd, der i Reglen omgav Datidens
nordiske Konger, af ham udvidedes til et
staaende Korps (Tinglid) af 3000 »Huskarle«, for
hvis Forhold indbyrdes og til Kongen der gaves
en særlig streng Straffelov (»Vederlov«); denne
Institution Udviklede sig senere i Danmark til
en Art Stormandsbroderskab i Kongens
Tjeneste og spillede saaledes en betydelig Rolle ved
Adelstandens Udvikling. Hvad K.’s ydre Politik
angaar, stræbte han stadig efter yderligere at
udvide sit mægtige Rige. Saaledes underlagde
han sig paa et Tog 1023 store Strækninger af
Østersøens Sydkyst, bl. a. Jomsborg, og han
kæmpede ligeledes med Grænsefolkene i
England (Skotter, Britter m. fl.). Ogsaa mod de
andre nordiske Riger udstrakte han sin Haand,
og disses Konger Olaf den Hellige og Anund
Jakob forenede sig derfor imod ham og
overfaldt Danmark i K.’s Fraværelse; da K. angreb
dem ved Helgeaa 1026, var han uheldig, men
Kampen fik dog p. Gr. a. K.’s store Overmagt
ingen væsentlige Følger. Mange af
Stormændene i Norge, der var yderst misfornøjede med
Olaf den Hellige’s Færd, vendte sig
efterhaanden til K., og da denne endelig drog derop
1028, maatte Olaf vige uden Sværdslag, og K.
hyldedes som Konge; han satte Haakon, Søn
af Erik Jarl, til Jarl i Norge, og efter dennes
Død sin Søn Sven til Underkonge; men skønt
de norske Bønder fældede Kong Olaf ved
Stiklestad 1030, blev Sven aldrig yndet og maatte
efter nogle Aars Forløb vige for Olaf’s Søn
Magnus, der indkaldtes af Nordmændene.
I sin Kongegerning lod K. sig utvivlsomt lede
baade af politiske og religiøse Motiver, og begge
Dele spiller ogsaa ind med ved den Romerfærd,
han foretog 1027; i Rom overværede han
Kejser Konrad’s Kroning; han opnaaede her bl. a.,
at Pilegrimsfarter lettedes for hans
Undersaatter. — Paa K.’s i det hele milde og retfærdige
Regering hviler enkelte Pletter, bl. a. Drabet
af Svogeren Ulf Jarl i Roskilde Domkirke; men
dennes mere ell. mindre forræderske Forhold
til K. er det i øvrigt ikke let at oprede. K.
døde i sin bedste Manddom 12. Novbr 1035.
Samtiden kaldte ham med Grund den rige (ɔ:
mægtige); senere er dog Tilnavnet »den Store«
blevet det almindelige. Hans mægtige, men
uensartede Rige kunde ikke holde sammen
efter hans Død. — K. havde med Emma Sønnen
Hardeknud (s. d.), som efter K.’s Død toges til
Konge i Danmark, hvor han fra 1028 var
Underkonge, samt Datteren Gunhild (s. d.), der
ægtede Kejser Konrad’s Søn Henrik. Tidligere
havde K. med en Frille Ælfgifu faaet to Børn:
den ovenn. Sven, samt Harald Harefod, der
efter K.’s Død opkastede sig til Englands
Hersker. K. blev jordfæstet i den gl. Domkirke i
Winchester. (Litt.: Freemann, Norman
conquest I; Steenstrup, »Normannerne«
III; A. D. Jørgensen, »Den nordiske Kirkes
Grundlæggelse«.; H. Olrik, »Konge og
Præstestand« I; L. M. Larson, Canute the great
[1912]).
J. O.
Knud den Hellige, dansk Konge, d.
1086. K. var den næstældste af Sven Estridsøn’s
Sønner og var endnu i Faderens levende Live
en af Anførerne paa to Englands-Tog 1069 og
1075; han gjorde ogsaa Tog Ø. paa mod
Preussen og Estland. Ved Kongevalget paa Isøre efter
Sven’s Død 1076 søgte han uden Held at
fortrænge sin Broder Harald fra Tronen og har
muligvis bekæmpet denne fra Sverige, hvor
hian opholdt sig; men herom vides intet
bestemt. Efter Harald’s Død 1080 toges K. til
Konge og viste snart i sin Kongegerning, at
hans Sindelag var ganske uligt hans
konservative og bondevenlige Forgængers. K. viste stor
Hensynsløshed i sine Bestræbelser for at højne
Kongemagt og Kirke; det er ikke usandsynligt,
at han har tiltaget sig selv Lovgivningsmagt
uden Tingenes Samtykke, og de Love, som
tillægges ham, er baarne af kirkelig human Aand,
men maatte utvivlsomt vække stærk Modstand
i et konservativt Bondesamfund. Saaledes vakte
det Misfornøjelse hos Landets fribaarne
indfødte Befolkning, naar K. forbedrede de
frigivne Trælles samt de indvandrede Fremmedes
Stilling; og K.’s Iver for at fremme
Overholdelse af Kirkens Højtidsdage og Fastetider samt
for at indføre Tiende, hvorved der vilde skaffes
Præstestanden en mere uafhængig Stilling, har
sikkert ikke behaget Folkets store Masse,
navnlig p. Gr. a. den Haardhed, K. lagde for Dagen
ved Gennemførelsen af sine Planer; en gammel
Krønike klager over, at K. paalagde Danerne
en hidtil uhørt Skat ved Navn »Næsegæld« (ɔ:
Personskat). Ogsaa paa anden Maade stræbte
K. at stille Præstestanden mere selvstændig,
som en særskilt Stand; saaledes tillægges der
ham Lovbestemmelser, der tilsigter at lade
kirkelige Forseelser paadømmes af Kirkens
Domstole samt unddrage Kirkens Mænd fra verdslig
Retsforfølgning. Samtidig udfoldede han en
storslaaet Gavmildhed over for Kirken, navnlig
mod Lunds Domkirke, ved hvilken han
oprettede et Domkapitel. Personlig var K. i høj Grad
greben af Datidens kirkelige Tanker; han
fastede strengt og lod sig hudflette af sine
Kapellaner.
K. glemte aldrig de Planer om Englands
Erobring, som paa hans to tidligere Tog var
mislykkedes for ham. I Foraaret 1085 samlede
han en mægtig Ledingsflaade ved Vestervig i
Limfjorden, der da var aaben mod V., for
derfra at sejle til England. K. selv kom imidlertid
ikke til Stede ved Flaaden, men opholdt sig i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
