- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix /
211

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knud Valdemarsøn - Knud Lavard

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

regerende Konge. K., der af en samtidig
Krønikeskriver prises for Fromhed og sat Væsen, men
som næppe var nogen fremtrædende
Personlighed, lod sig i hele sin Kongetid lede af
betydeligere Mænd som Absalon, hvis Fostersøn
han kaldes, og af sin yngre Broder, den unge
Hertug Valdemar. I Beg. af K.’s Regering
lykkedes det ham at dæmpe det farlige Oprør i
Skaane, som efter Valdemar’s Død atter var
blusset op og nærmest havde antaget Præget
af en Bonderejsning mod Stormændene; han
slog Bønderne ved Lummeaa. Da den tyske
Kejser 1184 ved Sendebud forlangte
Lenshylding af K., blev dette Krav ved Absalon’s
Initiativ kraftig afvist; og da Kejseren hidsede
Hertug Bogislav mod Danmark, var det atter
Absalon, der havde Æren af den berømmelige
Sejr over denne ved Rügens Kyst. I de tre flg.
Hærgetog, hvorved de Danske underlagde sig
Pommern, deltog dog K. personlig og kunde
med Rette efter disse Tog antage Titel af
»Vendernes Konge«. At Bisp Valdemar’s farlige
Anslag opdagedes og forebyggedes (1193), var
væsentlig K.’s yngre Broder Hertug Valdemar’s
Fortjeneste, ligesom denne havde Æren af de
heldige Kampe med Bisp Valdemar’s
Forbundsfælle Grev Adolf III af Holsten, der endte med
Holstens fuldstændige Erobring (1201). Derimod
førte K. personlig et Korstog til Estland (1197).
For at knytte Stormændene fastere til
Kongemagten udarbejdede K. sammen med Absalon
en Fremstilling af den saakaldte Vederlov, som
gjaldt for Kongens væbnede Hirdmandsfølge,
Vederlaget, der efterhaanden havde udviklet
sig til en Art Stormandsbroderskab. K.’s nære
Forhold til Stormændene ses ogsaa deraf, at
han vides at have været Medlem af et
Broderskab af mere privat Karakter, der navnlig
rummede mange Mænd af Skjalm Hvide’s Æt. K.
var Kirken meget hengiven; til Gengæld
stillede hele Præstestanden sig paa Kongens Side
under Brudet med Bisp Valdemar og trodsede
endog Paven, da denne krævede Straf over det
Brud paa Kirkeretten, som Bisp Valdemar’s
Fængsling utvivlsomt var; Paven maatte lade
dette Krav falde. K. viste ogsaa sit kirkelige
Sindelag ved i sit Testamente at give Kirken
rige Gaver; han døde i en temmelig ung Alder
12. Novbr 1202 og begravedes i Ringsted
Klosterkirke. Han har næppe haft Børn. (Litt.: H.
Olrik
, »Konge og Præstestand« II).
J. O.

Knud Lavard, dansk Hertug, d. 1131, var
Søn af Erik Ejegod og hans Dronning Bodil, der
ved deres Bortrejse paa Pilegrimsfærd 1102
overgav ham til Opfostring hos den sjællandske
Høvding Skjalm Hvide. Senere opfostredes han
hos den saksiske Hertug Lothar. Imidlertid
hærgedes Landet af Venderne baade til Lands
og til Søs, og Kong Nils gjorde forgæves et
Tog mod sin Søstersøn, den vendiske Fyrste
Henrik, der var forbitret over, at Kongen
nægtede ham hans Mødrenearv; Nils blev slaaet
ved Ljutka (i Holsten), og K. saaredes i denne
Kamp. Da Henrik nu fortsatte sine Plyndringer
i Grænseegnene, opnaaede K. af Nils Stillingen
som Grænsejarl (1115), da han følte sig kaldet
til at gøre Ende herpaa. K. organiserede
Forsvaret mod Fjenderne, bl. a. ved at befæste
Slesvig stærkt, et af de ældste Eksempler paa
Byers Befæstning i Norden; tillige organiserede
han et kraftigt Rytteri, der egnede sig vel til
ved Strejftog at ødelægge Fjendens Land. Ved
denne ny og kraftige Krigsførelse, der bl. a.
førte til, at Henrik fl. Gange overrumpledes,
opnaaede K., at Henrik snart søgte og fik Fred.
Da K. derefter skaffede Henrik hans
Mødrenearv, forvandledes Fjendskabet snart til Venskab,
og Landegrænsen var sikret.

Det var dog ikke alene de ydre Fjender, K.
avede; han gik ogsaa frem med stor
Strenghed mod de Ildgerningsmænd, der havde
benyttet den urolige Tid til at stjæle og røve efter
bedste Evne, og han tog ikke i Betænkning at
ramme endog højtstaaende Mænd, der havde
drevet Røveri. Ved denne sin kraftige Færd
erhvervede K. sig med Rette Tilnavnet Lavard
(et angelsaksisk Ord = eng. Lord, Herre); i
øvrigt lod K. sig kalde Hertug efter
almenevropæisk Skik og indførte tysk Dragt og tyske
Skikke ved sit Hof. K. viste sit kirkelige
Sindelag ved at skænke de sønderjyske Kirker
Bøger og Alterkar og ved et Korstog til
Smaaland; til Borgerstanden i Slesvig stod han i et
vist fortroligt Forhold, idet han var Oldermand
for deres Bygilde. K. ægtede den russ.
Kongedatter Ingeborg, Søsterdatter af Kong Nils’
Dronning Margrete, som gav hende betydelige
sv. Godser i Medgift.

Snart skulde K. faa en ny Lejlighed til at
udvide sit Rige. Da Venderfyrsten Henrik
nemlig døde 1127, opstod der Tronstridigheder,
under hvilke baade Henrik’s Sønner og Sønnesøn
omkom. K. benyttede da Lejligheden til at købe
Henrik’s Fyrstestilling af Lothar, som
imidlertid var blevet tysk Konge, og forlenedes af
denne med Stillingen som Vendernes Konge eller
»Knjæs«. K. maatte imidlertid ved Kampe
i Landet selv erhverve sig sit ny
Fyrstendømme. K. havde nu dannet sig et betydeligt
Grænserige mellem Danmark, Tyskland og
Vendland; men ved at forbinde Stillingen som
dansk Hertug med et afhængigt Lensforhold
til Saksen var han i Virkeligheden kommet i
en tvetydig Stilling, og i Kongeriget maatte
mange betragte det ny store Grænserige og dets
ærgerrige Hersker med mistænksomme Blikke.
Særlig gjaldt dette de Kongeætlinge, der
frygtede for at blive tilsidesatte for K. ved
Kongevalget efter Nils’ Død; thi K. var baade en
betydeligere Personlighed end den svage Kong
Nils og de andre Kongeætlinge, og havde ogsaa
forstaaet at gøre sig mere yndet af Folket end
disse. Det er ikke usandsynligt, at K. p. Gr. a.
sin ny Værdighed som Konge ell. »Knjæs« har
betragtet sig som sin Farbroder Kong Nils’
Ligemand; i alt Fald bebrejdede Nils ham dette
paa et Møde i Ribe; men K. forsvarede sig saa
godt, at Angrebene paa ham foreløbig maatte
forstumme. Desmere virkedes der i Stilhed
mod ham, og Hovedmændene i den
Sammensværgelse, der nu dannedes, var Henrik
Skatelaar og Nils’ Søn Magnus, der tidligere ved sin
Moder Margrete’s forsonende Indflydelse var
blevet holdt tilbage fra Anslag mod K. Da K.
drog til Julegilde i Roskilde 1130, besluttede
de Sammensvorne, hvis Medvider Nils

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:34 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/14/0235.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free