Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XIV: Kirkeskov—Kvadratrix / 226 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Knytlingasaga - Knytnævekamp - Knyttelvers - Knæ

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

1130. Denne Traditions Paalidelighed kan
maales ved en Sammenligning med Sakse, og det
viser sig da, at Sagaens Forf. har været
forbavsende godt underrettet. Der er i det hele
og store god Overensstemmelse mellem de to
Kilder, ja K. giver undertiden mere end Sakse,
uden at man kan antage, at det er urigtigt.
Sagaens Forf. selv har været en nøgtern Mand
og ikke ukritisk; han sløjfer Legender,
undtagen i Knud den Hellige’s Historie; særlig
omhyggelig er han — trods enkelte Fejl — ang.
Tidsregningen. Til Trods for, at visse Partier
af Sagaen er mindre paalidelige, og til Trods
for, at der findes nogle, til Dels svære Fejl i
det enkelte, er K. dog et vigtigt Kildeskrift.
Den er forfattet omkr. 1260. Sagaen er udg. i
»Fornmannnasögur«, XI, og af C. af
Petersen’s og E. Olson (1919 ff.) (Overs. i »Oldn.
Sagaer«, XI, Scripta hist. Isl., XI), men denne
Udg. lader meget tilbage at ønske. (Litt.: F.
Jónsson, »Oldn.-Oldisl. Litteraturhist.«, II,
og »Vid. selsk. Skr«, hist.-filos. Afd., 6. Rk., VI;
jfr P. E. Müller’s Afh. om Sakse i »Vid.
Selskabs Skr«, 4. Rk., hist.-filos. Afd. 2. og 4. Bd).
Jfr Skjöldungasaga.
F. J.

Knytnævekamp (gr. πυγμή, lat. pugilatio),
»Boksning«, omtales allerede i de homeriske
Kvad som en voldsom Idræt. Endnu haardere
var Pankration, Brydning og Boksning. Den
nævnes hos Homer bl. a. i Odysséen, Odysseus
mod Iros. Om
Reglerne vides ikke
meget; den var
utvivlsomt
haardere end Boksning
efter Nutids
Regler, især fordi de
polstrede
Handsker ikke
anvendtes; i ældre Tid
vikledes bløde
Remme om Haand
og Haandled, dels
for at afsvække
Slaget, dels for at
beskytte navnlig
Pulsaarerne.
Senere, fra 6.-5. Aarh.,
gjordes Remmene
haarde og blev
efterhaanden,
navnlig hos professionelle Atleter, og da K.
overførtes til Romerne, til de frygtelige Cestus.
Kampen foregik ikke i »Ring«, og heller ikke
kendtes Pavser; der kæmpedes, til den ene var
slaaet ud ell. tilkendegav sig som overvundet.
Clinch kendtes ikke. Slagene rettedes
overvejende mod Hovedet; Slag mod andre Dele af
Legemet var vistnok i alt Fald til Tider
forbudt. Ørerne var under Træningen beskyttede;
knuste Ører var et Kendetegn paa Udøverne
og ses bl. a. paa et kendt Bronzehoved. Stærkt
regelbundet var Kampen næppe (i Sparta f.
Eks. slet ikke); dog vidner navnlig en berømt
Kampskildring hos Theokrit (Kamp mellem
Amykos og Polydeukes), at man forstod at
skelne mellem den brutale Kraft og den
kyndige Idrætsdyrker. K. er ikke sjælden afbildet,
blandt andet paa Vaser, og skildret hos
Digtere.
H. A. K.

Knytnævekæmper.

Knyttelvers, tysk Betegnelse for en Slags i
Alm. parvis forbundne Vers med 4 Arses, men
for øvrigt overmaade frit formede i Henseende
til Rytme og Rim. Disse K. er opr. den
Versform, i hvilken man digtede i 16. Aarh., og en
videre Uddannelse af de mellemhøjtyske korte
Rimpar. Efter Opitz’s Tid forstod man
imidlertid ikke disse Vers uden en saadan
regelmæssig Vekslen af Tesis og Arsis, som da var
kommet i Brug, og kaldte dem spottende K.
Cl. W.

Knæ (genu), det største Led i det
menneskelige Legeme, dannes af de sammenstødende
Ender af Laarbenet og Skinnebenet. Laarbenets
tykke, nederste Ende glider med to
Ledknuder (condylus medialis og lateralis) mod to
tilsvarende, men plane Bruskflader paa
Skinnebenets øverste
Endeflade. Medens de to
Ledknuder bagtil er
adskilte ved en ret
dyb Grube (fossa
intercondyloïdea), der,
naar K. er strakt,
vender lige bagud
mod Knæhasen, gaar
de fortil jævnt over
i hinanden, og her
gaar det Brusklag,
som beklæder dem,
et Stykke op paa
Forfladen af
Laarbenets nederste Del.
Mod denne Del af
Bruskfladen glider
med sin bruskklædte
Bagflade
Knæskallen (patella), der
som et Sesamben (s.
d.) er indskudt i den
svære Sene, som
Laarets store
Strækkemuskler sender ned
foran Knæledet til
Forfladen af
Skinnebenets øverste Ende.
Laarbenets afrundede
Ledknuder vilde kun
daarlig passe til
Skinnebenets plane
Endeflade, hvis der ikke
mellem disse Dele var indskudt de to
halvmaaneformede Baandskiver (meniscus
medialis og lateralis), der i Halvcirkel slynger sig
om hver sin Ledknude, saaledes at deres
skarpe indre Kant kiler sig ind mellem de to
Benender uden om det Sted, hvor de berører
hinanden, medens den tykkere Yderrand af disse
Baandskiver udadtil hænger sammen med
Ledkapslen. Denne har Form som en vid
Muffe, i hvilken de to Benender rager ind fra
hver sin Side. Den bestaar af forsk. hindeagtige
Lag, der er fasthæftede til Benet overalt langs
Randene af de bruskklædte Partier, saavel paa
Laar- og Skinnebenet som paa Knæskallen. Da
Baandskivernes Rand som sagt er
sammenvokset med Kapslens Inderside, kan man

Højre Knæ, set forfra i bøjet Stilling efter Fjernelse af Knæskallen og Ledkapslen. Man ser Laarbenets bruskklædte Endeflade med de to Ledknuder og imellem disse de to Krydsbaand. Nedenfor ses Skinnebenet og Lægbenet, paa Siderne Forstærkningsbaandene. Imellem Laar- og Skinneben ses de to Baandskiver.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>