Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kommunisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Teori om Produktionsfællesskab efter moderne
kommunistisk Opfattelse. Ganske vist opstaar
der med Phaleas fra Chalcedon, Platon’s ældre
Samtidige, en »Socialpolitiker«, der anbefaler
alle Borgeres lige Adgang til Jordejendom og
Industriens (Haandværkets) Overgang til
Statsdrift (d. v. s. dens Formidling ved Statsslaver,
— en Reform, der paa Aristoteles’ Tid endog
forsøgtes praktisk gennemført i Epidamnos), og
ganske vist priser Platon selv K. som den ideale
Samfundsforfatning og underkaster dens
Principper en indgaaende Udredning; men hverken
hos denne Filosof, hvis Samfundsteori med
dens kunstige Parringsvalg er strengt
aristokratisk, og forøvrigt heller ikke i det gl.
Hellas møder man nogen Gang et Forsøg paa at
ombytte det bestaaende Samfunds allerede for
længst grundfæstede privatøkonomiske
Organisation med en kommunistisk. De store sociale
Kampe, der førtes fra de brede Befolkningslags
Side, var ikke rettet mod Privatejendomsretten
som saadan, men kun mod den altfor ulige
Fordeling. Lige saa lidt kom det i den rom.
Verden hverken teoretisk ell. praktisk til
kommunistiske Bevægelser. Tendenser, der er
fjendtlige mod Privatejendommen som Princip og
Institution, kan ikke efterspores; selv under de
voldsomste sociale Storme, som i Slavekrigene,
er der kun Tale om Formueforskydninger, ikke
om Afskaffelse af Ejendomsretten og
Privatkapitalen som saadan.
Man har ofte villet tillægge de første Kristne
kommunistiske Tendenser, men næppe helt med
Rette; i hvert Fald har der ikke været Tale om
en K. i moderne Forstand. Naar det saaledes
i Apostl. Gern. 2, 44—45 meddeles, at de Rige
solgte deres Ejendele for at skænke Pengene
til de Fattige, staar man kun over for en
sjælden Grad af Velgørenhed. Paa det samme
Standpunkt staar Kirkefædrene. Og naar de
senere Kanonister lærte, at Fælleseje er en
Gud velbehagelig Ordning, maa man ikke heraf
slutte, at de mere end Urkristendommen og
Kirkefædrene forfægtede en ny
Produktionsordning. Kristendommens store Indsats er at
bringe til Anerkendelse Menneskenes Lighed,
først og fremmest for Gud, men dernæst for
Loven og derigennem skabe Agtelse for
Arbejdet; om Produktionens Organisation bekymrede
den sig ikke. Selv de kristelige Ordens- og
Klostersamfund med deres Fællesskab i
Henseende til Ejendom og Husholdning har ikke
til Hensigt at reformere Samfundet, allermindst
økonomisk, men kun at skaffe »Herrens
Udvalgte« den materielle Mulighed for at fjerne
sig fra Verden og dens Fristelser; den
kommunistiske Organisation er her ikke Maal, men
Middel; desuden er disse Samfund forholdsvis
ganske ubetydelige, økonomisk set nærmest en
Slags kooperative Sammenslutninger.
Til en synderlig videregaaende Gennemførelse
af K.’s Princip naaede man heller ikke gennem
hele Middelalderen. Det mangler ikke i dette
Tidsrum paa heftige sociale Kampe. Men som
Regel var Maalet for disse enten at realisere
det urkristelig asketisk-mystiske Ideal af
sværmerisk Næstekærlighed ell. blot at udligne den
meget store Ulighed i Besiddelsesforholdene og
de deraf følgende sociale Misforhold, derimod
ikke at afskaffe Privatejendommen som
Princip. Hos en stor Del af de kristelige Sekter
bliver Askesen den vigtigste Livsregel, og sammen
med Forsagelsen af det jordiske Gods vaagner
da kommunistiske Forestillinger til mere ell.
mindre klar Bevidsthed. Omkr. 1030 finder man
saaledes i Norditalien Kættere, der for
Domstolene erklærede: »Vi har al vor Ejendom
fælles med alle Mennesker«. Ejendomsfællesskabet
blev endvidere prædiket i Slutn. af 11. Aarh. af
de saakaldte Katharer ell. Valdenser, der blev
saa blodigt udryddet i Albigenserkrigene. En
lgn. Lære optræder ved Overgangen fra 12. til
13. Aarh. hos »Begharderne« i Nederlandene,
hvorfra de snart udbredte sig over Tyskland,
Frankrig og England; mod Slutn. af 13. Aarh.
grundlægger Gerhard Groot fra Deventer
Samfundet »Det hellige Livs Brødre«, og omtr. paa
samme Tid opstaar »Patarenerne«’s ell.
»Apostelbrødrene«’s Sekt i Parmia, hvorfra de fandt
Udbredelse til Spanien, Frankrig og Tyskland.
En sværmerisk K., der hvilede paa
apokalyptiske Forestillinger, forkyndtes i
Overgangsperioden mellem Middelalderen og den nyere Tid
af »Gendøberne«, der 1534 gjorde et Forsøg
paa at oprette deres tusindaarige Rige i
Münster, et Forsøg, der kvaltes i Blod og grusomme
Forfølgelser; Gendøberne fandt Tilflugt i
Böhmen, hvor under Navnet »mähriske Brødre«
deres smaa og spredte, kommunistisk
organiserede Samfund endnu fandtes i første
Fjerdedel af 17. Aarh. Alle de her nævnte og endnu
mange andre Sektbevægelser med
kommunistiske Tilløb fra Middelalderen og Begyndelsen
af den nyere Tid havde deres Rod først og
fremmest i religiøse Motiver; de paaberaabte
sig alle Bibelen. Ved Siden heraf forekommer
dog ogsaa stærkt udbredte
revolutionært-kommunistiske Tendenser af mere nøgternt og
jordisk Præg, der faar deres Udslag i de store
»Bondekrige«, som hærgede Frankrig 1358,
England 1381 og Tyskland 1525.
K. bevidst opfattet som Ideal for
menneskeligt Samliv og en lykkebringende
Samfundsorden møder man første Gang hos Thomas
More i hans berømte, paa Datidens
Verdenssprog, Latin, affattede Utopia, d. v. s. det Land,
som ingensteds findes, der udkom første Gang
1516 og senere i talrige Udgaver og-
Oversættelser, ligesom det fandt en Mængde
Efterligninger lige ned til vore Dage i de saakaldte
»Statsromaner«, d. v. s. Fremstillinger af
fingerede Samfund, hvor Forfatteren forudsætter
sit Ideal for den retslige, økonomiske og sociale
Organisation realiseret, idet han kritisk
sammenligner de opdigtede med de virkelig
eksisterende Forhold. I Ly af sin Fiktion priser
More K. som det mest hensigtsmæssige Middel
til at berede alle Mennesker, og ikke blot en
Flok Udvalgte, den tryggeste og mest udstrakt
nydelsesrige Tilværelse. Det asketiske ell.
overhovedet det religiøse Element træder i hans
epokegørende Skrift helt i Baggrunden for
Anerkendelsen af den materielle Livsnydelses Ret.
Utopia har i Tidens Løb fundet talrige
Efterlignere lige ned til vore Dage. I »Solstaten«
(1620) af Campanella er K. strengt gennemført
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
